Vejen er smal og så ydmyg som de lettere ramponerede værkstedsbygninger, der dominerer kvarteret. Et skilt oppe på hjørnet viser hen til et 'autocarosseria'. Der kunne have været en anvisning af, at det også er her, på denne beskedne lokalitet langs jernbanen, Fonderia Mariani befinder sig. Men næh nej ... »Vi har aldrig brugt penge på at gøre opmærksom på os selv. Det er ikke nødvendigt«, siger Adolfo Agolini, der i indkørslen kan fremvise en overdimensioneret forgyldt baby. Den er udtænkt af en schweizisk kunstner. Hans kollega, verdensnavnet Fernando Botero har ufærdige værker liggende på bordene længere inde i virksomheden, og under et halvtag i gården troner de gamle danske mestre Wilhelm Marstrand og H.W. Bissen bag en scooterparkering. De er stadig grønne i hovedet, men når de har været under kærlig italiensk behandling, vender de i slutningen af næste måned sammen med 16 andre skulpturer fra samlingen på Statens Museum for Kunst tilbage til Danmark. Da de blev afleveret i foråret, var de med bevaringschef Henrik Bjerres ord blevet syge af vejr og vind og syreregn og forfærdelige at se på. »De er troldmænd hos Mariani. De finder frem til det, vi gerne vil have, det er som at lede efter en tone og så ramme den til sidst. Ansvaret er i sidste ende vores, og når vi står sammen med en af værkstedets arbejdere, bliver han mediet«, siger Henrik Bjerre. »Vi har ingen hemmelige formler. Vi holder blot af vores arbejde og af kvalitet«, siger Adolfo Agolini. »Vi arbejder ofte direkte sammen med kunstnerne, og det er dem, der er de kreative. Ikke os. Vi er håndværkere, og en af vores styrker er, at vi er bevægelige af sind. Vi skal komme på bølgelængde med kunderne og respektere deres ideer, ikke ændre dem. Vi skal befri deres intentioner, og vi sætter ingen grænser. Vi skal løse problemerne, selv om det måtte være svært og tage lang tid. Og når det gælder ældre værker, skal vi have respekt for originalen«. Et verdensnavn Fonderia Mariani - med tilføjelsen Creazioni Artistiche - er blandt bronzestøberier et verdensnavn, men skift skulpturerne ud med et par bilvrag, og man kunne tro, vi var på et autoværksted, der er sat i bakgear. Adressen er Tre Luci 51 i Pietrasanta i Toscana. En by i et område med en koncentration af mange specialiteter. Blandt dem talrige kvalificerede værksteder, der arbejder med især marmor - det er marmorland - men også terrakotta, keramik og som nævnt bronze. Det trækker kunstnere til. Vi skal ikke remse de danske bidrag til stokken af fastboende i området op, men blot nævne, at f.eks. Ny Carlsbergfondet har etableret en linje fra København til Mariani. Det har blandt andre Peter Brandes og Bjørn Nørgaard glæde af. »Vi plejer at sige, at vi er huslæger for Glyptoteket, når det gælder malerier. Omvendt samarbejder vi med Glyptotekets chefkonservator Lars Henningsen om skulpturerne, her er han specialisten, og det var oplagt, at vi skulle have de af vores hærgede værker, der skal indgå i museets kommende skulpturgade, restaureret hos Mariani«, siger Henrik Bjerre. Han tager i midten af næste måned igen til Pietrasanta. Denne gang for at sikre sig, at den danske kunst bliver, som dengang den var ny. At den er blevet renset og har fået lagt en patina, der så vidt muligt svarer til den oprindelige. »Det var glædeligt at opdage, hvor godt den originale overflade trods alt har det. Spørgsmålet var, hvad der skulle ske med patineringen. Den ligger inden for en tonerække af brunligt og grønligt, og vi tilstræber at ramme den farve, skulpturen fik, da den blev skabt. Men det er et arbejde, der i høj grad sker på gefühl«, siger Henrik Bjerre. Familieværksted »Bronzen er ikke så smuk i sig selv. Den er ikke så interessant, så derfor er den patina, vi giver den, vigtig. Bronze ruster ikke som jern, processen stopper, og den får ikke som kobber en patina gennem en naturlig proces. Den skaber vi ved hjælp af forskellige - ufarlige - kemikalier. I tidligere tider brugte man også urin. Det gør vi dog ikke, men i øvrigt bygger det kunstneriske bronzestøberi grundliggende på de samme principper, man også arbejdede efter 3.000 år før Kristus. Vi har fået ny teknik og nye maskiner, men basen er den samme«, siger Adolfo Agolini. Hans vej til bronzen gik via ægteskabet med en niece til stifteren, der har lagt navn til støberiet. Christine hedder hun, og både hun og sønnen Nicola er i dag en del af den stab på i alt 40 mennesker, Adolfo Agolini selv omtaler som en familie. »Vi er forholdsvis mange, men det er vigtigt, at de ansatte her føler sig som del af en familie. Vi underviser selv vores folk, og det tager fem år at blive uddannet. Efter ti har man fået sit speciale og kan arbejde alene uden at blive kontrolleret. Det er bl.a. et spørgsmål om at nå frem til den nødvendige følsomhed«, siger Adolfo Agolini. Fra Dubai er der indgået en bestilling på 12 heste i fuldvoksen størrelse. Det italienske finansministerium bekoster en kopi af et gammelt bånd til en kirke i Firenze (originalen skal på museum), og på betongulvene langs de rå vægge klumper danske skulpturer sig sammen. H.W. Bissens sårede 'Filoktet' er blevet fin og glat, så nu kan vi rigtig se, hvor ondt det gør. »Det er snart ti år siden, vi begyndte at arbejde med Danmark, og det er en fornøjelse. Vi kan få klar besked, og tingene glider. Skal der laves en kopi af et eller andet, kan man bruge ti år på at diskutere det. Så langt størstedelen af vores opgaver kommer udefra. Kun fem procent er lokalt, og vi laver næsten intet for regeringen«, siger Adolfo Agolini.