Et hold nye beboere er på vej ind på Statens Museum for Kunst. De er ca. 100 i alt, og flere af dem vil kunne se tilbage på en årelang både kummerlig og hengemt tilværelse, når de indtager det, der af kritikere er blevet kaldt et rungende eksempel på museets fejlslagne tilbygning. Museumsdirektør Allis Helleland medgiver, at der siden genåbningen i november 1998 har været »rimeligt tomt« i det vældige rum, der er dannet på grænsen mellem det gamle og det nye hus. Det vil der nu blive rådet bod på. I begyndelsen af det nye år vil det højloftede, 138 meter lange og 11 meter brede område for første gang leve op til sit navn: Skulpturgaden. Efter et årelangt forarbejde begynder museet i løbet af nogle måneder opstillingen af et udvalg af sin store samling af skulpturer, der har været henvist til magasinerne. »Det har fra starten været både museets og arkitektens tanke, at her skulle være en skulpturgade. Det var en del af idégrundlaget, men der var ikke sat penge af til projektet, og da vi så på de værker, der stod ude blandt buske og træer foran museet, blev det i øvrigt klart, at de ikke egnede sig til det fine rum. De var angrebet af vind og vejr og var mildt sagt syge«, siger Allis Helleland. »Skulpturerne måtte vente, og det var samtidig et problem, at vi ikke kunne bruge den tilstødende, store trappe og scenepladsen efter hensigten og skabe liv med performance, musik osv. Det skyldes som bekendt den elendige akustik, men dét problem er ved at blive løst, og vi ender med at have det flotteste rum i byen. Det bliver fantastisk. Det bliver ikke kun en udstilling, men også et sted, hvor mennesker kan mødes og slå sig ned«. Kulturministeriet og arkitektfirmaet bag nybygningen, C.F. Møllers Tegnestue, strides stadig om, hvem der skal betale for udbedringen af akustikken, men arbejdet er med en bevilling fra ministeriet gået i gang. Det betyder, at der inden længe vil være lukket helt af til museets nye del. I sølle stand Første februar næste år fjernes afspærringen, og da skulle det ikke kun være muligt at opfange, hvad dagens festtalere måtte have på hjerte, men samtidig se bl.a. resultatet af den restaurering og foryngelseskur, en del af museets bronzeskulpturer har gennemgået på et værksted i Pietrasanta i Italien. »Museet havde ikke et vedligeholdelsesprogram for sine skulpturer, og den del af dem, der stod ude, så forfærdelig ud«, siger bevaringschef Henrik Bjerre. »Vind og vejr og syreregn havde ødelagt patinaen og fået metallet til at anløbe, det var blevet grønt og stribet. Det var frygteligt at se på, her var tomme sokler med navneplader, og i det hele taget mindede anlægget mest om et provinsmuseum i Rumænien. Det havde længe pint os, og det blev besluttet, at det hele skulle væk med ét hug. Når der skulle ske noget, måtte vi starte forfra. Vi kunne ikke bare rykke dem ind i museet«. Bortset fra de to store skulpturer, der flankerer museets indgang, røg alle udendørsværker på magasin. Det skete i midten af 1990'erne, og de havde formentlig stadig befundet sig i mørket, var det ikke for en millionbevilling fra det private Hermod Lannungs Fond. Den betød, at museet sidste forår endelig kunne sammensætte en arbejdsgruppe af kunsthistorikere, scenograf, formidlingschef og bevaringschef og sætte realiseringen af en skulpturgade på dagsordenen. Den kommer nogenlunde permanent til at huse de samme omkring 100 værker fra Den Kgl. Skulptursamling, som det officielle navn er. De fleste har størrelse som et menneske i fuld figur, men den vil også rumme arbejder så små, at de placeres i en montre. Udstillingen skal med nedslag i årene fra 1850 til i dag illustrere bredden og udviklingen i denne del af den danske kunst, og det gør museet ikke gennem et kronologisk forløb, men ved bl.a. at arbejde med 'tableauer'. I dem indgår eksempelvis H.W. Bissen, Niels Hansen Jacobsen, Gerhard Henning, Jens Adolf Jerichau, Astrid Noack, Paul Gernes, Mogens Møller, Erik Thommesen, Hein Heinsen, Thomas Bang, Øivind Nygård og Christian Lemmerz. Og som man kan læse af navnene, handler det ikke om bronze eller for den sags skyld marmor det hele, men også om de udtryk, der kan skabes med cement, plastic, gummi, træ, polyurethan ...