Åndelig sult. Dannelse. Disciplin. Venlighed. Rationalitet. Kampgejst. Og en vis flamboyance. Det er de centrale indtryk efter tre timer i selskab med Martin Hall. Sanger, komponist, instrumentalist, forfatter. Han ringer på døren klokken 15.00 dut. Har fine kager med. Kommer aldrig tomhændet. Og fylder lejligheden med ordet, som han tror så inderligt på. »For mig er ordet helligt. Hvis jeg siger noget, er det det samme, som at jeg gør det«. Ord, som stråler af refleksion, rige, mangefarvede erfaringer, indædt kamp for at forstå verden, sig selv, fortiden. Og der er allerede masser af fortid. R.A.F. hedder begyndelsen på Halls musikalske virke i 1978. Han er 15 år. De fire knægte har tre egne numre og fire coverversioner af David Bowie og Sex Pistols. Året efter følger eksperimentalrockgruppen Identity, der i 1980 muterer til navnkundige Ballet Mécanique - rammen om den første storm om Halls person. Opløsning for åbent tæppe. 1982 »Jeg var bestemt ikke nogen munk, og det er klart, at hedonismen i den verden også er en del af dannelsesrejsen og selvudviklingen. Men alle eksperimenter kræver også, at du hele tiden nulstiller og holder regnskab«. Hall tror ikke længere på Ballet Mécanique og er træt af sine bandmedlemmers formålsløse misbrug. Som afslutning på trioens koncert i Saltlageret i København 15. oktober bliver en pressemeddelelse projiceret op på bagvæggen. Blandt andet: »Da vores egen renhed begyndte at blive infiltreret af tvivl og angst for kommende uhelbredeligt svineri, blev vi tvunget til at skære helt ned til benet og fjerne det forrådnende kød«. Bandet erklæres opløst, der måbes, og repræsentanterne for multinationale CBS, der har udgivet deres to album, forlader koncerten i raseri. De har aldrig været ude for noget lignende. »Jeg så det som noget helt hygiejnisk at afslutte det klart og tydeligt. Andre havde en anden oplevelse af det«. Årene - 40 af dem den 26. april - har været nænsomme. I dag lever han et renfærdigt liv, undgår mange officielle arrangementer - »røg og larm« - og har fundet nogle sundere kostvaner. Årene synes først og fremmest at have koncentreret sig om en uddybning af hans smilemuskulatur. Han er høj, tynd, stadig med trade mark-tilbagestrøget hår. Sort T-shirt og bukser. Man kan stadig se den konfrontationslystne idealistiske teenager, der af mange blev gjort til talsmand for 80'er-undergrunden. Kæbepartiet er bare lidt bredere, spidse bakkenbarter vokset frem. Og blikket er klart, meget klart. Onani på en søndag. 1983 »Martin! Jeg skulle hilse dig fra Dan Turèll og sige, du er velkommen i vores klub!«. Det er litterær søndag i marts måned på Café Victor, København, og F.P. Jac, der kort efter danser på bordene, har opladt sin grødede røst. Inden har man overværet Halls spoken work/lydkunstværk 'Karriere & Onani', en båndcollage med pornografi, cutup-litteratur, messen og voldsomme udbrud fra Hall, rød i hovedet af anstrengelse - og ved øresønderrivende lydstyrke. Udvandringen er betragtelig. »Min skytsengel har været vrede - forstået som indignation over at se muligheder degraderet. Misbrug og pamperi har jeg altid reageret meget stærkt imod, og det vil jo altid bare bevæge sig rundt. Og i den meget politiserede 70'er-situation vi kom ud af, i 1980, hvor betonmarxismen var på sit højeste, der mente jeg ikke, at alle var lige. Tværtimod. Alle er unikke: Der er en obskøn forskelligartethed i mennesker, og når jeg ser den blive kværnet over, så føler jeg stor indignation. Og det er den form for individualisme, jeg har været på barrikaderne for at fremme og for at forsvare i mig selv. Jeg mener, det er en menneskeret, og det kan man også sige nu her 20 år senere. Desværre er den holdning næsten blevet en kliche«. Den direkte anledning til denne artikel er hele to nye album fra Martin Hall. Det på én gang tilgængelige og excentriske popalbum 'Music Hall', og den historiske udgivelse af DR-koncerten 'Inskription', som blev opført 5. september for 20 år siden. Endnu et eksempel på den individualistiske kamp. VM i verdensanskuelse. 1983 »En gang til! Vi kunne næsten ikke høre det hernede!«, lyder det sarkastisk fra en mandlig tilskuer. En kvindelig har demonstrativt løst krydsogtværs, og en kleppert fra en behåret fagforening har hadefuldt nedstirret den unge komponist under hele opførelsen af 'Inskription'. Som den eneste af aftenens fire komponister - alle arbejdslegatmodtagere fra Udvalget for Tonekunsten - slæber Martin Hall elektrisk forstærkning ind i Radiohusets ærværdige Studie 2. Og han bombarderer publikum med et værk, der i dag virker frisk i sine loopede båndmønstre, men også voldsomt under den storstøjende finale. »Jeg næres i dén grad af den type konfrontationer. Enten knækker det én, eller også næres man af det. Og jeg har altid betragtet det at være kunstner som et medie for at få eksponeret et verdenssyn, et medie for - groft sagt - at ændre folks måde at se tilværelsen på. Og der var 'Inskription'-opførelsen virkelig VM i verdensanskuelse. Det var jo et krav om at tage et antistof alvorligt. Og jeg fik ikke støtte i mange år efter. Danmark har jo en stolt tradition for at tie ting ihjel«. »En opposition gør ens identitetsfølelse ekstremt tydelig, og det, tror jeg, har været en dåbsgave for den generation, jeg kommer fra. Man kom fra de åbenhjertige 1960'ere og 1970'ere og så til et totalt kollaps. Ingen økonomiske ressourcer tilgængelige og mediemæssigt fuldstændig lukket land. Når jeg er ude at holde foredrag på gymnasier i dag, så virker det, som om eleverne nærmest misunder én den generationskamp - som om 1980'ernes generationskamp er blevet mytisk i sit had - hvor 90'er-generationen og især den aktuelle gymnasiegeneration typisk intet oprør har. De har ingen revolution, de føler sig fuldstændig kastrerede. Det positive er så, at alle bliver nødt til at definere sig selv ud fra en slags hængen i rummet«. »Hvis 1980'erne var de grænseoverskridende kunsters æra, så vil de her år i den grad blive præget af fokus på de tabte værdier. Det er genopbygning af grænser, det handler om nu, snarere end overskridelserne af dem. Enhver, der kan se tre skridt længere frem, kan jo se, at tiden kalder på fuldstændig andre dyder«. Farvel Verden. 1986 Med vanligt store armbevægelser byder Hall musikverdenen ret farvel. I februar udkommer 'Cutting Through - The Final Recordings', og i april giver han sine to 'sidste' koncerter - The Final Concerts. »Der var en del af scenen, der virkelig følte, at jeg svigtede den ved at forsvinde. Men sagen er, at det ikke var noget valg, det ville vitterlig - meget dramatisk sagt - have slået mig ihjel at være blevet der. Tiden var bare løbet ud for mange ting: Min mor tog sit eget liv, da jeg var 21. Og i vinterhalvåret 84-85 mistede jeg ud over hende fem nære venner ved selvmord eller overdosis«. De næste to år fordyber han sig i kundalini-yoga og meditation. »Den indre buddhist slap ud. Og jeg skilte mig af med alting«. »Ingen ønsker at være alene, når det kommer til stykket. Men jeg næres af en vis dosis ensomhed. Jeg har en stor tørst efter periodevist at være alene. Jeg har meget nære relationer til mennesker, men i løbet af en dag har jeg brug for temmelig store mængder ensomhed. Få samlet tankerne. Det er et ernæringsmiddel, det er væsentligt for mig, tror jeg, for at kunne registrere mine indre balancer. Men jeg er også meget nærtagende«. Forræderiet mod undergrunden. 1988 Han vender tilbage til musikscenen med albummet 'Presence' efteråret 88. Men ak og ve, det er jo en popplade. Sellout! Forræder! »Hvad kunne en avantgardekunstner gøre, der var mere avantgarde, end at lave pop på det tidspunkt? Ved at udfordre undergrundsscenens moral ville jeg få en reaktion, jeg havde brug for. Jeg har aldrig oplevet en mere konservativ institution end undergrundsscenen. Det er indre mission ud over alle grænser. Det var et kolossalt chok for mange, og der er tilsyneladende folk, der stadig ikke har tilgivet mig«. »For mig er livet en sportsgren. Det er noget, der hver dag skal øves til, det er et full contact battle. Du skal gøre noget for at få det maksimale ud af dit liv, og det er en fair deal. Hvordan kan du forvente noget fabelagtigt, hvis ikke du gør noget fabelagtigt? Engang blev jeg stillet million $-spørgsmålet: »Bliver det aldrig godt nok?«, og mit fuldstændig logiske svar var: »Nej, selvfølgelig gør det ikke det«. På et tidspunkt giver man op, men der er da aldrig noget, der bliver godt nok. Og hvis du tager det som et olympisk ideal, så er det jo en måde konstant at kræve mere af sig selv på. Fuldstændig biologisk når du går en tur: Horisonten flytter sig i samme hastighed, som man går. Der er indbygget i vort system et krav om fornyelse og selvrefleksion og nulstilling og opgradering. Det er noget, der især i Danmark, i velfærdstilstanden, er meget upopulært. Fordi man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Men sult er ikke en ting, der forsvinder fra menneskelegemet. Kærlighed er til dels, altså den kan blive slidt op, den kan blive hærget. Sult forsvinder aldrig helt«. Sidste dans med kapitalen. 2000 Martin Hall skriver i 1996 og 1998 tekster til Hanne Boel, og i 2000 fødes duo-albummet 'Boel & Hall'. »Det var enormt tilfredsstillende at sige ja til Boel og mærke den totale overflod i branchen i de år. Hvad jeg tjente på den plade, svarer til, hvad jeg måske sammenlagt har tjent på de plader, jeg har lavet selv. Til masteringen blev jeg hentet i en hvid limousine, sad og drak champagne, hvilket tiltalte den Liberace-side, som jeg i høj grad har. Gestikulationernes mester! Det morer mig at træde ind på en scene og føle mig lige så meget et med dét, som jeg gør med (forbilledet og filosoffen, red.) Ludwig Wittgensteins 'Tractatus Logico-Philosophicus'«. Men han får alligevel nok af brudte løfter og tiltagende kommercialisme i selskabet og smækker hårdt med døren. »Det påvirkede mig ekstremt meget at omgive mig med det syn på kultur, som de fleste af de mennesker, jeg sad til møder med i ni måneder, lå inde med«. »Der er en utilpassethed, der er kendetegnende ved den måde, jeg arbejder på. Der er et reaktionsbehov, som måske på afstand kan virke som rene gestikulationer. Men jeg er risikovillig. Villig til, når broerne brænder, at smide alle værdierne over bord og starte forfra. Pengene? Nej tak. Væk«. Martin Hall holder trods ordrige omveje godt fast i de røde tråde gennem de tre timer. Men på et tidspunkt klipper han en over: »Hvis jeg skulle sige sådan noget helt fuldkommen absurd, så skulle jeg rejse mig op nu og stirre ud ad vinduet og sige: »Eftertiden! Eftertiden er mit sande vidne!««. Den generelle lette affektion i hans tale er blevet tung ved det sidste udråbstegn. Og så bryder han grinende sammen.