I cinematisk lyntog gennem Asien kan farver og former blive udviskede. Og det er et ekstremt hurtigt lyntog med kun 12 film, tolv stop på vejen, som Copenhagen International Film Festival med Orient Express-programmet har på skinner. For asiatisk film er mange mange ting. Det er Bollywood-musicalens nyvundne vestlige appeal. Det er Kina, hvor den sjette generation af instruktører forsøger at løfte den tunge arv fra den femte, fra Zhang Yimou og Chen Kaige. Det er Sydkorea - the next big thing - hvor filmkulturen har stortrivedes kunstnerisk og kommercielt under protektionistiske love, der dog ikke har afholdt Hollywood fra at investere flere og flere dollar i remake-rettigheder. Det er Iran, hvor en vestligt hædret filmskaberstand udfordrer præstestyrets grænser med et stadig mere moderne filmsprog og stadig mere kontroversielle emner - efter at filmen kun har været lovlig i 24 år. Og det er hårdt prøvede Afghanistan, som Sedigh Barmaks 'Osama' så smukt repræsenterer. Vi befinder os i en by, hvor en kvindedemonstration mod Taleban-styrets herredømme brutalt slukkes, og en 12-årig pige må forklæde sig som dreng for at kunne skaffe føde til sin familie. Med roligt og poetisk søgende kamera følger vi pigens skæbnefærd gennem en angstknuget by og drenge- og mandeverden. Sansen for detaljen - det snurrende cykelhjul, den utildækkede fod, der vækker harme, det første menstruationsblod ned ad benene - mætter 'Osama' med atmosfære, duft, varme. Og historien om pigen, der kaldes Osama, og sammen med resten af byens drenge rekrutteres til Talebanhæren er et både lyrisk og barsk dokument fortalt i et opfindsomt filmsprog. Afghanistan beskrives også - i iransk tonsætning - af Samira Makhmalbaf i 'At Five In The Afternoon', der til gengæld foregår post-Taleban. Vi fordyber os i kvindefrigørelsens kår, og de er trange. Virkeligheden er gennemsyret af mandlig fundamentalisme, og hvem har i øvrigt tid til at bekymre sig om demokrati og ligestilling, når man ikke engang kan brødføde sine spædbørn? Noqreh stiller ikke desto mindre op til den nyoprettede kvindeskoles kåring af en 'præsidentkandidat', men møder modstand både ude og i hendes nomadehjem, hvor hendes fundamentalistiske far efterlades i uvidenhed - hun skifter først til sine hvide, højhælede sko, når han er ude af syne. Makhmalbaf har et fast greb om symbolikken, dialogerne er ofte decideret morsomme og tragedien formidles nøgternt - for eksempel helt uden musik. Og igen er der denne knugende ro i filmsproget, som man også oplever i 'Osama' og som giver mulighed for stor fordybelse og indleven. Livet er heller ikke nemt i nutidens kinesiske landdistrikter. I Li Yangs debut 'Blind Shaft' følger vi de to skurke Song og Tang, der lokker fremmede til at agere slægtninge under påskud af at kunne skaffe dem arbejde i mineindustrien. Og ganske rigtigt. Men i jordens dyb får de en efter en en hakke eller en sten i hovedet, og de to kumpaner kan hæve de sølle erstatningssummer til familierne. 'Blind Shaft' er gråt støvet, hvis ikke sortnistret nærdokumentarisme cirklende om grådighed og korruption under Kinas ny boomende kapitalisme, og især skurkenes skuespil er nøgent og grumt realistisk. En intens og sjælden kinesisk krasser fra Li Yang, som har været tysk statsborger i mange år og i øvrigt ikke vil regnes som del af Kinas sjette generation af instruktører. Man er på anderledes velkendt, skønhedssøgende grund i de ældre landsmænd Dai Sijies 'Balzac og den lille kinesiske skrædderinde' og Chen Kaiges 'Together'. Her er kunsten modgift til samfundsordenen. I 'Balzac' er litteratur kuren mod maoismens sammenkogning af alle individer til en grå masse, i 'Together' er violinen og det klassiske partitur først et middel til avancement i samfundet, men ultimativt kilden til dyb åndelighed i skærende kontrast til populisme og materialisme. 'Balzac' følger de to 19-årige, dannede Luo og Ma, der i de tidlige 70'ere, som så mange andre intellektuelle byboer sendes til omskoling på landet. Her møder de pigen, der kaldes den lille skrædderinde, en bondsk, men smuk pige de begge forelsker sig i og i skjul lukker ind i verdenslitteraturens verden. Men hvor kritisk 'Balzac' end er over for kulturrevolutionen og også den nuværende centralregerings brutalitet over for folket (instruktøren Dai Sijie bor i Frankrig), hvor smuk den end er, så tynges den også en kende af sentimentalitet. Så er det noget sværere at holde hjertet i ro i femtegenerationsinstruktøren Chen Kaiges dynamiske 'Together'. En fader tager sin dybt talentfulde violinistsøn med til Beijing for at opsøge lykken hos de store lærere, og som vesterlænding føler man sig hjemme i tempoet, den hurtige klipning, de farvemættede billeder fra dette moderne Kina. Og det er også Kaiges - lille - svaghed. 'Together' bliver af og til for lækker, for velfriseret vestlig, for selvsikker i sin følelsesfylde, men den brænder alligevel igennem alle forbehold i kraft af sin ekstremt velfortalte og psykologisk nuancerede natur. Det kan virke urimeligt at repræsentere en så forskelligfarvet og blomstrende filmkultur som den asiatiske med kun 12 film på festivalen, og Orient Express-programmet virker også lidt som staffage på en ambitiøs og vidtfavnende festival. Men det rummer ikke desto mindre øjeblikke af stor filmkunst. Og så er det svært ligefrem at protestere.