»Jeg er en smule autistisk. Jeg taler ungarsk, men jeg fatter ikke en lyd«. Sådan lyder Péter Gothárs konklusion på sin egen kaotiske satire 'Hungarian Beauty'. Og selv om man i spredt fægtning har grinet hjerteligt undervejs, må man tilslutte sig konklusionen på Gothárs overgearede genfortælling af 'American Beauty' som absurd sædekomedie om livet i Ungarn efter overgangen til turbokapitalisme med flade dæk og hul i lydpotten. Det musikalske ledemotiv er Prokofiev. Ulven kommer for fuld musik, og er man ikke en af ulvene, kan man være en absurd blå due og fri som en fugl til at leve et hundeliv. Dén har de garanteret klasket sig på lårene over i Ungarn, men for udenforstående er 'Hungarian Beauty' en mere speciel end stor oplevelse. Humor er underfundig og spiller ofte på det indforståede. Det er en af grundene til, at komedier har så meget sværere ved at krydse de kulturelle landegrænser end drama og tragedie. Så godt gået af hollandske Paula van der Oest, der får kontakt med sin komedie 'Zu & Zo'. Fortællingen om tre voksne og skrappe søstre, der får deres trummerum og erotiske forviklinger spædet op med panik, da deres bøssebror pludselig skal giftes med en kvinde. Selv om stilen er lidt mere sitcom-agtig adskiller 'Zu & Zo' som lun tolerancekomedie for moderne velfærdsmennesker sig såmænd ikke så meget fra tone og tematik i danske film fra 'Den eneste ene' til 'En kort, en lang'. Kammertonen i det tyske familiedrama 'Scherbentanz' ('Knust glas') er anderledes tung. Med sin brug af et diset farveskema er filmen en nydelse at se på, men det er et familiedrama, der virker, som om den er på springtur fra teatrets skrå brædder. Den kræftsyge og kiksede Jesko opsøger modvilligt sin familie, da hans autoritære far og hans succesfulde bror Ansgar har opsporet Jeskos mor blandt Hamburgs hjemløse. Hun er et alkoholiseret vrag, men den eneste, som kan agere rygmarvsdonor for sønnen. Instruktøren Chris Kraus har selv skrevet manuskriptet og må således selv påtage sig skylden for, at filmen i sidste ende mangler den gode histories afgørende kerne. Pointen, der fortæller tilskueren, hvad det egentlig skulle gøre godt for. Bortset fra at være vinduesudstilling for Fassbinder-divaen Margit Carstensens hærgede skønhed. Uklare manuskripter og slørede pointer er ikke modgiften mod amerikansk films firkantede effektivitet, men det er desværre alt for ofte, hvad der præger europæisk film. Uklare pointer prægede ikke filmkunsten, dengang Asta Nielsen svansede skæbnesvangert omkring 'Afgrunden'. Torben Skjødt Jensen, der er mest kendt som dokumentarfilmskaber, har med 'Afgrunden' skabt en film om den gamle Asta i lejligheden på Frederiksberg. Som dramatik bærer 'Afgrunden' præg af at være skabt til tv, men den ser fornem ud i knivskarp high-definition digitalformat. Forestillingen om et møde i 1964 mellem divaen Die Asta og en håbefuld ung filmmand (Ole Lemmeke) er en slagfærdig tragedie, hvor Vera Gebuhr er skarp som en fleuret i rollen som den diktatoriske krukke, der har gode grunde til at holde sit privatliv forseglet. Gebuhr får dog mere end kamp til stregen af Vivian Nielsen, der med viljestærk intensitet og grum humor spiller den unge Asta. Filmen lever i sine tilbageblik og i den duel på vilje, der i den indelukkede lejlighed udkæmpes mellem den hemmelighedsfulde diva og den nysgerrige filmmand. Måske af frygt for at blive for klaustrofobisk er fortællingen udstyret med en sidehistorie om det stadig mere kriseramte forhold mellem journalisten og hans kæreste (Trine Dyrholm). Dén historie bliver aldrig andet end løst halevedhæng og et distraherende brud i tonelejet, men for resten af pengene er der tale om et vittigt og flot fotograferet 'portræt'. Nyd lige dette replikskifte: Journalisten: »Undskyld, har De et toilet?«. Fru Asta Nielsen: »Ja, så udødelig er jeg heller ikke!«. Med 'Bagland' er også en stærkt realistisk dansk tone repræsenteret. Filmen er oprindelig opstået som et forsøg på at lave en film ved først at trænge ind i et miljø. I dette tilfælde en ungdomspension for belastede unge. Miljøskildringen er forblevet det stærkeste kort i et trekantsdrama, hvor den kønne Mille med den alkoholiserede mor kommer i klemme mellem den bøffede kæreste Kenny og den bløde hip hop-fyr Sami. 'Bagland' er som voksen/ungdomsfilm et frisk pust fra den sociale virkelighed med mange kvaliteter. Man bider mærke i Paw Henriksen i en birolle. Her er noget stort på vej. Forbilledet er Lukas Moodysons 'Fucking Åmål', men i 'Bagland' er personinstruktionen svagere og plottet for konstrueret. Man skulle stolet så meget på sit miljø, at man turde undvære de evindelige forbrydere, der bliver en alt for automatisk garanti for, at 'der sker noget'. Men med priskandidaten 'Manden bag døren', det vittige tv-drama 'Afgrunden' og 'Bagland's målrettede satsning på en relevant miljøskildring har dansk film markeret sig fint i en ujævn europæisk konkurrence. 'Manden bag døren' må tælles blandt priskandidaterne sammen med 'Salmer fra køkkenet' og 'Song For a Raggy Boy'. Afhængig af juryens temperament kan også den intellektuelle 'Soldiers of Salamina' og den varmblodige 'Facing Windows' komme på tale. Men er kriteriet originalitet og fantasi bør 'Trillingerne fra Belleville' stå stærkt. Spørgsmålet er så, om en tegnefilm vil få lov til at vinde sådan en konkurrence.