To kameler i baggrunden. Den ellers altid handlekraftige Tintin er bukket under for Solens ubarmhjertighed og ligger afkræftet i det marokkanske Sahara. Bevidstheden sejler, og Tintin hallucinerer, at kaptajn Haddock tror, Tintin er en flaske Bourgogne. Kaptajnen går til voldsomt angreb med en proptrækker og vinflasker dunkende i øjnene. Minuttet efter vågner Tintin fortumlet op til virkeligheden i en nordafrikansk lerhytte. Vi befinder os på side 32 i albummet 'Krabben med de gyldne kløer'. »Det er jo en syret episode! Men Tintin er ikke en syret tegneserie - så ville jeg blive irriteret på den. Hergé har blot en fantastisk evne til at dosere ting i det rette forhold - humor, spænding, realisme, det fantastiske«, fortæller filminstruktør Anders Østergaard om sin årelange fascination af den plusfours-klædte dydsirede reporter med den kække tot i panden og et festfyrværkeri af en personkreds omkring sig. »Den grafiske kvalitet er i top. Du kan tage hver eneste ramme ud og blæse den op til en plakat. Fordi historien er det vigtigste - tegningerne tjener historien, som bliver fortalt med økonomisk stramhed. Det giver hamrende flotte billeder, som man opnår en simpel glæde ved at kigge på«, fortsætter han. Men det var andet, mere og noget dybere end de smukke streger fra alle mulige og umulige afkroge af verden, der betog Anders Østergaard og har fået ham til at bruge det meste af sit liv i almindelighed og de seneste fem år i særdeleshed på de belgiske striber, som har adspredt millioner af børn verden over. Det har resulteret i 74 minutters dokumentarfilm om mennesket bag de i alt 1.428 sider tegneserie, Georges Remi, som døde i 1983. Bedre kendt under pennenavnet Hergé (forbogstaverne i omvendt rækkefølge udtalt på fransk - RG udtales på fransk 'her-gé'). »Processen bag kunsten har altid interesseret mig«, forklarer Østergaard. Alvor og dybde I albummet 'Tintin i Tibet' fra 1960 drager Tintin til Himalaya for at eftersøge sin kinesiske ven Tchang, som er forulykket i et flystyrt. Den historie vakte for alvor Anders Østergaards fornemmelse af, at Hergé var mere til stede end sædvanlig i den tilsyneladende uskyldsrene og enfoldige tegneserie. Færten fik han til fulde bekræftet efter at være stødt på nogle af Hergés noter til 'Tintin i Tibet' på Hergé-fondens hjemmeside. Det viste sig, at Hergé i denne periode var martret af drømme om sne og hvidhed og om blive kvalt i laviner. »Der er en uendelig alvor i det album. Flyvraget udtrykker en inderlig desperation. Et crashed DC9 midt i Himalaya, splittede flysæder og en bamse i sneen. Hver detalje afslører død og ødelæggelse. Der har tidligere været flystyrt i Tintin, men så har det været 'BONK, BONK, av mit hoved - op igen'«, forklarer Anders Østergaard. »I det splitsekund, jeg læste noterne til albummet, forstod jeg, at der var tale om en mand i dyb personlig krise. Et menneske, som var tydeligt anfægtet. Han krængede sin sjæl ud og investerede ufattelig meget af sig selv i den her umiddelbart uskyldige tegneserie«, beretter han om Hergé, der som konsekvens af sine 'hvide drømme' gik i psykoanalyse og indså, at han måtte gøre op med dydens dæmon i sit indre. Året efter blev han skilt fra sin kone og giftede sig med den 28 år yngre Fanny. Det følgende Tintin-album 'Det gådefulde juveltyveri' er af en ganske anden støbning, langt mere absurd og sitcom-agtig end de foregående og markerer således en milepæl i Hergés sjæledrama. Efter halvandet års forhandlinger med Fondation Hergé (Hergé-fonden) fik Anders Østergaard i 2000 ganske exceptionelt adgang til de ellers hermetisk lukkede Tintin-arkiver i Bruxelles. Tintin-skatkammeret vogtes af Hergés enke og hendes nuværende mand, som er berygtede for at ruge over mesterens eftermæle med en uigennemtrængelig copyright. Østergaard mener selv, hans timing var rigtig. Hergé-arvingernes tid går med at forvalte kommercielle rettigheder og lignende, og de trængte til et nonprofit-projekt lavet med hjertet, som ikke gik ud på at klæde en berømthed af, men snarere at skildre hans bevæggrunde. Bl.a. Østergaards nænsomme portræt 'Trollkarlen' fra 1999 om den svenske jazzmusiker Jan Johansson var med til at overbevise dem. Samtidig var Anders Østergaard skandinav og ikke lakaj for en eller anden stejl Tintin-fraktion. Kom tæt på Hergé Den største skat i de sagnomspundne arkiver viste sig at være et 12 timers båndet interview med Hergé lavet i 1971 af en fransk studerende, som skrev for et tegneserieblad. »Numa Sadoul (den studerende, red.) havde måske regnet med en halv times audiens hos Hergé. Men det endte som en psykoanalyse, hvor han var hjemme hos Hergé flere gange i løbet af en uge, sov hos ham og mødte hans kone. Han skulle ikke hale ordene ud af Hergé; tværtimod blev han nærmest taget som gidsel til at lytte på hans historie«, forklarer Anders Østergaard. I interviewet lægger Hergé alle kort på bordet. Han beretter om sin strenge katolske opdragelse, angsten for at træde ved siden af dydens smalle sti, skilsmissen, sit forhold til kirken og traumet over at blive stemplet som værnemager efter at have arbejdet for en tyskvenlig avis under krigen. Interviewet har tidligere dannet udgangspunkt for bogen 'Tintin et moi', som dog er en af Hergé stærkt redigeret udgave af samtalen. Georges Remi, alias Hergé, blev født i 1907 i Etterbeek i Belgien. Han blev opdraget i et kirkeligt, konservativt miljø, var med i en katolsk spejderbevægelse og arbejdede i de unge år først for spejderbladet Le Boy Scout, hvor kladden til Tintin (om spejderdrengen Totor) blev tegnet, senere for Le Vingtième Siècle, et doktrinært katolsk dagblad. Redaktøren var en abbed, hvis sekretær var den kvinde, Hergé blev gift med og senere skilt fra. Under Anden Verdenskrig var Hergé på avisen Le Soir, der aktivt samarbejdede med tyskerne. Efter befrielsen blev han anholdt som kollaboratør - han kom dog aldrig for retten, men blev taget til nåde som vildledt tegneseriemager. I årevis har tegneserie-eksperter udkæmpet et verbalt slag om, hvorvidt Hergé - og dermed Tintin, som ofte anses for at være Hergés alter ego - var højre- eller venstreorienteret. Med temaerne i de første album, f.eks. antikommunismen i 'Tintin i Sovjet' og imperialismen i 'Tintin i Congo' tegnede Hergé i høj grad ud fra sin samtids fordomme. Hurtigt blev han dog mere researchstærk og særdeles nøjagtig og dokumenterende i sine etniske beskrivelser - f.eks. i 'Den Blå Lotus' fra 1935, hvor alt er korrekt til mindste detalje - og synet på fremmede kulturer tilsvarende nuanceret. Under krigen blev Hergé mere sparsom med de politiske udmeldinger af frygt for at lægge sig ud med tyskerne og skrev historier med knap så aktuelle og sprængfarlige temaer, f.eks. om skatteøer og meteorer. Anders Østergaard kalder den hidsige debat om Hergés politiske ståsted omsonst, fordi Hergé netop var et ufærdigt, drømmende menneske, der langt op i livet helst undgik at træde i karakter. »Mange af historierne er klare politiske tilkendegivelser. 'Tintin i Sovjet' er jo et direkte opdrag fra redaktøren om at fortælle om de slemme bolsjevikker, og 'Den blå Lotus' er en kommentar til japanernes besættelse af Kina. Men Hergé har selv fortalt, at han var et naivt ungt menneske, som intet vidste om verden. Senere har han nok haft sine meninger, men hans primære mål har været at skabe den gode historie, og så har han brugt virkeligheden som råvare«, mener han. Derfor er Østergaards mission ej heller at kortlægge en 'social sandhed' om Hergé, men snarere at begå en 'documentary of the mind'. »Jeg vil ikke finde ud af, hvordan han opførte sig, om han var god mod børn og dyr eller tævede sin kone. Der er et lag mere - det, der er inde i ham. Det er interessant, hvis man skal forstå det, folk har lavet. Jeg vil portrættere en bevidsthed«, forklarer han. Hans egen stemme I 'Tintin et moi' bruger Anders Østergaard Hergés egen stemme fra arkivets gamle kassettebånd til at fortælle historien. I enkelte sekvenser ser vi også selveste mesteren, mens han taler. Ved at samle forskellige senere Hergé-interview og give billederne en grov grafisk bearbejdning har han via computermanipulation fået Hergés mundbevægelser til at stemme overens med lyden på båndinterviewet. Derudover fungerer Numa Sadoul, der i sin tid lavede det tolv timer lange Hergé-interview, som fortæller - både til tegneseriens billeder, som vises i 3D, og til billeder af den virkelighed, som historierne refererer til. Vi præsenteres for de 1.428 tegneseriesider sider lagt op i en enorm mosaik, og åbningsbilledet er en 3D-udgave af ruden med den forulykkede flyvemaskine fra 'Tintin i Tibet', hvor seerne bliver ført med 200 meter ind i sneen og bjergene.