Sky Radio, som for nyligt købte rettighederne til den landsdækkende P5, vil ikke blive tvunget til selv at producere de 1.000 timers nyheder om året, som er forudsætningen for, at Sky må sende radio. Stationen kan i teorien købe sig til alle de nyhedsudsendelser, som den skal sende for at leve op til i aftalen med Kulturministeriet. Nævn vil ikke blande sig Sådan tolkes et brev, som Radio- og tv-nævnet har sendt til Sky Radio for at afklare diskussionen om, hvorvidt radiostationen skulle etablere sin egen redaktion eller blot kunne udlicitere nyhedsudsendelserne. Radio- og tv-nævnet, som under Kulturministeriet har til opgave at tjekke, at Sky lever op til aftalen med ministeriet, skriver i et brev til radiostationen, at nævnet ikke vil blande sig i dens struktur. »Det er ikke i sig selv afgørende, i hvilket omfang Sky Radio selv har ansat den arbejdskraft, som er nødvendig for at opfylde de nævnte kvalitetskrav. Radio- og tv-nævnet fører kun tilsyn med det udsendte, ikke i den forbindelse med organiseringen af stationen eller dens forretningsmodel«, skriver nævnets næstformand, landsdommer Hans Henrik Brydensholdt. Indholdet mindre væsentligt Umiddelbart efter Sky Radio - der ejes af den kontroversielle mediemogul Rupert Murdoch - havde købt rettighederne til P5 for 432 millioner kroner ved en auktion hos Bruun Rasmussen, blev den hollandske finansdirektør, Ab Trik, citeret for, at stationen først og fremmest ville lægge vægt på gode radiostemmer. Mindre væsentligt var det med indholdet, som man, ligesom i Holland, kunne købe hos private leverandører. Advarsler fra Brian M. Det fik kulturminister Brian Mikkelsen (K) til at advare Sky om, at stationen ikke skulle tro, at den kunne slippe for billigt om nyhedskravene. Nu har Radio- og tv-nævnet imidlertid slået fast, at nævnet fra premieren 15. november kun holder øje med det, der kommer ud i æteren - ikke hvordan det er lavet. »Brevet til Sky Radio skal selvfølgelig ses som en reaktion på forlydenderne om, at man bare ville ansætte en speaker og så lade andre klare resten. Det eneste, det slår fast, er, at vi ikke forholder os til det strukturelle. Resten vil afhænge af en konkret vurdering af, hvad Sky Radio ellers foretager sig«, siger Hans Henrik Brydensholdt. Monopolbryder Da P5 blev solgt i juni, erklærede Brian Mikkelsen, at radiostationen omsider skulle bryde DR's monopol på landsdækkende radio. Men den erklæring klinger noget hult, hvis ikke Sky har ambitioner om at lave sin egen nyhedsredaktion, mener medieordførerne hos både Socialdemokraterne og De Radikale. »Argumentet for at sælge P5 var, at DR's monopol skulle brydes, og vi skulle have mere mangfoldighed i radionyhederne. Det lyder helt fornuftigt. Men hvis bare Sky Radio skal købe nyheder fra andre medier eller et nyhedsbureau, kan jeg ikke se, at det skaber mere mangfoldighed. Det afslører kun, hvad denne øvelse handler om for regeringen, nemlig at styrke de kommercielle medier og knægte Danmarks Radio«, siger Mette Frederiksen (S). Khader enig Det synspunkt er Naser Khader (R) enig i. »Hvis målet var at give DR konkurrence, så er det et problem, at Sky Radio blot skal læse andres nyheder op. Jeg frygter også, at denne sag varsler noget ilde i forhold til privatiseringen af TV 2. Siden det har været nødvendigt for Radio- og tv-nævnet at præcisere aftalen med Kulturministeriet, lader det til, at ministeriet ikke er så god til at udfærdige kontrakter med private medieejere«, siger han. 'Det, vi sender, er det afgørende' Sky Radios administrerende direktør i Danmark, Kasper Krüger, mener, at der på intet tidspunkt har været tvivl om, at stationen selv kunne bestemme, hvordan den ville levere nyheder - blot den levede op til kravene. »Det er den opfattelse, vi hele tiden har haft. Det afgørende er, hvad vi sender i radioen. Hvordan vi gør det, er der ingen, som behøver at forholde sig til. Vi har allerede fået tilbud fra alle store medievirksomheder, både inden for dagblade, tv og radio, som gerne vil samarbejde om at lave vores nyheder. Det er en teoretisk mulighed, at vi udliciterer det hele, og lige nu vil jeg ikke udelukke, at det sker. Men ærlig talt, så tror jeg det ikke. Vi er allerede engagerede i nyhedsproduktion, og det kan lige så godt være, at vi står for det hele selv. Det vil ikke ske, at vi helt afskriver os ansvaret for at lave nyhederne«, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00








