Ståldøren på elevatoren på Svanemøllen Station gled langsomt op, ganske som den plejer. Dørene består af tre smalle stykker, der et efter et glider på plads inde i væggen. Problemet denne søndag er bare, at min datters tommelfinger fortsætter sammen med den sidste dørplade ind i væggen. Og så sidder den fast. Hendes skrig er det mest hjerteskærende, jeg nogensinde har hørt. Hun prøver at få hånden til sig, men fingeren sidder solidt i klemme mellem to stålplader. Jeg forsøger at holde hende fast, så hun ikke kan trække mere i armen og den skadede finger, mens jeg rækker op og trykker meget længe på alarmen. Jeg er forstenet af panik. Jeg prøver at regne ud, hvordan jeg kan narre elevatoren til at lade døren lukke sig igen, så fingeren kan komme fri. Måske kan jeg trykke elevatoren ned til perronen og så samtidig løfte Johanna væk fra fotocellen? Mine spekulationer er feberagtige og ukonstruktive.
Kig til knoglen?
Heldigvis hører jeg nu lyden af en stor togmand, der kommer løbende med et kæmpe nøglebundt, der klirrer for hvert tungt skridt. En anden høj mand, belæsset med poser, smider alt, hvad han har i hænderne på det sorte gummigulv. Og de to store kaffebrød får nu tvunget stålpladerne fra hinanden, så Johannas fladmaste, blødende tommeltot kan komme ud. Hun stirrer vantro på den flade finger og skriger, om man kan se knoglen? Jeg frygter det, men tør ikke kigge efter. I stedet slår jeg et par servietter om fingeren, og så bærer jeg hende hjem. Mens servietterne bliver gennemblødte. Heldigvis var det ikke ind til knoglen. Lidt vand og et plaster, så var hun klar igen. Hun faldt i søvn, bleg og forkommen, på sofaen. Jeg faldt ikke i søvn. For jeg havde travlt. Dels med at bebrejde mig selv, dels med at male fanden på væggen. Hvorfor sørgede jeg dog ikke for at holde hende væk fra døren, som ansvarlige fædre gør? Hvorfor fandt jeg ikke selv på at skille dørene ad, så fingeren kunne komme hurtigt ud? Og hvad nu, hvis hun havde fået revet hele armen af?
Medaljen
Næste morgen gav jeg hende en tapperhedsmedalje og hendes egen kopi af cd'en med Tangokat, som hun kunne tage med i børnehaven. Og så har hun ellers stort set fået en lille gave og/eller tyggegummi hver eneste dag siden. Min kone siger, at nu er tiden kommet til at tilgive mig selv. Det kan jeg egentlig også godt. Det er måske nærmere verden, jeg bebrejder. Efter at være fyldt fyrre er jeg langsomt ved at forlige mig med, at jeg selv skal dø i en ikke fjern fremtid. Men jeg kan altså ikke holde ud, at mine børn er i fare, hvor de går. At de kan blive mast i en elevator, blive kørt ned eller ryge ud i en kokain-psykose. En dag på metrostationen på Kgs. Nytorv var der fyrfadslys og blomster på perronen. En ung mand havde i kådhed sat sig på rulletrappens gelænder og var tippet ud over. 20 meter ned. Frygteligt.
Hemmelige kys
Er der så noget, vi kan gøre? Vel ikke andet end at bide negle og skælde ud, når det alligevel er for sent. Og så ellers lukke øjnene og lade som om, at det nok skal gå alt sammen. Måske er det det, vi besværger, vi forældre, når vi ustandseligt kysser vores børn. Alle os som lister op til de små senge om natten. I starten for at høre om ungerne stadig trækker vejret, og efterhånden som vi bliver mere rutinerede forældre for at få vores 'fix'. Lige stikke næsen ind til den varme nakke og mærke håret, der klistrer lidt af sved, og så give dem et lille blødt kys. Man bliver afhængig. Min søn på godt to er stadig vild med at kysse. Beredvilligt tager han sutten ud og rækker to tykke våde læber frem til et meget fugtigt savlekys. Johanna på godt fire er lidt mere karrig med snapsene. Helst skal det være mor (der må faktisk ikke være drenge på hendes værelse). Og hvis jeg endelig får lov at kysse i vågen tilstand, så foregår det ved, at hun stikker hovedet ned i puden, og så kan jeg allernådigst få lov at kysse hende. Men det skal være uden lyd, og uden at hun opdager det! På en måde er mine børn mine kæledyr. Det er skønt at nusse og nulre dem. Dejligt at skifte Christian, og lige give ham et pruttekys på den tykke mave med den udstående navle. Lækkert at sidde og se tv med en af dem på skødet. Så derfor er det jo også uretfærdigt, at Johanna ikke må få en kanin ligesom Laura og Ida. Og en kat. Og en lille sød hund. Og måske en mus. Og en hest som skal hedde Fenea Guldblomst. Men vi står fast. For far tåler ikke dyrehår. "Far. Når du dør, så må jeg da godt få et dyr", siger hun. Og måske skulle hun have lov til et enkelt dyr. Hvis hun havde klemt fingeren bare lidt værre, så havde hun sikkert også fået det.
Kan ikke læse!
Hvis vores børn havde været dyr, så ville Johanna være kat. Meget selvstændig, med behov for egen plads i solen og vil kun kæles, når det passer hende. Christian er en lille glad hund. Beredvilligt hjælper han med at lægge tøj i vaskemaskinen, bærer bestik ind til bordet, og han prøver selv at tage sine sandaler (kaldet soldater) på. Christian er simpelthen bare med på konceptet familie. Han elsker at opfylde sin rolle i samværet. Når vi går til bords, kommer han frivilligt. Når der bliver fyldt vand i badekarret, prøver han ivrigt selv at komme op i det. Og når børnene skal i seng, så hopper han glad op i kanen og lægger hovedet på Byggemand Bob-puden. Eneste minimale udfordring er, at han forsøger at få læst mere end en bog. Når vi er færdige med den første, er han begyndt at sige 'Spørge-Jørn', for den kan han godt lide. Og han ved, at jeg er vild med det vers, hvor der bliver sagt: 'Men en dag blev det hans far for meget'. Nu er han så begyndt at få presset en tredje bog ind, 'Malle kører brandbil'. Så siger jeg stop. Man er vel en mand med principper. "Nu har vi læst nok. Nu skal du sove. Men du må godt få din 'Malle'-bog, så kan du jo ligge og læse lidt, indtil du falder i søvn", sagde jeg, og begyndte at trække mig baglæns ud af værelset. Men jeg blev stoppet af en vred og forurettet dreng, der udbrød: "Men Christian kan ikke læse!"