Over en bred kam en højnet standard kombineret med en mere bevidst forholden sig til den kendsgerning, at der venter et publikum derude. Også på de mere kunstneriske gemytters filmiske anstrengelser. Sådan kan man groft sagt beskrive den produktudvikling, dansk film har gennemgået i de senere år. En udvikling, der er til at aflæse i den lyst til at kommunikere, der præger afgangsfilmene fra Filmskolen 2003. »Skal du tisse, Jonas«, spørger Johanne (Bodil Jørgensen) sin bror Jonas. Midt i et festligt lag nytårsaften på en færgekro på en ø, hvor den sidste båd er sejlet. Jonas (Kim Bodnia) sidder i rullestol. Søsteren kører rundt med ham. I munden på Bodil Jørgensen bliver replikken en blanding af sukker og nervegift. Hun er opmærksom på hans behov. Samtidig med at hun ydmyger ham, banker ham på plads og understreger hans afhængighed af hende. Men i virkeligheden er det hende, der ikke kan undvære sin rolle som sin brors ét og alt. I baggrunden kører dronningens nytårstale: »Det er godt at ville være selvstændig. Det giver selvtillid, når det lykkes«. Den er dygtigt komprimeret denne fortælling om den handikappede Jonas og hans søster. Jonas, der prøver at løsrive sig ved at flytte i bofællesskab, og Johanne, der i selvopofrelsens hellige navn er blevet forvandlet til en livstruende parasit. Strandet på en ø blandt fremmede, toner søskendeportrættet langsomt frem uden anmassende forklaringer. Manuskriptet til 'Pagten' er skrevet af instruktøren Heidi Maria Faisst i samarbejde med Karina Dam. Manuskriptet mestrer i imponerende grad spillet i den psykologiske detalje. På trods af den dunkle belysning står spillet og scenerne lysende klart. Med små midler tegner Kim Bodnia en overbevisende figur. Hans dæmpede Jonas er et menneske, der kæmper for at komme ud i lyset. Sammen med Bodil Jørgensen løfter Johan Rabaeus - som en fedtet svensker i Don Juan-skikkelsens sidste krampetrækninger - denne afgangsfilm op til noget helt særligt. 'Pagten' blev udtaget til Filmskole-konkurrencen i Cannes uden dog at vinde. Stilistisk og genremæssigt er de seks afgangsfilm vidt forskellige, men der er i næsten alle tilfælde tale om fortællinger om følelsesmæssig afhængighed, fortrængning og drømme om forløsning. Også 'Bokseren' handler om en pagt. Eller rettere sagt flere af slagsen. Bokseren Nick skal møde den frygtindgydende Sjællandsmesteren. Vinder han, har han muligheden for at blive professionel i Hamburg. Kan han slå til, venter et liv og en fremtid. Men Nick er bundet til barndomsvennen Palle, der hele tiden roder sig ud i noget snavs. Nick er letmellemvægt. Palle er dødvægt. Træneren (Erik Clausen) prøver at få Nick til at kæmpe for sit liv, mens han brokker sig over, at han, hvis det lykkes, vil miste endnu en protegé. Skarp miljøtegning er gennemført i en pågående realisme og et visuelt knitrende nærvær. Til sidst truer plottets lovlig komprimerede 1-2 kombinationer med at gøre klimaks for hårdtpumpet, men indtil da har troværdigheden været imponerende. Ikke mindst i kraft af Paw Henriksen, der som Nick ikke bare ligner en Bredahl, men også formår at favne hele figurens livtag med håb og tvivl, desperation og stædighed, så man ikke er i tvivl om, at man står over for en kommende mand i dansk film. Det samme kan man konstatere om instruktøren Daniel Espinosa. At han læner sig op ad 'Raging Bull' viser jo blot, at han har forbillederne i orden. I det hele taget er forbillederne ikke langt væk fra disse nye levende billeder. 'Aftenland' af Thomas Bjerregaard Nielsen er ikke mange øjeblikke gammel, før man sidder med en decideret 'Festen'-agtig fornemmelse. Claus vender hjem. Langt ude på landet skifter han i skovens mørke, stille ro til sin soldateruniform. Inden han dukker op til årets jagt på Sofiehøj. Den hjemvendte søn er knuget, længselsfuld. Faderen autoritær. En hård slagskygge. Søsteren (Stine Fischer Christensen) er mystisk og fåmælt. Der bliver ikke vekslet mange ord, men mørket i de uigennemtrængelige skygger i husets kroge og de flåede natteskyer, der som martrede sjæle piskes forbi en bleg måne, taler sit klare sprog om hemmeligheder i familieskabet. Det er i kraft af sin visuelle prægnans, af sine indre og ydre skyggelandskaber, at 'Aftenland' lever sit eget ulmende liv. Den mørke tone er også slået an i 'Ulykken'. Poul Erik Madsen skildrer en nedslidt bondegård, hvor der skal god vilje til at skelne svinesti fra køkkenvask. Her bor Hans Peter med sine svin og sønnen Malte. Moderen mangler i billedet, men det er ikke noget, vi snakker om. Indtil kvindebekendtskabet Anna dukker op og med eros og ærlighed lukker lys og luft ind i den mørke, indelukkede hørm af hemmelighedsfuld fortrængning, der trives mellem far og søn. Lars Brygmann virker ikke helt godt placeret i rollen som bonde, og fortællingens traumatiske kerne udvikles for forudsigeligt. Til gengæld er den svinske forfaldsæstetik markant vinklet af fotografen Thomas Gerhardt, og billedet af gården på de oversvømmede marker er lige til at ramme ind. Heller ikke 'Mellem os' kommer i mål uden slinger i valsen. Det er især til sidst, det kniber med at holde takten. Til gengæld er det en befriende tidssvarende sædekomedie, instruktøren Laurits Munch-Petersen har brygget sammen med Ine Urheim og 'Halality'-forfatteren Jeff Matthews. Den unge forfatter Adam forguder sin kæreste Sabine. I modsætning til sin karlsmarte storebror Sander er Adam bedre til tanke end handling. Men selv den mest åndsfraværende åndsarbejder kan blive tvunget til at handle, og da Sander og hustruen Veronica kommer på hyggemiddag, har Adam noget ganske særligt på menuen. Vittigt turnéret og opfindsomt orkestreret kammerspil blandt tidens vin- og gastronomibevidste unge. Kristian Ibler mere end anbefaler sig som Adam, der anretter dinér surprise, så det forslår. Både i stil, tone og indhold har den erotiske drillepind 'Mellem os' den altafgørende friskhed i sit beat. Her er noget på færde, som kunne få investeringsbevidste næser til at vibrere. Men årgangens helstøbte komediant er Mikkel Serup. 'Frunk' er slet ikke er den stilbevidste artfilm, man skulle tro, når man ser plakaten. Tværtimod er 'Frunk' en på én gang djærv og underspillet komedie om den pukkelryggede vicevært Frank Munk, der forelsker sig i den skjønne overbo Evelyn. Frunk, som han havde heddet blandt venner, hvis han altså havde haft nogle, sidder alene i sin lejlighed og laver en model af Slaget ved Little Big Horn. Frunk er besat af historien om Custers nederlag. Og af sit eget. Han kan ikke se sit liv for bare pukkel og selvmedlidenhed. Men så møder han den militærnægtende bibliotekar Kim, og det spirende venskab mellem de to ensomme unge mænd afstedkommer et lille underværk. At denne pukkelryggede efterkommer af Klokkeren fra Notre Dame og Frankensteins monster inviterer til stævnemøde på restaurant Kamels Spisehus er bare en af mange morsomme detaljer i en humanistisk-humoristisk fortælling med en solid optimistisk pointe: »Hvilken pukkel? Du er da bare lidt bredskuldret i den ene side.« Med Henrik Noël Olesens særegne bredskuldrede ansigt i fokus bliver 'Frunk' en varm og venlig fortælling med lige præcis nok brod til at holde enhver ansats til sentimentalitet på sikker afstand. Også i denne film bliver en pagt, en indgået overenskomst mellem to mennesker, til et dramatisk kneb med stort udbytte. Pagten mellem Filmskolen og dens elever kan ligeledes mønstre et imponerende udbytte. 'Pagten' og 'Bokseren' - og dermed instruktørerne Heidi Maria Faisst og Daniel Espinosa - skiller sig ud med Mikkel Serup og 'Frunk' lige i hælene. Betragtet som eksamensprojekter klarer årgangen hurdlen med luft til overliggeren. Man kan roligt opsøge filmene i biografen. Også på udklækningsplanet står dansk film for publikumsbevidst kvalitet. Hvad årgangen ikke fremviser er en bemærkelsesværdig original, der stikker ud og stikker i øjnene. Men det er måske omkostningen ved den bevidste udadvendthed.