Uden for Utrecht står et skilt med påskriften 'Afghanistan 5012 km'. Det er et officielt vejskilt, som blev anbragt der i januar af de hollandske trafikmyndigheder på foranledning af den danske billedkunstner Jens Haaning. På invitation af en lokal kunstkomité udtænkte Haaning sidste år dette offentlige værk, som forbinder det krigshærgede Afghanistan med byudvidelsen af Utrecht. Værket skal minde om den nære realitet, som krigen i Afghanistan repræsenterer, geografisk og i forhold til vores hverdagsliv. Skiltet, som har vakt debat blandt lokale beboere, blev for nylig stjålet - for anden gang, siden det blev stillet op. Måske er det stjålet af unge, der bare er ude efter en spændende souvenir, måske er tyverierne en beboerprotest over et kunstværk med et emne, man ikke vil have med at gøre. Efter de gentagne tyverier er kunstværkets fremtid usikker. Haaning er en internationalt efterspurgt kunstner. Han deltog som eneste dansker på den vigtige udstilling Documenta i Kassel sidste år, blandt andet med lydværket 'Arabic Jokes', der også tematiserede mødet mellem arabisk og europæisk kultur. Her blev der fra et højttaleranlæg på et torv afspillet vitser fortalt på arabisk. Hvad er det for en historie, du vil fortælle med 'Afghanistan 5012 km' - og hvad skal skiltet fortælle eftertiden, hvis det får lov at blive stående?

»Ideen bag værket er at give folk, der kører forbi skiltet, den oplysning, at hvis de tager den direkte vej, vil de kunne nå den afghanske grænse ved at køre 5.012 kilometer. Det er en konkret oplysning, som på grund af Hollands og Vesteuropas støtte til USA's krig mod Afghanistan i disse år vil kunne fungere som en refleksionsramme for den enkeltes holdning til krigen. På længere sigt er det tanken, at værket skal fungere som en slags mindesmærke over krigen og en påmindelse om, at Afghanistan stadig eksisterer. Et socialt fænomenDu arbejder med kunst som et socialt fænomen. Kan man sige, at du med Afghanistanvejskiltet bruger din magt som kunstner til at lade myndighederne autorisere noget, som de ellers ikke ville have stået inde for?

»Som jeg forstår dit spørgsmål, er det noget, som er gældende for al kunstudøvelse. Jeg mener, bag ved ethvert kunstværk ligger der vel en intention om at skabe et 'socialt fænomen'. Men det er korrekt, at jeg i værket 'Afghanistan 5012 km' bruger det hollandske vejvæsen til at autorisere noget, som de ellers ikke ville have stået inde for - på samme måde, som jeg i det her interview bruger Politiken til at autorisere noget, som Politiken ellers ikke ville have stået inde for. Eller - hvis vi skal tage den et skridt videre - bruger dig og kiosken, som sælger den her avis, til at autorisere noget, I ellers ikke ville have stået inde for«. Det må du uddybe. Hvad er det, du bruger os til her i spalterne?

»Jeg bruger jer til at autorisere og promote mit individuelle syn på verden og de spørgsmål, det afstedkommer«. Det er ikke første gang, at Jens Haanings offentlige projekter skaber kontrovers. For eksempel valgte byrådet i den franske by Besançon i 2000 at inddrage tilladelsen til et skilt, han her ville have opstillet med den arabiske påskrift Ma'lesh (der betyder noget i retning af 'Og hvad så?'). De franske myndigheder ønskede ikke arabisk skrift i det offentlige rum. Det offentlige rumEr det i nogen grad en tilsigtet effekt at få ballade for dine værker?

»Nej, men det er sket gentagne gange, at mine projekter - specielt i det såkaldt offentlige rum - om ikke har skabt kontrovers i den bredere debat, så er blevet stoppet på grund af deres aparte måde at kombinere forskellige medier og informationer. Bag ved de spørgsmål, mine værker skaber, ligger helt banalt en tro på, at jeg gør noget godt for andre mennesker, og jeg opfatter disse 'kontroversielle aktiviteter' som et moment, hvor jeg er i stand til at opstille noget, som kan have en relevans for andre. Så selv om stikket bliver trukket ud - skilte stjålet og tilladelser trukket tilbage - giver det mig på intet tidspunkt grund til at betvivle mine bevæggrunde, og hvad det er, jeg gør. Jeg regner da også med, at Afghanistanværket ender med at blive permanent. Der har været nogle komplikationer her i starten, men det har ikke været intentionen, at konceptet skulle ende som en relativt kortvarig happening. Jeg glæder mig til, at folk om 20 år kan køre forbi skiltet og kan have de tanker, værkets udsagn måtte afstedkomme«. Måske ville folk have taget anderledes imod værket, hvis du selv havde boet i området. Kan det ikke opfattes som et paradoks, at du laver kunst til et socialt rum, du ikke deler lokalt?

»Jeg tror, at nogle folk ville have taget anderledes imod værket, hvis jeg havde boet i området, på samme måde som de ville have taget anderledes imod det, hvis jeg var ti år yngre eller havde været en kvinde. Jeg kan overhovedet ikke få øje på paradokset i at beskæftige mig med et kunstværk med sociale implikationer og samtidig have en intention om, at tanker og spørgsmål friere skal kunne passere mellem mennesker og over landegrænser. Hvad du kalder et paradoks, er for mig en mission. Jeg tror på kommentaren eller spørgsmålet fra den fremmede, og jeg tror på kvaliteten i, at der kommer en udefra og gør noget 'forkert' eller giver en ny vinkel på lokale og globale problematikker«.