Eros kigger på mig gennem sammenknebne øjne - skeptisk. Sekundet efter kigger han væk og ned. Piller lidt i sit højre øjenbryn, mens han skyder underlæben en smule frem. »Jeg er bedre til at lave musik, end jeg er til at forklare mig«, siger han så, og han har ikke løjet endnu. Hans øjne, i smalle brune sprækker, hviler på mig igen, og sikkert og vist er det, at nogle mænd kommer fra Mars og andre fra Venus. Eros Ramazzotti er popstjerne. For ikke så længe siden røg han med i et verdensomspændende boom for latinerpop, og han stod i Milano, i New York, i København sågu' og fik folk til at svaje fra side til side med tændte lightere i hænderne. Med pladen 'Stilelibero' fra årtusindskiftet nåede hans berømmelse og hans ambitioner et klimaks, og verden syntes at ligge åben. Den nye cd, der - afhængigt af hvordan man grejer grafikken på den - enten hedder '9' eller 'ER9S', er en mere lokal italiensk affære, både med færre temperamentale udsving og med mindre stilistisk variation, selv om flere af balladerne, blandt andet 'Un'ancora nel vento' og 'Solo ieri', absolut holder vand og er glimrende hitlistebejlere, og selv om man må sige til pladens ros, at den er mere akustisk orienteret end de tidligere. Men er det alligevel en Eros med ryggen mod muren, vi møder? Selv om han nok så meget er konge her i suiten på hotellet i Paris og centrum for en håndfuld pressemedarbejdere. De der øjne igen: »Jeg føler faktisk, at min stemme bliver mere og mere fri. For hver koncert, jeg laver, mærker jeg, at min stemme kan mere. Min seneste producer gik meget op i det vokale, da vi indspillede cd'en, og han hørte min stemme helt uden effekter og insisterede på perfekt intonation«. Og det er derfor, han er til at holde ud, Eros, selv når materialet ikke er helt i top eller på niveau med 'Se bastasse una bella canzone', 'Fuoco nel fuoco', 'Memorie' eller 'L'aurora', og selv når han ikke udfordrer sig selv unødigt som sanger. Han har været vidt omkring i de 20 år, han har været popstar, og på et nummer som 'Memorie', som han indspillede to gange, viste han sig som en risikovillig, bragende virtuos jazzvokalist med en ekspressivitet, man sjældent eller aldrig møder i den del af musikbranchen, der definerer sig som pop. Slut med engelsk Eros Ramazzotti fylder 40 sidst i oktober og står ved det. For så vidt. På spørgsmålet, hvordan det kan være, at han ikke på sin nye plade synger duet med nogen overmoden amerikansk sangerinde, som han gjorde det med Tina Turner og Cher på tidligere udgivelser, svarer han: »Det var aldrig på tale. Jeg er færdig med at skrive tekster eller synge på engelsk. Jeg kommer aldrig til at lære det godt nok. Jeg har en datter på seks et halvt, og hende volder det ingen problemer, men jeg fylder altså snart 40, og det er for sent at begynde at lære et nyt sprog. Jeg er ret flydende på italiensk. Min plade er på italiensk«. Han kigger på mig, udfordrende: »Fordi jeg er italiener«. Interviewet følger hurtigt et mønster. Jeg stiller et spørgsmål. Eros tager sig tid til at overveje, hvad han vil svare, mens han sidder med lukkede øjne. Mens han sidder der, 'oversætter' han spørgsmålet til et af de ti standardspørgsmål, han bliver udsat for i alle døgnets 24 timer, og det, han slynger tilbage, er standardsvaret på et standardspørgsmål. Et eksempel: Substansen i dine sange er nøjagtig den samme i dag som for 20 år siden, men en 40-årigs erfaringer er vel nogle andre end en 20-årigs?

Lang pause: »Min ambition er altid at udtrykke, hvad jeg har på hjerte«. Jo, men nu har du været gift, og du har en datter, og din første ungdom har du lagt bag dig. Det er vel ikke stadig bare amore, amore fra morgen til aften?

Endnu en pause, men knap så lang denne gang. Nu ved Eros, at han har overtaget: »Jo, for hvad andet er der?«. Hverken Dylan eller Iglesias Sangtitlerne på Eros' niende cd hedder - oversat - noget som 'Et øjebliks fred' (nej, vi er hverken i Irak eller Mellemøsten!), 'Det var blot i går', 'Sang til hende', 'Jeg kan intet love dig' og - allerværst - 'Mørket har dine øjne', og det undgår ikke at stå tilbage som et mysterium, da Eros erklærer, at han altid lige netop synger, hvad han har på hjerte - også selv om det kan være svært for ham at udlægge teksten bagefter. Det er, som om du har villet mindre med din stemme denne gang. Der var engang jeg skrev om dig, sådan lidt højtsvungent, at du - rent ekspressivt - havde potentiale som en Dylan, men at din skæbne ville blive Julio Iglesias' ...

Eros Ramazzotti træner sine lægge ved at vugge frem og tilbage på stedet på fodbalder i gummisko. Han har foldet hænderne under hagen, og han har været i gang med det her journalisthejs hele dagen, og hvad har ham der fra Danmark gang i ...?! »Jeg ved ikke ...«. Han holder en pause. Kigger op. Kigger ned igen. »Jeg synger meget direkte på den nye plade, jeg synger nogle tekster, jeg selv har skrevet, og som jeg mener noget med. Jeg synger dem bare, og jeg kan dem. Det, min stemme skal, er lige nøjagtig at udtrykke, hvad jeg tænkte, da jeg skrev sangen«. Da jeg kigger over på Eros, ser han intenst på mig, og hans øjenbryn sidder helt oppe under hårgrænsen. »Er det i orden«, spørger han og vender mundstykket af en cigaret hen imod mig. Da jeg nikker, griner han lettet: »Jeg gør det for stemmen«. Han ler igen. For første gang i interviewet bevæger hans stemme sig ud over en lidt monoton mellemstemme, og et øjeblik risikerer Eros at findes i situationen, i rummet. Han suger fornøjet på cigaretten, mens hans venstre hånd masserer højre overarmsmuskel igennem den blå T-shirt. Da jeg så titlen på din sang 'Un attimo di pace', tænkte jeg: Hov, nå, nu er det der, vi er. Et øjeblik troede jeg, den ville handle om en aktuel krig, du efterlyste en konkret fredsløsning på ...

»Mine sange beskæftiger sig aldrig med specifikke historiske foreteelser, og når jeg skriver 'fred', så er det fred i sjælen - i min sjæl. Ligesom 'krig', når jeg bruger ordet i en sangtekst, så betyder det 'indre krig', min egen krig, problemer jeg slås med. Mine tekster handler altid om det nære«. Interviewet er ikke Eros Ramazzottis hjemmebane. Det er koncertsalen til gengæld - eller stadionhallen, hvor han, har jeg ved hyppigt selvsyn konstateret, formår at rive titusinder af mennesker med sig. Til oktober påbegynder han sin næste europaturné, som, han så afgjort mener, også vil føre ham til Danmark.