Blikket bevæger sig ud over Birkerød Sø og videre mod fjerne horisonter. Men øjnene skimter kun en hvidlig tåge. Kirsten Bang er næsten blind. I en alder af 95 må hun nøjes med de billeder, der er lagret i hukommelsen. De udgør en mindre etnografisk samling fra den planet, hun elsker så højt. »Mit dårlige syn har standset mig«, siger den gamle globetrotter. »Det kan ikke betale sig at rejse, når man ikke kan se. Efterhånden bliver jeg også så træt, benene er vakkelvorne, og hørelsen er heller ikke for god. Men alderdommen er jo mærkelig. For livsfølelsen og personligheden har ikke ændret sig«. Den gamle villa er fyldt med trofæer fra et eventyrligt liv. Nepalesiske masker, grønlandske dukker, brogede vægtæpper og gamle fotografier. Et af de nyeste blev taget i Østgrønland for fem år siden. Kirsten Bang sidder rank i en kajak med sit snehvide hår og padler sikkert hen over det blanke hav. Det var et gensyn med Ammassalik, hvor hun i 1938 for første gang gik i land fra det gode skib 'Gertrud Rask'. Hun havde søgt en stilling som huslærerinde for præstens børn. Og Grønland forandrede hende for altid. Hun fik smag for klodens herligheder, rejste videre til Indien, Egypten, Brasilien, USA, Kina, Japan og alle mulige andre steder. Og oplevelserne blev omsat til mere end 40 børnebøger. Næsten nygift »Du kan vel dårligt finde én, som er ældre end mig«, siger hun med en lille kluklatter. Det er nu ikke helt rigtigt. Kirsten Bang tilhører en voksende skare af danskere, der kan se tilbage på næsten et helt århundrede. Hun har oplevet to verdenskrige og været vidne til en teknologisk udvikling af svimlende dimensioner. Fra petroleumslamper til computere. Fra hestevogne til stjernekrig. »Men jeg synes ikke, jeg tilhører en bestemt generation. Jeg har altid levet fuldt og helt i de forskellige tidsaldre. Jeg kan jo så godt lide at følge med i verdens gang. Der er så meget at frygte og så meget at glæde sig over. Jeg ved da godt, at jeg måske er væk om et års tid. Men det betyder ikke, at jeg er ligeglad med, hvad der sker om ti eller tredive år«. Hun er storforbruger af lydbånd og radioens P1. Det er hendes livline til verden uden for Birkerød. Og så er hun så heldig at have en omsorgsfuld ægtemand, advokat Ole Stockmar. De to blev gift ved et kirkebryllup for blot tre år siden. Først var de venner, siden flyttede han ind som logerende efter en skilsmisse. Og til sidst mente de, at forholdet burde gøres lovformeligt. »Han er en god og elskelig mand, der køber ind og laver middagsmad. Han er ikke mere end 83. Så aldersforskellen er jo stor. Men han synes selv, at han er en 'ældre mand'. Og det er han jo også«. Igen bobler en lille kluklatter op i den spinkle skikkelse. Uden for havestuen får hun øje på fotografens kamera. Han forsøger at tage et billede gennem vinduet. »Jamen, er De dér. Goddag, goddag«, vinker hun muntert. Salonkommunist »Det er så lykkeligt, at jeg har en god visuel hukommelse. Jeg synes, at jeg er på stedet, når jeg tænker på Nepal eller Tunesien. Billederne er helt tydelige. Men jeg er ikke anderledes end andre gamle. Det, som står stærkest i hukommelsen, er de unge år«. »Min far var officer. Derfor var vi naturligvis meget nervøse, da Første Verdenskrig brød ud. Heldigvis lykkedes det Danmark at holde sig uden for krigen. Det var svært at få smør og andre varer. Men vi danskere led så lidt i forhold til de krigsførende nationer«. Når Kirsten Bang hinkede på Østerbros gader, kunne hun kun se hestevogne. En bil var en stor sjældenhed. Hun kan huske, da petroleumslamperne blev erstattet af elektrisk lys, og wc'et fik træk og slip. Kakkelovne var almindelige, helt indtil hun blev voksen. Hun uddannede sig til lærer på Zahles Seminarium og kom ind i en kreds af foregangslærere, der omkring 1930 sværmede for marxismen. Veninden Inger Merete Nordentoft skabte landsdækkende furore, da hun på et offentligt møde erklærede, at hun ville være enlig mor. Der skulle gå omtrent 40 år, før et lignende frisind vandt ind i debatten. »Jeg var meget grebet af det, som man senere kaldte salonkommunisme. Det sker vist for mange unge mennesker. Men med tiden blev jeg træt af al den politik. Jeg egnede mig ikke til det. Så det blev en stor befrielse at komme til Grønland. Det bragte mig ind i en mere kunstnerisk skure«. Stolte grønlændere Skibet kom kun til Ammassalik en gang om året. Kirsten Bang gik i land en augustdag i 1938 for at tiltræde stillingen som huslærerinde for pastor Rosings talrige børneflok. De fem fastboende danskere boede i nydelige træhuse. Grønlænderne boede i jordhuse, der var oplyst af spæklamper. Mændene gik på fangst i deres kajakker. Og de gamle dansede til trommesange. Kirsten Bang fik syet sin egen kajak af skind, kørte på slæde under nordlyset og fik gode venner blandt fangerne. Hun oplevede den gamle østgrønlandske kultur, inden den blev ødelagt af hastig udvikling og alkoholens trøst. »De gamle grønlændere havde meget stolthed og stor livsglæde. De syntes da nok, at de danske koloniherrer var utrolig smarte. Men de vidste også, at vi ikke kunne overleve deroppe, hvis ikke der kom et skib en gang om året med alle mulige forsyninger«. Da Kirsten Bang 60 år senere vendte tilbage til Ammassalik, var det i selskab med instruktøren Karen Littauer. Rejsen blev til dokumentarfilmen 'Gensyn med Grønland', der havde premiere for fem år siden. »Moderniseringen havde skabt store problemer. Stoltheden var forsvundet. Grønlænderne har følt sig underlegne, fordi de skulle lære alting af danskerne meget hurtigt. Men de ville jo selv ind i den moderne kultur. Straks de unge havde set et gevær og et vækkeur, var der ingen vej tilbage. Det kunne nok ikke være gået anderledes«, siger hun. Herre i eget hus Anden Verdenskrig var brudt ud, og Kirsten Bang blev tilrådet at rejse hjem. Men hun kunne ikke glemme Grønland, og længslen blev omsat i en bog - 'Åndemaneren Maratse'. Den blev vel modtaget, og straks begyndte hun at samle stof til en stor historisk roman om Erik den Røde og Leif den Lykkelige. »Jeg tog den med ind til Gyldendal - mindre kunne ikke gøre det. Man sagde, at den skam havde mange kvaliteter, men personerne var for 'flade'. Først var jeg meget nedslået. Men så fik jeg den idé, at jeg kunne få et par børnebøger ud af alt det dejlige stof. Mine elever sagde jo altid, at jeg var så god til at fortælle historier«. Det samme mente forlæggeren. Han ville gerne have flere børnebøger fra Kirsten Bangs pen. Hun samlede stof til bøgerne på lange rejser til fjerne lande, og som 50-årig kunne hun kvitte jobbet som viceinspektør på en skole i Jægerspris. Der blev også råd til at købe det store hus i Birkerød, hvor hun lavede et familiekollektiv sammen med moderen, søsteren og forskellige logerende. »Hvor var jeg dog lykkelig for at blive min egen herre«. Kirsten Bang sukker dybt og lader tankerne gå tilbage til alle de »dejlige« mennesker, hun mødte på sine mange rejser. Der var den tibetanske munk i Nepal. Hans fætter havde fem børn, og Kirsten Bang sørgede for, at de fik en uddannelse. Der var også den gamle notar i Tunesien, som sagde: »Du går i kirke, jeg går i moské. Du taler om Gud, jeg taler om Allah. Men 'Le Superieur' er den samme for os begge«. »Denne gamle mand med sit hvide skæg tænker jeg tit på. Dengang var der ingen modvilje mod europæere i de muslimske lande. Som regel faldt jeg i snak med en ung mand på gaden, som gerne ville øve sig på engelsk. Ofte blev jeg så inviteret hjem til familien, og på den måde lærte jeg de almindelige mennesker at kende. Det var jo dette hverdagsliv, jeg ville beskrive i mine bøger. Senere blev det så moderne, at børnebøger skulle have et 'budskab'. Men det var ikke min interesse«. »Det kan lyde storsnudet. Men det er altså min erfaring, at man kun møder hjælpsomhed, hvis man kommer mennesker i møde med åbenhed, interesse og venlighed«. Den blå planet Kirsten Bangs sidste store rejse gik tilbage til Kathmandu og Sri Lanka for blot fem år siden. I dag må hun nøjes med en sjælden tur til Vejle, hvor ægtemanden har en datter og svigersøn. Men radioen og samtaler med en stor vennekreds holder hende fuldstændig ajour med verdens tilstand. »Det bedste, der er sket i min tid, er nok, at de europæiske lande har erkendt deres slægtskab. I det hele taget håber jeg, at Europa kan gøre sig mere gældende i verden, så USA's store magt bliver afbalanceret. Jeg håber også, at tolerancen vil sejre på bekostning af fanatisme og religiøse fordomme blandt såvel muslimer som kristne«. »Jeg har oplevet så mange tidsaldre, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over dem. Men jeg tør nok sige, at ungdomsoprøret i 1968 var et stort kulturelt brud. Og jeg er ikke sikker på, at det var et godt brud. Pludselig skulle man sige 'du' til alle mennesker. Jeg vænnede mig da til det. Men egentlig synes jeg, det er unaturligt«. »Der er jo forskel på gamle og voksne. Der er forskel på en snottet unge på syv år og en erfaren lærer, som kan give sin viden fra sig. Vi kan ikke påstå, at de er ens. Og vi skal ikke være så bange for de forskelle«. Kirsten Bang synes ikke, det er ret mange år siden, hun oplevede mennesket springe i land på Månen. Og det første fotografi af vores egen blå planet, der lå og vuggede i verdensrummet, gjorde et kolossalt indtryk på hende. »Jeg tænker meget på det ansvar, vi har for denne lille planet, der svæver af sted i det store rum. Derfor er jeg så glad for globaliseringen. Den kan jo betyde, at vi lærer hinanden at kende. Vi må lære at beundre hinanden og hjælpe hinanden, selv om det er vanskeligt. For menneskene er jo magtbegærlige«. »Fra gammel tid har jeg en vis religiøs fornemmelse. Jeg er ikke dogmatisk. Men jeg tror, at der er en mening med menneskehedens lange udvikling. Vi har jo forladt abemenneskets stadium. Vi er nået derhen, hvor vi kan tænke over tingene. Det giver os et stort ansvar, som vi må og skal bruge til at gøre Jorden til et bedre sted at leve på«. Døden kan være god Engang var det en sorg for Kirsten Bang, at hun ikke har fået efterkommere. Da hun var ganske ung, tænkte hun kun på at blive gift med den rigtige mand og få nogle børn. Hun mente, at 'det hørte sig til ...'. »Men den rigtige mand kunne jeg ikke få, og de andre mænd interesserede mig ikke. Og nu hvor jeg er blevet gammel, kan jeg godt se, at barnløsheden har haft sine fordele. Jeg har haft et måske rigere liv end så mange andre, fordi jeg har haft friheden til at skaffe mig store oplevelser«. »Jeg var jo også så eventyrlysten - og hvor den lyst stammer fra, aner jeg ikke. Men jeg har forstået at få noget ud af tingene. Jeg kommer fra et godt hjem, hvor jeg lærte at skønne på livet og menneskene. Jeg lærte også, at man selv må tage et ansvar for både skuffelser og glæder i livet. Jeg tror næsten, at det er én selv, der holder sig i live«. Helbredet taler hun ikke meget om. Den krogede hånd affejer dårligdommene som 'småtterier'. Men det generer hende ikke at snakke om døden. »Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem længes efter døden. Men efterhånden som alderdomstegnene bliver værre, fornemmer man jo, at man ikke længere hører rigtig til i verden. Jeg er nu blevet så gammel, at jeg kan sige: Døden kan være en god ting. Døden kan være en befrielse«. Den lille kluklatter bølger i solskinnet: »Når børn og unge dør, er det en forfærdelig tragedie. Men når man er gammel, må man vænne sig til døden. Snart er tiden inde til at sætte punktum«.