Hård kritik af Cannes Festival

Den amerikanske instruktør Gus Van Sant vandt palmerne. Lars von Trier vandt intet. - Foto: AP
Den amerikanske instruktør Gus Van Sant vandt palmerne. Lars von Trier vandt intet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Og prisen for værste festival går til... Sådan lød overskriften på Independent on Sunday, og det er tilsyneladende en go' en af slagsen. »Vi er alle mere end klar til at tage hjem«, skrev det amerikanske brancheblad Varietys chefredaktør Todd McCarthy i sin kommentar mandag, men han havde også været en af hovedpersonerne i en usædvanlig bitter fejde, der tog til i voldsomhed, som festivalen skred frem. Kontroversiel beslutning »I en opsigtsvækkende erkendelse af, at der kun var tre, måske fire, film, den kunne lide, gjorde juryen ved den 56. Cannes Filmfestival i aftes det helt usædvanlige at give tre film to priser hver«, skrev McCarthy, og sikkert er det, at det var kontroversielt at give både Guldpalmen og prisen for bedste instruktion til Gus Van Sants tv-producerede dokumentarfilm 'Elephant'. Én ting var, at Vincent Gallo offentligt undskyldte sin 'Brown Bunny', en anden at Bertrand Bliers 'Les Côtelettes' blev skældt ud for at være »vederstyggelig, stupid og racistisk«, men generelt var der blandt de mange fremmødte kritikere enighed om kun én ting, nemlig at niveauet blandt filmene var alt for ringe, faktisk det værste i mands minde. I Screen Internationals liste over de konkurrerende film scorede kun otte ud af femten film mere end to ud af fem mulige stjerner. Cannes hedder Fiaskostrup Som engelske Daily Telegraph skrev lørdag: »Hvilke film kunne festivalledelsen på nogen tænkelig måde have valgt, der var værre end de film, den rent faktisk valgte?«. Helt i tråd med lørdagsudgaven af The Independent, der omdøbte festivalen 'Fiaskostrup' ('Turkeyville'). Ligeledes britiske The Times så i fredags et tegn i, at den første egentlige handel med en film blev indgået, så sent som tre dage inden festivalen skulle slutte, og de hundreder af opkøbere, som amerikanske selskaber som Miramax, Lions Gate og IFC havde sendt, veg tilbage fra hver eneste film, de så i den første uge. Miramax' hovedopkøber udtalte til avisen: »Fokus i Cannes er mere og mere det auteurstyrede, hvilket ikke nødvendigvis er, hvad det amerikanske publikum er på udkig efter«. Antiamerika Franske Le Libération, der i løbet af festivalen blev beskyldt for at »stå i ledtog« med festivalens ledelse, mente mandag, at det var »dobbeltkonfekt« at give to priser til Gus Van Sant: »Det forudsættes vel, at Guldpalmen går til en film, der er perfekt - som udgangspunkt i sin instruktion«. Washington Post konstaterer med tilfredshed, at »'Dogville', en stærkt antiamerikansk film, vandt intet«, og det var som talt ud af Varietyredaktør Todd McCarthys mund. McCarthy var, ifølge festivaldirektør Gilles Jacoby, taget til Cannes med »skarpladt pistol«, og få dage inde i festivalen skrev McCarthy på sit blads forside, at det var på tide, at Cannes som festival blev nyvurderet. Herefter beskyldte han festivalen for at tillade for mange annoncer for franske film i sine udgivelser og for at have lavet et komplot med de nationale medier. Vinderfilm om massakre Så kort tid efter det transatlantiske skænderi om det amerikansk-engelske engagement i Irak skulle der ikke meget til, før bølgerne igen gik højt, og Libération skrev: »Når Cannes er overstået, kan McCarthy tage hjem og slappe af i sin hytte i Rocky Mountains og lade sin riffel på ny, den riffel, der altid rammer forbi målet«. I sine skriverier i løbet af ugen fik McCarthy også skrevet, at Lars von Triers 'Dogville' »taler for tilintetgørelsen af USA«, og der blev i løbet af i går spekuleret i mange kredse, om filmens angivelige antiamerikanisme var grunden til, at den intet vandt. Men vinderfilmen, 'Elephant', om massakren blandt skoleelever på Columbine High, var mildt sagt heller ikke populær blandt amerikanske kritikere, der så særdeles skævt til, at to ærkeamerikanske skoledrenge nærmest blev portrætteret som kommende terrorister. McCarthy sagde om historien, som Van Sants film er baseret på, at den »i bedste fald er uforsvarlig«. Devalueret festival I engelske The Guardian mente Peter Bradshaw efter prisuddelingen, at »kynikere vil fremover kunne sige, at Guldpalmen år 2003 var en devalueret valuta«, og han skrev videre: »Cannes er i en tilstand af chok over, at Lars von Triers eksperimenterende 'Dogville' blev sendt tomhændet hjem. Ikke alle - men alle - troede, at 'Dogville' ville gøre rent bord. Lars von Trier må nu have lært, at alle, selv om de er så populære, at de benævnes 'Croisettens valg', har fripas i Cannes. Hans nederlag vil igen sætte ild i det emne, der har domineret festivalen: antiamerikanismen«. 12 dage med frustrationer Tyske Der Tagesspiegel var lykkelig over, at von Trier ikke fik Guldpalmen (»Først den gode nyhed«). Til gengæld var avisens kommentator skuffet over, at 'Elephant' fik de to mest eftertragtede priser (»Og nu den dårlige nyhed«). Tagesspiegel kaldte festivalen for »12 dage med frustrationer, intriger og tumulter«. Gilles Jacob er i den italienske avis La Stampa lørdag citeret for et ironisk svar til hele ugens hidsige beskyldninger: »I det mindste har solen skinnet samtlige dage, hvilket vel betyder, at Gud ikke er vred på mig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her