Det er et bøvl

Lyt til artiklen

Jeg sad i sofaen og hang, og Johanna ville ud og lege et eller andet. Jeg forsøgte klynkende at undslå mig: »Johanna, jeg er så pissetræt«. Hun svarede: »Så gå da ud og pis!«. Børn er jo af en eller anden grund aldrig rigtigt trætte - bortset fra når man prøver at holde liv i dem, fordi det ville være mere praktisk, hvis de stadig var vågne, når man for eksempel skal af toget. Ud over at de aldrig er rigtig trætte, så er de som regel også i misundelsesværdigt godt humør. Ja, om morgenen, når de vågner, er deres sindsstemning nærmest hysterisk munter. En dag i påsken vågnede Johanna med et hvin, mens hun skreg: »Det er påske-lave-dag!«. For hun havde fået lovning på, at vi skulle sidde og lave æg med farver, glimmer og små skinnende stjerner, der kunne klistres på. En rigtig pigebeskæftigelse, som Christian på to år dog også tog del i. Han åd stjernerne.
Små børn små glæder
Sådan er det med Christian. Han skal nok finde en måde at have det sjovt på. Han er også med stor begejstring med til at spille huskespil, hvor man vender to kort og så skal prøve at huske, hvor de andre kort ligger, så man kan lave ens par. Johanna er rigtig god til at huske og lave par. Christian har ikke fattet systemet, men vender brikkerne entusiastisk. Johanna siger tørt: »Christian tror, det er fint, bare man finder to forskellige«. Måske er det den allerstørste gevinst ved at få børn. Det naturstridigt gode humør, de er født med. Og som vi - trods en seriøs indsats - næsten ikke kan få pillet af dem, i hvert fald ikke før vi også tager folkeskolen til hjælp. Og hvis det ikke nytter, så kan de få en tur på universitetet eller på EFG Handel og Kontor. Og hvis de stadig har smil om læben, så bare vent, til de selv får børn. Så er den fest slut. For det er et bøvl. Jeg ved godt, at man siger, at »det der med børn, det er jo også, hvad man gør det til«. Det er især mennesker, der overvejer at få børn, der siger sådan, når de prøver at overbevise sig selv og hinanden om, at det nok ikke bliver så slemt. Tankegangen er, at hvis ikke man er vildt hysterisk og kyllingemoragtig, så kan man jo sagtens gå til koncerter, tage på museer, rejse på skiferier og på smutture til europæiske storbyer, gå på restaurant og læse et deltidsstudium ved siden af. Stor fejl.
Glade julegrise
Børn er lige præcis, hvad børn er. Krævende. De er en lang række ultimative krav om nærvær, mad, bad, tøj, leg og læsning. De skal flyttes i en uendelighed mellem bopæl, institution, legekammerater og fritidsinteresser. Så er der bonuspoint i form af ventelister på pasning, sygedage og senere børnehavens utallige halve og hele lukkedage samt arbejdsdage. Oven i købet er der ingen tvivl om, at du som forælder aldrig gør det godt nok. Så er det, man ender med at sidde i sofaen og være pissetræt. Heldigvis har børnene så det her hemmelige våben, den absurde humor, som de tilsyneladende bare vælter ud af ærmerne. Johanna er vild med at lege gemmeleg. Da onkel Mikael var på besøg, blev vi begge beordret os til at gemme os, og så skulle hun finde os bagefter. Dog skulle det foregå på den måde, at hun nøje udpegede vores pladser og forklarede, hvad vi skulle have over os af dyner eller puder. For sjov prøvede jeg at flytte mig, mens hun talte til ti. Det var ikke sjovt. Sådan er det også, når hun om morgenen skal finde vitaminpillen i én af tre mulige kasser. Jeg skal altid lægge den i den grønne med glimmer. For når man er fire, skal overraskelser helst være noget, man selv finder på.
En levende tidsmåler
Ud over humoren så gør børn altså noget andet godt. Nemlig at de hjælper os voksne til at holde styr på måneder og år. Vi vil altid kunne huske Johannas første sommer og turen i sovevogn til Paris. Vi vil for altid have styr på, at statuen af Saddam blev væltet, da Johanna var fire, fordi min kone og jeg begge blev lidt rystede over, hvor bevidst hun var om, at det var noget særligt, når mændene inde i fjernsynet væltede ham manden, de ikke længere kunne lide. Sådan har vi det ikke med andre ferier og begivenheder. De drukner på en anden måde i hverdagen. Indrømmet: Som forældre må vi vænne os af med en hel masse. Jeg er meget sjældent på diskotek både fredag og lørdag. Jeg drikker ikke påskebryg en hel dag, bare fordi bryggeriet har sendt en påskebryg på markedet, og en del film når jeg først at se på dvd. Eller rettere de fleste af de film, jeg egentlig ville have set på dvd, glemmer jeg igen, for når først de er i videobutikken, så er det ligesom ikke længere så vigtigt. Det er jo det gode ved afvænning. Samtidig med at man vænner sig af med noget, så vænner man sig jo til noget nyt. Det nye er, at man stort set aldrig har tømmermænd. At man hele tiden er i gang med noget, og dermed får man jo også noget fra hånden. Og at man får varm mad hver dag. Stort set det samme kunne de fleste indsatte i danske fængsler vel hævde. Men os er der ingen, der smugler hash ind til. Til gengæld kan vi så glæde os over det lille godnatkys, vi kan plante på de sovende børns pander, lige inden vi selv går i seng. Her får man hele sin belønning. Ro, tryghed, nærvær. Det er, som om hele værelset emmer af 'far, vi har brug for dig'. Og så er der den fordel, at barnet ikke kan protestere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her