Et gammelt auditorium på Landbohøjskolen sprang på grund af en gaseksplosion i luften i år 2000. Auditoriets ydervægge og loft faldt sammen, og med sammenstyrtningen forsvandt en af Danmarks smukke, fredede bygninger. Troede man. Nu er auditoriet, med hjælp fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling, genopført i sin oprindelige form. Vruuuum! Lyden fra eksplosionen vækker samtlige eksaminander i Landbohøjskolens eksamenslokaler. Ydervæggene og loftet i auditoriet i den gamle hovedbygning på Bülowsvej falder på få sekunder sammen som et korthus for vinden. Det er mandag 29. maj 2000, og på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole på Frederiksberg i København har en gaseksplosion i en underjordisk gang forårsaget, at en af skolens ældste bygninger nu ligger spredt ud på jorden i et sammensurium af murbrokker, sten og støv. Det er midt i eksamensperioden, og skolen vrimler med studerende. Heldigvis befinder der sig på eksplosionstidspunktet ingen personer i auditoriet, som ligger bagest i den gamle, fredede hovedbygning. Alle troede, at med eksplosionen var det sket med det gamle auditorium, men nu - knap tre år efter eksplosionen - er auditoriet atter genopført i sin oprindelige form. Murene er bygget op igen fra bunden, og alt det indvendige dekorationsarbejde er gentegnet helt ned til mindste detalje. Arkitektfirmaet Erik Møllers Tegnestue, med kgl. bygningsinspektør Jens Fredslund i spidsen, har stået for genopbygningen, og malerfirmaet Nielsen og Kromann har - med hjælp fra konservatorer fra Nationalmuseet - rekonstrueret udsmykningerne. Den eneste ekspert Når man ser billeder af ruinerne umiddelbart efter eksplosionen i 2000, er det svært at forstå, at det nogensinde er blevet til en bygning igen. Alligevel befinder vi os nu i et færdigt auditorium, der både lugter og ser meget, meget nyt ud. På den gamle måde. Lugten af friskt træ og maling hænger endnu i luften. De nye buede bænkerækker med bløde stole til de studerende kalder på at blive taget i brug, og ivrigheden går tydeligvis også den modsatte vej. Det vidner de adskillige besøg af studerende, der »lige skal se, hvordan her er kommet til at se ud«, om. Line Bregnhøi har været konservator og projektleder på rekonstruktionen af auditoriets dekorative bemaling. Hun er en af de cirka 80 konservatorer i Nationalmuseets Bevaringsafdeling, der, som et andet kulturelt udrykningshold, rykker ud, når skaden er sket et sted i Danmark. Skaden kan for eksempel være gamle malerier eller lofter i en kirke, der er begyndt at skalle eller slå revner, trædøre eller låger, hvor dekorationerne er falmede eller, som i tilfældet med Landbohøjskolen, en hel bygning, der er faldet sammen. De cirka 80 konservatorer dækker alle ekspertiseområder - træ, tekstiler, metal, sten og lignende - og der er ifølge Line Bregnhøi ikke det område i Danmark, museets konservatorer ikke kan gå ind og dække. Line Bregnhøis speciale er 1800-tals malerkunst, især dekorationsmaleren G.C. Hilker, der levede fra 1807 til 1875. Det er i sin egenskab som Hilker-ekspert, at Line Bregnhøi har været projektleder på rekonstruktionen af udsmykningerne. For Landbohøjskolens auditorium, der oprindelig er fra 1857-58, var dekoreret af Hilker. Otte kanter Bygningen er tegnet i 1856 af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll, der dog aldrig nåede at se den opført, for han døde samme år. Bindesbøll arbejdede flere gange sammen med maleren Hilker, der - ud over udsmykningsarbejdet af auditoriet på Landbohøjskolen - har dekoreret to af lofterne på Thorvaldsens Museum for Bindesbøll. Konservator Line Bregnhøi fortæller, at Hilker har dekoreret over halvtreds forskellige bygninger i Danmark. Af dem kan blandt andre nævnes Københavns Universitets forhal på Vor Frue Plads sammen med kunstneren Constantin Hansen, Universitetsbiblioteket samme sted, Sorø Akademi og forskellige private villaer for 1800-tallets politikere. Det har været en lang proces at genopføre det ottekantede auditorium. Først og fremmest brugte arkitektfirmaet et år på at projektere forløbet, for skulle auditoriet overhovedet genskabes, eller skulle man lave et nyt moderne i stedet? Arkitekttegningerne skulle fremskaffes, og det skulle tjekkes, om Nationalmuseet lå inde med andre væsentlige dokumenter, der kunne være behjælpelige i en genopbygningsfase? »Det blev besluttet, at bygningen skulle genopføres i sin oprindelige form, og derefter blev de forskellige håndværkeropgaver sat i licitation«, fortæller Line Bregnhøi. »Nationalmuseet havde i 1972 foretaget en gennemgribende restaurering af auditoriets udsmykning, og museet blev derfor bedt om at være konsulent på rekonstruktionen af udsmykningerne og på restaureringen af de dele af dekorationerne, der stadig kunne reddes«. Fra restaureringen i 1972 havde man dias af samtlige dekorationer i auditoriets loft, og på baggrund af arkitekttegningerne og diasbillederne har man kunnet genskabe auditoriet, så det i dag ligner originalopførelsen mere, end det gjorde før eksplosionen. Væggene er okkergule foroven og mørkerøde forneden, og det er ifølge Line Bregnhøi kendetegnende for den pompejanske stil, hele rummet blev skabt i. »Den pompejanske stil var ekstremt populær i 1850'erne, men faktisk var farverne på væggene ved restaureringen i 1972 blevet malet helt over med en heftig 70'er-gul. Det fandt vi ud af, da vi skrællede alle malinglagene af og indenunder fandt rummets oprindelige farve«, siger Line Bregnhøi. Auditoriets loft er dekoreret med et romersk sejldugsmotiv - det minder lidt om en parasoldug. Sådan så mange af lofterne i Pompeji ud. Til trods for de mange pompejanske detaljer fremstår rummet meget dansk. Sirligt malede motiver fra den danske flora og fauna blander sig nemlig med de romerske dekorationer, og blandt andet er to nicher i væggen dekoreret med blomster, der kunne være indsamlet på en hvilken som helst dansk blomstereng. På væggen langs loftet har maleren A.P. Madsen malet en næsten halvanden meter bred dyrefrise, hvor otte forskellige danske husdyr er afbilledet. Dekorationerne er lavet med tanke på Landbohøjskolens funktion. På stiger under loftet Malerarbejdet har taget lang tid, og i næsten et år har malerne og de fem til otte konservatorer, der hele tiden har været tilknyttet projektet, arbejdet oppe under loftet. De har ligget ned på stilladser og stået på stiger for at gentegne hele loftet. Derudover er den lille del af bygningen, der stadig stod tilbage efter eksplosionen, blevet renset, og flere steder har de fundet detaljer, som med tiden var blevet overmalet. »For eksempel har vi, måske lidt nørdede, konservatorer, studset over, at grisen i dyrefrisen i 1972 var blevet retoucheret, så den fremstod rigtig griselyserød. Vi har nu fjernet overmalingerne, så den nu ser ud som før den sidste restaurering, og nu ligner den mere et rigtig godt gammeldags sortbroget svin. Det var nemlig sådan, de havde malet svinet i 1800-tallet«, fortæller Line Bregnhøi. Hun mener ikke rekonstruktionen af auditoriet havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke Nationalmuseet havde istandsat det i 1970'erne og sørget for at gemme oplysningerne til eftertiden. »Et godt eksempel på det er, at med dekorationerne i loftet havde vi for eksempel kunnet spare måneders arbejde, hvis vi havde gemt alt arbejdet fra restaurationen i 1972 ordentligt. Dengang havde de ud fra diasbillederne lavet modeltegninger af loftsdekorationerne, men desværre havde disse tegninger forputtet sig, og det betød, at vi måtte lave nogle helt nye«, fortæller Line Bregnhøi. »Hvis der er én ting, vi virkelig har lært i denne her proces, er det, at det kan betale sig at dokumentere og gemme. Hele tiden«.