Var en af grundene til, at det tog så lang tid at afsløre New York Times-journalisten Jayson Blairs dusinvis af forkerte historier, at han var sort? Eller er det bare endnu et eksempel på, at racefordomme langtfra er forsvundet i USA? Debatten raser i de amerikanske medier efter afsløringen af skandalen i sidste uge. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Det er det spørgsmål, mange i den amerikanske mediebranche sidder tilbage med, efter at New York Times sidste weekend måtte gå til bekendelse og på forsiden indrømme, at en 27-årig journalist gennem lang tid havde opfundet kilder, citater og hele scener i sine artikler. At noget sådan kunne ske på USA's måske mest respekterede avis, kom som et chok for mange, og debatten om årsagerne har siden kørt i de amerikanske medier. Hudfarve gav sikkerhed Og en af de forklaringer, som mange er kommet med, er det forhold, at den pågældende journalist, Jayson Blair, er sort, og at han - trods mange faktuelle fejl i sine artikler - i årevis fik længere snor af ledelsen end andre. Det gælder den liberale avis Washington Posts medieekspert Howard Kurtz, der på CNN for nylig forklarede, at »det her var en lovende sort reporter. Jeg tvivler på, at en midaldrende klamphugger ville være sluppet af sted med 50 fejl uden at blive fyret«. Bjørnetjeneste Det samme mente kommentatoren Andrew Sullivan, der på sit website forleden skrev, at man efter hans mening gjorde sorte journalister en bjørnetjeneste ved ikke at kræve det samme af dem som af andre. Anderledes udtrykt, men grundlæggende samme synspunkt er blevet anført af New York Times-kommentatoren William Safire og Los Angeles Times' medieekspert Tim Rutten, ligesom journalisten Seth Mnookin i det seneste nummer af Newsweek sætter spørgsmålstegn ved, om ikke New York Times ved at lade Blair gå så langt har bekræftet mange af farerne ved at hyre sorte journalister. Mange 'hvide' eksempler For andre er det det rene og skære nonsens, og i en harmdirrende artikel på washingtonpost.com i tirsdags gjorde journalisten Terry M. Neal rede for, hvorfor racedebatten efter hans mening var helt forfejlet. For ganske vist var Janet Cooke, den legendariske Washington Post-journalist, der i 1981 opfandt en 8-årig heroinmisbruger, som mange af kritikerne havde påpeget, også sort. Men der var masser af hvide journalister, der havde gjort sig skyldige i lige så slemme eller værre ting. Det gjaldt for eksempel Stephen Glass, der for nogle år siden blev afsløret i at have opfundet ikke bare citater, men personer, kirker og hele lokaliteter, ikke i én, men i 27 historier. Løgnagtig journalist havde magtfulde venner Og talte man efterligning og stjålet materiale med, var listen også lang og fyldt med hvide journalister, så efter Terry Neals mening var det interessante derfor i virkeligheden et helt andet, nemlig at Jayson Blair overhovedet var kommet så langt, han var, og at så mange redaktører på New York Times tilsyneladende forsøgte at fremme hans karriere. »En af de mest overraskende ting ved sagen var for mig, at Blair havde så magtfulde støtter. I mine 14 år som journalist har jeg aldrig hørt om en ung sort journalist, der fik den slags chancer«, skrev Terry Neal. Det samme mente sammenslutningen af sorte journalister i USA, NABJ, der i en pressemeddelelse tirsdag stillede sig uforstående over for, hvorfor race skulle være en faktor i netop Jayson Blair-sagen. »Havde race noget at gøre med sagen om Brian Walski, fotografen fra L.A. Times, der havde forfalsket et fotografi fra Irak tidligere på året? Eller var det en faktor for de to Salt Lake City-journalister, der solgte en opfunden historie til National Enquirer? Eller for de dusinvis af andre hvide journalister, der ikke har levet op til journalistikkens idealer?«, spurgte foreningen retorisk. Lever som kassedame Til gengæld ville hudfarven efter Terry Neals opfattelse i høj grad være en faktor for Jayson Blairs karriere efter afsløringen. For mens den hvide Stephen Glass er ved at blive jurist, netop har udgivet en roman baseret på sig selv og har solgt rettighederne til sin historie til Hollywood, ja, så lever Janet Cooke en ussel eksistens som kassedame på minimumsløn i Michigan. »Cooke prøvede at sælge sin historie for et par år siden, men ingen var interesseret«, skrev Neal og spåede Jayson Blair samme skæbne. »Jeg tør godt tage chancen og vædde på, at Blairs karriere fremover vil minde betydeligt mere om Janet Cookes end om Stephen Glass'«.