Et gedemarked. Sådan har veteranerne med slet skadefryd beskrevet livet på filmfestivalen, da de hørte jeg skulle debutere i Cannes i en moden alder. Men foreløbig er der ikke skyggen af en ged og knap nok noget marked. Ikke engang starletter i stiletter har Croisetten kunnet præstere indtil nu. Hvor er Lars von Trier? Hvor er Porno-Gurli, eller hvad hun nu hedder, som ifølge Ekstra Bladet allerede har chokeret Cannes? Hvor er Louise Frevért fra Dansk Folkemavedanserindeparti, der sammen med det øvrige kulturudvalg skulle være på vej til Cannes? Hvor er festivalværtinden Monica Belluci? Ja, jeg spørger bare. Der er dog ingen grund til panik, forsikrer man mig. Både gedemarked og starletter skal nok indfinde sig. Men flere faktorer har svoret sig sammen om at give festivalen en usædvanlig stille optakt. I forvejen var der frygt for SARS og terror kombineret med tegn på en usædvanlig diskret amerikansk tilstedeværelse forårsaget af en svækket dollar og en nærmest bly amerikansk repræsentation i konkurrenceprogrammerne. Læg dertil at en fransk storstrejke tirsdag sørgede for at højst 20 procent af de planlagte flyafgange til Frankrig kunne gennemføres. Så foreløbig er der god plads på Croisetten, hvor jeg ikke uden ærbødighed betræder stjernernes fortov og finder aftrykket af Clint Eastwoods hænder. Og den er god nok! Jeg vidste det inderst inde: At disse hænder, der engang var to nævefulde dollar, ER NØJAGTIG LIGE SÅ STORE SOM MINE! Man ranker sig, gør man. Firben Med en kollega vender jeg ryggen til de vældige plakater for 'Rage in Waves', 'Cashtruck' og de andre film, der aldrig vil komme til Danmark, og sejler ud til Île Sainte Marguerite, hvor i det mindste firben og insekter kan sætte lidt gang i den. Imens hører jeg anekdokter om legendariske fester og livet på de svenske pornofilms-yachter. På øen ligger et gammelt fort. Fort Royal ligner en perfekt filmkulisse. At gå blandt disse afskallede gulbrune bygninger med tremmer for vinduerne er at gå rundt i en film. Det kunne have været her, 'Manden med jernmasken' vansmægtede i 11 år. Og minsandten om ikke det er det! Fra 1687 til 1698. Stærkt oplivet her 305 år senere tager jeg tilbage til en verden, hvor eventyr vel også kan findes, så længe en mand må fægte sig frem. Jeg har - næsten - mødt 'Manden med jernmasken' og deler håndaftryk med Clint Eastwood, der faktisk deltager i Cannes med 'Mystic River'. Hvis han selv kommer, skulle jeg prøve at få en aftale. Nu hvor vi ligesom har noget tilfælles, Clinten og jeg. Åbningsfilm Med noget kun en tåbe vil forveksle med nonchalance står jeg onsdag morgen som en af de første i køen til årets første pressevisning i Cannes. 'Fanfan la Tulipe' er åbningsfilm uden for konkurrence. Om få dage har filmen fransk premiere. Med 650 kopier er der lagt op til fransk film i storformat. Jeg har det gode orange indgangskort, men mangler den lille gule plet som åbenbart giver de hæderkronede filmkrigsveteraner absolut garanti for at komme ind. Men trængslen for at komme ind og se Gerard Krawczyks remake af en fægtefilm, der gjorde Christian-Jaque til bedste instruktør i Cannes i 1952, er relativt behersket. Krawczyk har produceret storsællerterne 'Taxi 2 & 3' for Luc Besson og også den nye 'Fanfan la Tulipe' er præget af Bessons nye norm for fransk fart og tempo. 'Manden med jernmasken' er oven i købet med, noterer jeg med tilfredshed. Men i en ondskabsfuld version. Filmen lever op til Bessons krav om fart, fest og farver og har en sund anti-autoritær humor. Men ellers er det en noget fladbundet affære, der ligner et uhelligt ægteskab mellem lidt for charmerende fægtefilm og Asterix-humor med mere vægt på Obelix end d'Artagnan. At den smukke Penelope Cruz har måttet lære sine replikker uden at kunne et kvidder fransk, gør ikke just de romantiske scener dybere. Sammenlignet med hovedkonkurrencens karske kunstneriske krav, er der unægteligt et ordentligt spring til denne useriøse spradebasse af en åbningsfilm. Dramaet skulle gerne indfinde sig på et lidt mere subtilt plan i de kommende små to ugers filmeventyr. Lars Mesteren af Dogville er endnu ikke kommet til Cannes, men forventningerne er så massive, at det næsten var som om han var. Et kulørt ugeblad har Nicole Kidman på forsiden under overskriften 'Chok i Cannes'. Kidman med i festivalens mest radikale film, lyder chokket. I Moving Pictures International gør den anerkendte filmkritiker Derek Malcolm sig lystig over folk, der ikke kan nære sig for at gisne om vinderchancerne blandt film de endnu ikke har set. Men han kan heller ikke selv dy sig. Han satser på 'Dogville' med odds 3-1. Da jeg kommer gående på Croisetten bliver jeg standset af en ung pige med et spørgeskema. Selvom hun parler fransøsisk har jeg ikke noget problem med at forstå spørgsmålet. Hvem løber med den gyldne palme? 'Dogville' smutter det ud af munden på mig. Ridderen af Den Skrumplende Caravan skal forbi mange vindmøller, før han kommer til Cannes. Men nu hvor Fanfan er sprunget ud af lærredet, er der allerede så småt lagt i ovnen til en sund gang massehysteri. De første filmfans og stjernedyrkere har taget opstilling med køkkenstiger og parasoller foran filmens store palæ, hvor den røde løber og de massive nellikedekorationer er ved at tage form. Parat til at tage imod filmstjerner, gederne, markedet og starletter i stiletter.