Jens Unmack savner Berlinmuren, Østblokken og DR's monopol. Af og til drømmer han om at sætte sig ned i billetlugen på Vesterport Station og lange rabatkort over disken lige til fyraften. Og så elsker han gentagelser. At tage det samme sted hen på ferie hvert år. At spise den samme pizza hver søndag. Og at sluge en hel fodboldsæson i fjernsynet fra sin plads i sofaen. »Jeg savner enkelheden. Og jeg gemmer mig virkelig meget væk i simple ting. Fodbold, tv og musik eksempelvis. Når jeg finder noget, jeg kan lide, gentager jeg det til hudløshed«, siger han. Engang gik han altid på Rust i weekenden. Altid. Som han selv siger: »Jeg var Rust. Men så byggede de mig om. Og så gad jeg ikke komme mere. Nu spiller de kun sådan noget musik, møbler kan danse til«. Og faktisk var han også lidt ude at skide, da krigen i Irak sluttede. Nu havde han lige fået etableret et godt mønster med lange, ubrudte aftener foran BBC World, hvor billederne flimrede beroligende forbi uden lyd. Sådan forsøger Love Shops 39-årige sanger og tekstforfatter at etablere sin egen monotone orden i en ellers uoverskuelig verden. »Så sad jeg bare dér i timevis og så tv med knaldhøj musik på som én stor rockvideo«, siger frontfiguren i Love Shop, der i sidste weekend udgav album nummer syv med titlen 'National'. Han og hunden Oslo tager imod i taglejligheden på Frederiksberg, som de deler med Jens Unmacks kæreste og parrets to børn. Jens Unmack er som sædvanlig iført bløde øjne og bart hoved. Og så er han er én stor, smilende undskyldning. For lejligheden og det aldrende møblement - og allermest for sin egen manglende evne til at få gjort noget ved nogen af delene. Han tror selv, han bor i en slumlejlighed med grimme møbler. Det er løgn. Men nu har han altså besluttet det. Ligesom han for længst har vedtaget, at han er umusikalsk, desværre ikke kan skrive og heller ikke har noget sprog. »Sprøjte klor ind i frøer? Fint!« Jens Unmack er en mand, der aldrig rigtig fandt ud af, hvad han skulle give sig til. Og så kom han til at gøre det, han havde mest lyst til. Derfor tror han ikke rigtig, at det gælder, nu hvor han er blevet voksen. Lige siden Love Shops debutplade fra 1990 er Unmacks sange ellers blevet beskrevet som »svimlende flot pop-poesi« og »ømskindede og poetiske tekster« der »tigger om at blive citeret«. Hans »begavede og velturnerede tekstunivers« er blevet lovprist i samtlige aviser, og hans ordvalg er blevet bogført som »spektakulær dansk sprogbrug«. Selv er han blevet kaldt »danmarkspoet«, »en ener i dansk sangskrivning« og én af de få i tiden, der kan »sætte to ord sammen, uden at man krummer tæer«. Men skrive kan han altså ikke. Jens Unmack er født og opvokset i Himmelev ved Roskilde. Her residerede familien, indtil Jens fyldte syv, og hans far blev forfremmet til landsdommer i Viborg. Så gik turen mod vest. Til et stort hus på en skovskråning i Dollerup Bakker uden for Viborg. Jens Unmack begyndte i den lokale skole, hvor børnene sagde 'a' i stedet for 'jeg'. Og hvor der virkelig var noget, der skulle hævnes, når der endelig kom en bleg, stille københavnerdreng ind i klassen. »Uanset, hvor god man er til fodbold og bordtennis, så kommer man alligevel altid fra den forkerte ende af landet. Med den sjællandske accent følger der tilsyneladende én eller anden forventning om, at indehaveren bærer rundt på noget overflødigt merværd«, siger han. Det var nu ikke ligefrem københavnsk storhedsvanvid, der stod forrest i bevidstheden hos den unge Unmack. Men bare en fornemmelse af at være anderledes. Helt, helt anderledes. »Og så bliver man jo isoleret. I Himmelev opfattede jeg slet ikke mig selv som værende i modsætning til min omverden. Dér var jeg bare en del af det, der var. Men i Jylland var jeg altid bevidst om ikke rigtig at høre til. Jeg havde det lidt som David Bowie i 'Manden der faldt ned på jorden'«. Jens kunne godt lide at være alene. Så fik man også færre tæsk. Fritiden spenderede han i skoven bag forældrenes hus, hvor han rendte rundt med en kolossal gasmaske fra Anden Verdenskrig spændt for ansigtet. Udstyret med camouflage-jakke og træpistol genlevede han nogle af de store slag fra den seneste krig og nedlagde dusiner af fjendtlige tropper. »Som barn lever man jo i en fiktionsverden. Parttime fodboldstjerne. Og parttime krigshelt«. Klassens leder hed Lars. Han var kvik. Og ond. Og så havde han det lille kemikersæt. Skulle man gøre sig håb om en dag i hans selskab, var betingelsen for eksempel, at turen gik ned i mosen, hvor man fangede frøer og sprøjtede forskellige kemikalier ind i dem. Klor for eksempel. Og alkohol. Eller salmiakspiritus. »Han var nådesløs. Men når man er én af dem, der rangerer lavt, så kan man godt blive fascineret af den magt. Og den konsekvens den bliver udøvet med. Og hvis det at være venner med ham krævede, at man skulle ned og sprøjte frøer - jamen, fint. That be it«. En død mand før spisefrikvarteret Heldigvis var der én, der sad endnu længere nede i skolegårdens hierarki. Hans synd var, at hans forældre var venstreorienterede. Og det duede bare ikke i Midtjylland i 70'erne. »Hvis man kom i skole med et 'Atomkraft nej tak'-badge, så var man en død mand før spisefrikvarteret. Børn er benhårde og uden medfølelse. På den måde minder de meget om voksne. Men vi var altså nogle stykker, der var ret lykkelige for, at han var der«. I 7. klasse lykkedes det at mobbe drengen helt ud af skolen. Til stor bekymring for Jens og hans kollegaer i bunden af hierarkiet. For hvem skulle nu lægge liv til alle strygene? »Heldigvis var der kun to år tilbage. Så fik man nogle tæsk, men vidste, at det havde en ende. Og det var altid tæsk med smil. De slog. Og de slog hårdt. Og de grinede ad én. Og man grinede selv med. For hvis man først gik op i limningen, så kunne det gå rigtig galt«. »Men jeg tog altså ikke 10. klasse med«. I fritiden spillede Jens Unmack fodbold i »en lille, dårlig klub«. Det fede var, at Jens var holdets anfører. Det ufede var, at holdet aldrig var i nærheden af en sejr. »Der var ét år, hvor vi ikke vandt én eneste kamp. Vi tabte bare hver uge. Dét gør noget ved én, ikke?«. Hvad den voksne Jens Unmack skulle lave, skænkede han ikke en tanke. Det lå ligesom så mange sommerferier væk. I 13-14-års alderen begyndte han at høre musik. Masser af musik. Det meste optog han på sin kassettebåndoptager fra radioen. Og så hang han ellers ud i den lille, støvede Fona-butik inde i Viborg. Bladrede singlekassen igennem igen og igen for at se, om der skulle være kommet nogle nye med Sweet, Sparks, Alvin Stardust eller T. Rex. »Jeg følte altid et savn eller en længsel efter et eller andet. Sådan en melankoli. I musikken fandt jeg for første gang en verden, hvor jeg kunne spejle den stemning og sindstilstand«. Da Jens Unmack første gang hørte engelsk punk-rock i radioen, var det ligesom at komme hjem. »Hér var nogen, der var lige så meget udenfor som mig. Den vrede jeg hørte hos Sex Pistols og Clash - det var så enkelt. Så simpelt. Jeg kunne godt lide de der totalt primitive melodier, der bare gik lige ind i hovedet«. Så blev han punker. Den eneste i Viborg. Men som han siger: »Man fik alligevel tæsk ovre i skolen. Så man kunne lige så godt fortjene dem«. Punkere kan faktisk også være arrogante Den ny identitet blev manifesteret med et rødt tørklæde, der blev bundet rundt om cowboybuksebenet. Og så et par sikkerhedsnåle. Han prøvede også at farve håret, men »man kunne slet ikke få ordentlig hårfarve dengang«. Så det var hovedpuden, der tog bedst imod. I gymnasiet fik Jens Unmack selskab. De endte med at være tre en halv punker i Viborg, som grundlagde Midtjyllands første punkband 'Næste uges tv'. »Og så gik jeg ellers bare og ventede på at blive færdig med Viborg og komme ud til den verden, jeg troede ville modtage mig med åbne arme«. Verden var København. Jens ville til hovedstaden og »lave noget larm« og blive en del af et større fællesskab. En måned efter studentereksamen fløj han fra Karup til Kastrup sammen med to venner. De indlogerede sig alle tre i en etværelses lejlighed i Kastruplundgade på Amager, hvor de drak sig fulde og spiste spaghetti med Thousand Island-dressing hver aften. Men selv spaghetti koster penge, så Jens fik job i Bikuben, hvor han bogførte solgte aktier og obligationer. Det var kedeligt. Rigtig kedeligt. Så han gik i strejke ene mand og forlangte 30 timers arbejdsuge for at blive fyret. Hvis han selv sagde op, ville han nemlig få karantæne i fagforeningen - og en stribe uger uden dagpenge. Jens Unmack blev fyret. Og fik karantæne. Fordi det var en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Samtidig havde det københavnske musikmiljø ligesom også glemt at folde armene ud og være den bløde landingsbane, der skulle tage imod ham og omslutte ham med forståelse. »Jeg havde siddet ovre i Viborg og drømt om, hvordan alle i København ville have den samme tilgang til punk-rock som jeg. At jeg ville kunne lide dem, at de ville være mine venner, og at vi ville danse rundt og leve lykkeligt til vores dages ende«. »Jeg opdagede, at der også inden for den lille alternative gruppering er både søde, stupide, intelligente og arrogante og selvgode mennesker. Den virkelige verden findes desværre i ethvert fristed«. Jens Unmack begyndte at spille guitar blandt andet i orkestrene Greene og Drift - det meste af tiden i fugtige, deprimerende øvelokaler. »Så stod man dér og slog på en sur guitar og prøvede at se ud, som om man syntes, det lød godt«. Det gjorde det ikke. Jens Unmack er med egne ord »temmelig umusikalsk« og havde en del grundarbejde, der skulle gøres. »Det tog mig mange år at lære at synge tilnærmelsesvis rent. At lade være med at synge sangene dobbelt så hurtigt, som grundbeatet går. Og at lære at stemme min guitar, så den lyder bare tilnærmelsesvis som en guitar, man kan spille akkorder på«. I 1986 mødte han guitaristen og produceren Hilmer Hassig og begyndte at lave noget sammen med ham, der i 1990 blev til Love Shops debutplade. »Hilmer var en helt for mig. Han kom fra Kliche og kunne nogle ting, jeg aldrig selv kunne komme i nærheden af musikalsk. Ellers var det nok blevet lidt svært«, siger han og griner. Kunne måske være blevet biskop Det er blevet til i alt syv album fra Love Shop. Bandet, der nærmest er berømt for at være anmeldernes darling. Og lige så berømt for at blive svigtet af det store, pladekøbende publikum. Hilmer Hassig, Henrik Hall og Jens Unmack, der til sammen udgør Love Shop, lever dengang som nu lige akkurat af at insistere på at være på tværs. »Men som du kan se, har jeg ikke været ude at købe nogle nye møbler for nylig. Og der holder heller ikke nogen Ferrari nede på gaden. Følelsen af ikke at ville give op er nok en nødvendig ting med et band som vores. Man er nødt til at kunne lide kampen - ellers er det virkelig utaknemmeligt«. Måske især for et menneske, som hver dag forsøger at fortrænge den latente utilfredshed, der ellers gerne ville helt op i forruden af hans personlighed. »Jeg så engang en portrætudsendelse med Boris Becker i tv, hvor han viste rundt på Wimbledon, efter at han var holdt op med at spille tennis. Han fortalte, at han langt bedre huskede de gange, han havde tabt, end de gange, han havde vundet. Glæden ved en sejr fyldte simpelt hen mindre end skuffelsen over et nederlag«. Vi sidder lidt. Så smiler han. »Det kan jeg desværre virkelig godt følge ham i. At de små sten på vejen fylder mere end den medvind, man har i ryggen«. Selv ser han utilfredsheden som en længsel efter enkelhed og overskuelighed i det voksne liv. »Jeg savner virkelig Berlinmuren. Jeg savner de dér nemme, overskuelige ting. Alting er blevet så mudret og gråmeleret. Verden er blevet sværere at hitte ud af, sværere at sætte logik og mening på. Og på trods af mit jydetraume, så savner jeg den paradisiske enkelhed fra min barndom. Det var en overskuelig verden, hvor jeg kendte rammerne og spillereglerne«. Siden teenageårene i Viborg har Jens Unmack erstattet barndommens paradisiske enkelhed med musikken. Et healende univers, han kan gå ind i, og hvor tingene føles mere simple og perfekte end i det virkelige liv udenfor. »Det er vel derfor, jeg bliver ved«. Han smiler igen. »Eller måske er det, fordi jeg ikke har andet at falde tilbage på«. Han har ellers aflagt besøg på både teologistudiet, Biblioteksskolen og deltaget i Journalisthøjskolens optagelsesprøve engang i slutningen af 80'erne. »Egentlig tror jeg, jeg kunne være blevet en god præst. Men der lå altså lige syv-otte års studier foran mig, før jeg kunne tage min biskophat på. Så kom jeg på Biblioteksskolen, fordi jeg troede, at jeg ville komme til at læse en masse bøger. Men det var mest noget med katalogiseringssystemer, som jeg slet ikke kunne med. Og Journalisthøjskolen ville så ikke have mig, fordi jeg ikke kunne skrive«. »Fair nok«, siger han og trækker på skuldrene. »Jeg ville ellers ønske, jeg kunne. Skrive, altså. Men jeg har ikke noget sprog. Jeg har fyldt min hjerne med glemsel og druk og popmusik i stedet for at lave noget sundt. Så nu sidder jeg heroppe på toppen af verden med mine små popsange. Og jeg har ikke nogen steder at løbe hen, når 'Titanic' langsomt begynder at synke«. »Det kan godt være lidt bekymrende indimellem«. Kronhjortene, de civiliserede bæster Vi gider ikke at tænke på det. Så vi snakker lidt. Om hvorfor Jens Unmack hader cirkus. Hvor synd det er for elefanterne, der bliver fragtet land og rige rundt i ramponerede campingvogne. Og de bulgarske trapezartister, der »får en skål havregryn« for at rende rundt oppe under loftet og råbe »Hopla«. Om Dyrehaven, der selv tror, den er en skov befolket af vildt. Nærmest et naturreservat. Men som i virkeligheden bare er en stor park med asfalterede stier. Hvor kronhjortene efterhånden er så civiliserede, at de »sidder og drikker kakao på Peter Liep om eftermiddagen«. Jens Unmack har lagt gasmasken og træpistolen. Men har stadig et stort behov for at være alene. Et ønske det er blevet sværere og sværere at håndhæve i en familie med to børn og en kontaktsyg west highland terrier. »Jeg har meget brug for at gå og få lagt mig selv i rette folder. Se fjernsyn. Gå en tur gennem gaderne, høre musik eller cykle ud på Langelinie. Det at få familie har faktisk aldrig rigtig eksisteret som en mulighed for mig. Jeg er bare så heldig, at min kæreste Louise er mere planlæggende og gør noget ud af ting, hun vil. Hvor jeg nemt kan leve i sådan nogle trygge gentagelsesritualer og finde glæde i at gøre en ting igen og igen og igen«. Han frygtede det værste, da hun blev gravid første gang i 1995. »Jeg var ultrakonservativ og ønskede ingen ændringer i livet. Jeg var nok ikke så sjov at have som kæreste under den graviditet. Men heldigvis blev den frygt gjort fuldstændig til skamme, da min søn Hector blev født«. 11. september 2001 kom Louise hjem og fortalte, at hun nu var gravid med barn nummer to. »Jeg havde det, som om nogen havde skåret mine pulsårer over. Enhver følelse af liv forsvandt ud af kroppen. Så gik jeg ind og tændte for fjernsynet. Tids nok til at se fly nummer to brage ind i World Trade Center. Det var noget af en dag«. Men nu er det faktisk dejligt, at de er der. Både Oslo, Louise, sønnen Hector og datteren Ava. Rigtig dejligt. »Ellers kunne jeg slet ikke fungere. Jeg ville blive fuldstændigt afsondret og kørt ud på et sidespor og bare sidde alene i min lejlighed med alle mine plader og leve i en pop-fiktionsverden, som intet har med det virkelige liv at gøre. Det er godt at have den modvægt. At have Oslo, der gør, når naboens hund gør«. Tilværelsens ulidelige løse skuffer Alligevel føler han sig ikke engang i nærheden af at være blevet voksen. »Hvis jeg kommer gående på gaden og får øje på mit spejlbillede i en butiksrude, når jeg lige at tænke, at dér går et voksent menneske, inden jeg finder ud af, at det er mig selv. Det kan jeg godt blive lidt foruroliget over. Da jeg var lille, sagde min far til mig, at når man nåede de 30 år, så begyndte blodet at rulle langsommere i årerne på én, og at så ville der komme sådan en ro over tingene. Så jeg har egentlig altid gået og haft travlt med ikke at fylde 30 år«. Hvordan er du ikke blevet voksen?

»Jeg forbinder voksenhed med ikke at være så styret af sine følelser. Og med at kunne ordne ting. Voksenhed er, at sådan nogle her ikke falder af for femte gang på en måned«, siger han og vifter med et bordben, der faldt af sofabordet, da fotografen flyttede på det for at skabe plads til sit motiv. Der går et øjeblik. Så falder fronten af en kommodeskuffe til gulvet med et brag længere henne i stuen. »Dér kan du se«, råber han triumferende. »Det er en slumlejlighed«. Voksenhed er ifølge Unmack at kunne reparere ting. Og at kunne tage en lille smule vare på sig selv. »Jeg synes for det meste, jeg er hjælpeløs som en hare, der er fanget i det lange lys fra en bil på en mørk landevej. Nogle gange er jeg virkelig en ynk. Jeg kan ikke sætte et billede op på en væg med en hammer. Jeg kan knap nok koge kartofler. I et lidt mere darwinistisk samfund, ville de have spist mig eller kørt mig væk nu«. Jeg foreslår ham at bruge klæbepuder til billederne og et æggeur til kartoflerne. Men det gider han ikke rigtig at snakke om. Så han begynder igen at fantasere om jobbet som billetsælger på Vesterport Station. Det glædelige i at få fri klokken 17.00 og gå hjem og bare være nogens far. Men så ender han alligevel med at droppe projektet igen. For som han siger: »Det duer ikke. Så ville man først blive rigtig utilfreds med alt det lort, de viser i fjernsynet. Fordi man ville begynde at forvente et eller andet indhold, når man ikke bare kunne slukke og gå hen og skrive sine popsange«.