Ingen popka'l ska' fortælle os hvordan hip-hop ska' være For hva' fa'en ved de - har set lidt MTV, Har været nede og høre Pede ned' fra Gadedansen gi' den Om musik der er godt, om hva' der' smart og hot«
MC Einar: 'Jeg har det fint', 1989 »Pede ned' fra Gadedansen« er Peter Larsen fra Street Dance Records i Vestergade i København. Eller, det er det ikke så meget længere. For 20. juni lukker den pladebutik, der især op gennem 1980'erne var så synonym med den vågnende hiphopkultur, at rappionererne MC Einar som den naturligste ting i verden kunne namedroppe forretningen på deres klassiske album 'Arh Dér'. Men nu, 14 år senere, er virkeligheden en anden. Street Dance Records' omsætning er faldet til det halve i løbet af de sidste to år. Det hænger ikke sammen længere. Og Peter Larsen er ikke i tvivl om årsagen: »Cd-kopiering og downloading er grund en. Musik er blevet en nedvurderet vare - noget man forbruger som køkkenrulle eller sådan noget. Man skal have noget, der dunker, når man kører i bilen, og når man har hørt på det i tre uger, ryger det ud til fordel for noget andet. Hvorfor skulle man betale 150 kroner for det, når man kan få det gratis? Men det skal ikke være en tåreperser, det her. Vi vil ikke have medlidenhed. Unge forbruger bare anderledes, end de gjorde for 20 år siden, og det er ikke nogens skyld på den måde«, konstaterer han. Vinylets tid Men der var en tid før internet og cd-brændere, ja, før cd'erne for alvor var slået igennem, sgu! I 1984 åbnede Peter Larsen Street Dance Records, fordi han fra sit arbejde som discjockey havde bitter erfaring med, hvor svært det var at skaffe de rigtige vinyl-maxisingler. Forretningen lå dengang lige om hjørnet, i Kattesundet, og var et lille rum med hvide kakler på væggene. Hvor de stod og »spillede de sindssygeste plader«, som den københavnske hiphop-entreprenør DJ Typhoon alias Sonny B. Pedersen siger det. »Jeg var 14 år dengang, og det var en tilbagevendende ting hver uge at komme derned. Så stod Chief 1 eller Cutfather eller TNT dernede og hørte plader, og så kunne man komme og se alle de hotte, selv om man bare var en 14-årig knægt fra Roskilde, der lå på en skummadras ude i haven og lavede ormen«, siger Typhoon med henvisning til det velkendte breakdancetrick. I 1987 flyttede Street Dance Records til sine nuværende to etager i Vestergade, så der for alvor blev plads til de mange plader, der også faldt inden for genrer som house, techno og pop. Men Street Dance var stadig hiphoppernes forretning, og op til midt i 1990'erne havde butikken på det nærmeste monopol på salg af maxisingler i København. Derfor var det også der, at netop Chief 1 alias Lars Pedersen købte plader under dansk raps første bølge i slutningen af 1980'erne. Han var produceren bag MC Einars evige rapkonkurrenter, gruppen Rockers By Choice. »Der var nogle forskellige vigtige steder for hiphopkulturen: For breakdancerne var det Thomas P. Hejles ungdomsklub, graffitimalerne havde sådan en bænk nede på Nørrevold - og for dj'sene og de musikinteresserede var det Street Dance Records. Alene det at man havde en forretning, hvor der stod to Technics 1210-pladespillere og en mixer, var fuldstændig uhørt i Danmark. Det var sådan noget, man ellers kun havde set i New York«, siger han. »Det var også der, vi først opdagede 'Ultimate Breaks and Beats'-pladerne. Det var sådan nogle plader med breakbeats på, og hver mandag stod Peyk (fra MC Einar, red.) og mig dernede og kæmpede om, hvem der først fik fat på dem, så vi kunne skynde os hjem og sample dem. Da 'Mary, Mary' med The Monkees kom på en af de plader, var det Peyk, der samplede den først - det er den, der udgør beatet i 'Arh Dér'. Men man kan også høre den på vores nummer 'Dengang far var hippie'. Så jo, butikken var sindssygt vigtig for os, der har interesseret os for hiphop«, siger Chief 1. Grov tone Men Street Dance Records er også en trendy pladebutik med alt, hvad det indebærer. De kunne tillade sig lidt af hvert, husker DJ Typhoon. »Der var en grov tone dernede - »Skal du ha' den eller skal du ikke ha' den«, kunne Peter finde på at sige. Og hvis man ikke skulle ha' den, kunne man nogle gange ikke få lov at lytte. Men folk accepterede den hårde tone«. »Den var også en del af det«, siger han. Sådan husker Chief 1 også Street Dance: »Peter derinde kunne godt lide at tage pis på folk. Så når man kom ind, kunne han nogle gange skrue ned for musikken og sige: »Nåeeh, der kommer den lille Chief 1. Han skal nok ind og ha' nogen plader, hva'«, så man stod og blev helt vildt genert«. Det er på sin vis ironisk, at Street Dance Records lukker på et tidspunkt, hvor hiphop og dansemusik er mere populært end nogensinde før i Danmark. Men butikken har forsøgt sig med mange redningsmanøvrer - de har udvidet musikrepertoiret og sågar satset hårdt på computerspil. Alt sammen forgæves. Et pejlemærke i dansk musikkultur er endegyldigt faldet. Et samlingssted, der var med til at forme den danske hiphopkultur, og som aldrig vil komme igen. »Men folk fra 60'erne siger sikkert også, at der aldrig siden har været et sted som Hit House«, siger Chief 1. »Alle kulturer har deres vigtige steder, og for hiphop var det Street Dance. Så æret være deres minde«.