Den væltede statue af Saddam Hussein er blot det seneste eksempel på politisk ikonoklasme - en form for kunstnerisk vandalisme, der går tilbage til antikken. Gennem årtusinder har det hørt til historiens gang, at diktatorer, tyranner og andre despoter resolut er blevet væltet ned fra deres sokler, ligesom Iraks tidligere enehersker Saddam Hussein blev det forleden. Det er magtmenneskets pris for at miste grebet: hans billede må lide samme skæbne som ham selv - og falde dybt. I Ny Carlsberg Glyptoteks samlinger findes der et temmelig molesteret portræt af en fedladen mand med tyk hals og dobbelthage. For hans næse er nærmest helt væk. Man kan se, at det næsten to tusind år gamle marmorhoved engang har lidt betydelig overlast. Hovedet forestiller kejser Vitellius, som regerede over Romerriget i mindre end ét år, fra januar til december år 69. Vitellius blev myrdet. Før han døde, oplevede han dog at se sine egne statuer blive væltet. Det har den romerske historieskriver Tacitus fortalt om, og arkæologen Anne Marie Nielsen fra Glyptoteket siger som forklaring, at Vitellius-portrættet måske er blevet trukket efter en vogn, i en særlig destruktiv triumf. Vitellius' skæbne er dog kun én blandt mange eksempler på en sådan ikonoklasme. Romerne kaldte denne politiske destruktion for 'damnatio memoriae', d.v.s. mindets forbandelse, og det var helt almindeligt ved et politisk magtskifte, især når den pågældende kejser var en hadet diktator og måtte fjernes med magt, og hans efterkommer tilhørte en anden slægt. Når forhadte diktatorer som Caligula og Nero blev stødt fra magten, var det praksis at ødelægge ethvert overleveret minde om dem, man kunne komme i nærheden af. Tyrannens engang så frygtede navn blev slettet af offentlige inskriptioner, mønter, der bar hans portræt, blev smeltet om, og hans statuer og buster blev straks fjernet eller destrueret. Det var ligefrem almindeligt at halshugge de statuer, der var blevet opstillet af tyrannen. Vi ved ikke med sikkerhed, om ødelæggelserne var spontane, som i Bagdad, eller resultatet af militære befalinger, men sandsynligvis har de været begge dele. Man gik grundig til værks, og når herskeren kun havde siddet på Roms trone i forholdsvis kort tid, som f.eks. Vitellius eller nogle af soldaterkejserne fra det romerske imperiums sene tid, kunne overleverede portrætter ligefrem gå hen og blevet meget sjældne. Overtro Ikke kun i det gamle Rom, men langt op i moderne tid, er det almindelig udbredt at tro på en særlig forbindelse, en særlig kraft mellem en bestemt person og personens portræt. Vandaliserede man et portræt, skadede man også indirekte den portrætterede. Men overtroen blev ofte ledsaget af en vis sparsommelighed. For romerne var praktiske mennesker. Det tog jo billedhuggerne lang tid at hugge sådanne nye store skulpturer i marmor. Når først en statue havde mistet hovedet, blev kroppen derfor ikke smidt væk sammen med hovedet. Den blev offer for en særlig pragmatisk form for genbrug og snart efter forsynet med et nyt portræthoved, der blot forestillede efterfølgeren. Hvis situationen gav mulighed for det, kunne man også vælge at hugge et nyt portræt oven i det gamle. Glyptoteket ejer en statue af Nerva, en af de såkaldte adoptivkejsere, i rollen som guden Jupiter. Det har oprindeligt forestillet Nervas forgænger, kejser Domitian, men er blevet omhugget, måske fordi Domitian var af en anden slægt: det flaviske kejserhus. Ikonoklastiske handlinger kender man også fra den nyere politiske historie. Mest berømt er de systematiske retoucheringer i Sovjet-tidens officielle portrætfotografier. Når en fra kredsen omkring Josef Stalin faldt i unåde og blev henrettet, forsvandt den formasteliges portræt også fra de gruppe-optagelser, der eksisterede af ham i selskab med diktatoren. Og udviklingen er fortsat, blot med diktatorerne selv som ofre. Efter det sovjetiske imperiums opløsning er der opstået hele 'kirkegårde' eller 'remiser' af aflagte eller ødelagte politiske portrætter af Lenin og Stalin. Danske eksempler Danske eksempler er ikke helt så almindelige. Kort før befrielsen i 1945 ødelagde Schalburg-korpset - et nazistisk militærkorps - J.F. Willumsens Hørup monument i Kongens Have så eftertrykkeligt, at et nyt bronzeeksemplar måtte støbes efter krigen. Det var det eneste offentlige kunstværk, som blev schalburgteret. Det er ikke godt at vide hvorfor korpset valgte netop Viggo Hørup som mål. Den radikale politiker havde på det tidspunkt været død i over fyrre år, men Hørup havde en vis ydre lighed med Stalin, som det tidspunkt var nazismens hovedfjende.