Midten af halvfemserne. Pludselig begyndte Manchester United at vinde også internationale fodboldkampe med unge og karismatiske stjerner som David Beckham og Ryan Giggs. I britiske storbyer skød bands som Oasis, Blur, Suede, Massive Attack og Pulp op og satte straks kursen mod toppen af alverdens hitlister. Scenen var sat til poppens premierminister, Tony Blair. »Noget er forandret. Det er en fornemmelse på gaderne. England eksporterer popmusik igen. Nu er det eneste, vi mangler, en ny regering«, sagde Tony Blairs daværende pressechef eller spindoctor, som det senere kom til at hedde, Alistair Campbell i 1996. Den nye regering kom. England vågnede op efter et årelangt konservativt styre, hvor især Margaret Thatcher lavede om på mangt og meget. Ind kom Tony Blair som overhoved for det, han kaldte 'New Britain'. Det var, som man kan se i John Dowers dokumentarfilm med titel fra en Oasisklassiker 'Live Forever', et nyt England, fuld af stil, selvtillid og styrke. Tilfældigvis faldt bølgen af britpop sammen med en ny storhedstid for internationalt kendte, men dengang langtfra respekterede fodboldklubber som Manchester United, Arsenal og Chelsea. Også rent filmisk begyndte det gamle imperium at forny sig og slå igennem med råvarer som 'Trainspotting'. England kunne noget igen, i hele verden. Det var den bølge, Tony Blair kom surfende ind på. I filmen fortæller en lang række musikere i spøjse interviews med Daman Albarn, brødrene Gallagher fra Oasis, Pulp, Suede, Verve, Sleeper, Stone Roses og Portishead om tiden, da de var med til at definere 'Cool Britannia'. Filmen er fuld af den optimisme og selvtillid, som meget af musikken blev båret frem af. Men den peger også frem på de problemer, der fulgte. At Tony Blairs blankpolerede politik kunne løbe ind i problemer, når realiteterne meldte sig. At popscenens stjerner røg uklar og skændtes offentlig gennem stærkt underholdende krig som den årelange mellem Blur og Oasis. I dag, hvor Tony Blair og England synes isoleret i Europa (med undtagelse af Anders Fogh Rasmussens Danmark), er bølgen af (p)optimisme ebbet ud. Den britiske premierminister, der på få uger er kommet til at se ældre ud, var måske endnu et af poppens mange 'one hit wonders' med kun et heldigt skud i bøssen og så ellers en lang, pinefuld nedtur, som vi kender den fra musikkens hastige stjerneskud og deres deroute. Det vil vise sig. I mellemtiden kan man kun nyde denne herlige og stærkt underholdende film med bizarre scener og elementer fra halvfemserne. Da det atter swingede i Swinging London, i hvert fald for en (stjerne)stund.