Håret er lyst og lidt pjusket. Ansigtet let kvabset med svedperler i skægstubbene. De lyseblå øjne foretager springet fra det muntre til det sted, hvor alt håb er ude, på splitsekunder. Latteren er hjertelig, varm og rungende. Men helt ude af kontrol. Han hedder Wilson, manden, som vi kommer så tæt på, at den amerikanske film 'Love Liza' ikke alene bliver et portræt af den sorg, der æder alt det, man kendte som sit liv, indtil katastrofen slog til, men også af ham. Og han er spillet så lyslevende og facetteret af Philip Seymour Hoffman, at filmen også ender med at blive et portræt af ham som en skuespiller af de helt formidable. I sig selv er filmen om en computernørd, der i ren fortvivlelse og håbløshed efter sin kones selvmord begynder at sniffe benzin og som et ekstra pift det æterbårne brændstof, modelfly kører på, en mesterlig bagatel. Men Philip Seymour Hoffman (senest set i en mildt sagt 'fucking' fyrig birolle i 'Punch-Drunk Love') giver sin bror Gordy Hoffmans manuskript helt usædvanlige dybder med en indsats af den slags, der skiftevis springer, stråler, falder og brænder gennem lærredet og ind på betragterens nethinde. Det er et ansigt, en skæbne og en historie, man sent vil glemme. Takket være Philip Seymour Hoffmans præstation, der også formår at forløse den latter, som har det med at ligge og lure inde bag sorgens bedetæppe af tårer. Alene at opleve det fantastiske sceneri, da hovedpersonen bogstaveligt talt plumper ud og svømmer i den sø, hvor granvoksne mænd er i gang med at afholde det årlige mesterskab for modelspeedbåde - storslået! Et strålende eksempel på, hvordan et filmisk portræt kan være så nærgående, at man næsten kan tælle både hudorme og ar på sjælen, uden at blive privat og pinlig i føleri. Koreansk Kim Bodnia Smerten og fortvivlelsen lyser ud af studinen Sun-hwa i Seoul, da det går op for hende, at hun er gået i en økonomisk fælde og er tvunget til prostitution for at slippe ud af sin gæld i 'Bad Guy' af den selvlærte instruktør Kim Ki-Duk. Manden, der har ført hende på vildveje, er mr. Bad Guy, den muskuløse Han-Ki med et ar hen over hele halsen. Han ser Sun-hwa en dag i byen, forelsker sig i hende og bestemmer sig uden videre for at gøre hende til luder for at kunne iagttage hendes seksuelle ydmygelser på det bordel, hvor han er en slags alfons og leder af tæskeholdet. Den fascinerende film om den unge kvindes forfald og spirende forelskede i sin bøddel har påmindelser om både 'O's historie' og danske 'Pusher'. Man kan sagtens se Kim Bodnias ludende skikkelse med den konstant lurende eksplosivitet overført til Sydkoreas barske storbyvirkelighed, hvor skideballerne falder omtrent så hyppigt som lussinger. En mildt sagt hård omgangstone, men også en grum gangsterhistorie, der uden pegefingre eller letkøbt moraliseren formår at skildre prostitution med en mere end besk eftersmag. Og samtidig være et psykologisk fint forløst drama med indgående portrætter af de to hovedpersoner med deres særdeles modsætningsfyldte liv og deres besynderlige lovestory. Julemand på flugt Selv i Nazareth på den besatte Vestbred forelsker folk sig. Det gælder for den unge mand med stenansigtigt og den grå lok i sit sorte hår og den smukke kvinde med de høje kindben og det ravnesorte hår i Elia Suleimans palæstinensiske 'Guddommelig indgriben'. Parret mødes i deres biler ved den israelske kontrolpost ved byen Ramallah, som de uheldigvis bor på hver sin side af. Instruktøren Suleiman, der selv spiller forholdets mandlige part, lader kærlighedshistorien udspille sig ved små, diskrete berøringer og lange blikke af usagte følelser, lidenskaber og længsler i bilerne. Rundt omkring bilerne lader han sin film udspille sig som en så at sige usammenhængende række af ofte barokke og morsomme scener med eller uden ord. Som i filmens indledning, hvor en flok knægte jager julemanden op ad en bakke ved Nazareth, indtil han pludselig styrter om, og vi ser, at han har en kniv i brystet. Som da manden i bilen puster en stor rød ballon med Yassir Arafats ansigt op og lader den blæse ind over kontrolposten. Eller da en billedskøn palæstinensisk kvinde udrydder en enhed af israelske soldater ved at optræde som Ninja med evner, der overstiger selv 'Matrix'. På den måde er 'Guddommelig indgriben' trods sin entydige stillingtagen for palæstinenserne en smuk, morsom og absurd tragedie over kærlighedens vilkår midt i en gammel og uforsonlig konflikt. Filmen fik juryens specialpris ved sidste års festival i Cannes og var såmænd også indstillet til en Oscar, indtil den fik frataget sin nominering igen. Fordi, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde, da han introducerede den i Cinemateket i tirsdags, den ikke er produceret i en selvstændig stat. »Endnu en god grund til at gøre Palæstina til en selvstændig nation«, som Poul Nyrup Rasmussen sagde. DDR igen For at undgå sorgen over, at DDR er forsvundet som nationalstat, mens hun har ligget i koma på sygehuset, beslutter den unge Alex (charmerende og indfølt spillet af Daniel Brühl) at skjule socialismens fald for sin mor. Han genopbygger derfor et veritabelt mini-DDR i hendes soveværelse i den fantastiske 'Goodbye, Lenin'. En god ide, en veludført, godt fortalt, fremragende spillet. skæg og rørende film som endnu et eksempel på, at tysk film er i vældig fremdrift i disse år. »Vi i Tyskland er bare glade for, at vi for en gangs skyld kan vise jer danskere en tysk film i stedet for at se jeres gode film«, som Daniel Brühl sagde, da han selv introducerede filmen lørdag eftermiddag for fulde huse i Grand. Den sørgmuntre afsked med Lenin og socialismen er den bedste film, undertegnede endnu er stødt på blandt NatFilmenes mange tilbud. Endnu et stærkt portræt. Nyd hele galleriet ude i biograferne.