»Alle MC5's fædre var bilfabriksarbejdere. Ingen af dem havde været på college eller universitet. De var alle sammen født i larmen fra de hele døgnet uafbrudt kørende, uafladeligt hvæsende og spruttende motor-fabrikker, som dominerer Detroit fuldstændig. I Detroit lever og dør man i bilfabrikkerne. Det kan høres i MC5's musik. Måske var det det, der gjorde den for proletarisk, for VIRKELIG, for de små klokke & bjældehippier med deres solskin og kærlighed på universiteterne, betalt af forældrenes penge. Måske.« Dan Turèll i Rockens Rødder, Medie-Montager II, 1975. Historien om rockens revolutionære forpost. Som fik de unge i bilbyen Detroit til at gøre opgør. Som stiftede partiet The White Panthers for at være lige så cool som de sorte brødre. Som forsvandt igen efter tre hæsblæsende og stilskabende plader. Og som blev buret inde i årevis for at ryge marihuana. For at genopstå 30 år senere som afguder for en ny generation af rockmusikere som reklame for tøjfirmaet Levi's. Dét er historien om MC5. Ifølge gruppen selv den bedste historie fra 1960'erne, som ikke er fortalt. »Vi havde alle sammen fædre, der arbejdede i bilindustrien. Men vi var en del af en generation, der ikke ville hen til samlebåndet. Vi sagde fra over for den gode opdragelse, vanerne, undertrykkelsen, krigen i Vietnam og racisme. Men vi var ikke hippier, de kunne slet ikke lide os, fordi vi var alt for uskolede og aggressive. Derfor blev vi glemt og genopstod som kult«. »Til gengæld er vi den bedste historie fra tresserne, som folk ikke kender«. Guitarist Wayne Kramer sidder sammen med bassist Michael Davis og trommeslager Dennis Thompson omgivet af kasser med cowboytøj fra Levi's i baglokalet hos et pr-firma i London. Det er 30 år siden, MC5 opgav den kamp, der havde givet gruppen mange hårde knubs. Siden opløsningen er gruppens to forgrundsfigurer - sangeren Rob Tyner og guitaristen Fred 'Sonic' Smith - døde. Nu er de tre overlevende medlemmer, guitarist Wayne Kramer, bassist Michael Davis og trommeslager, Dennis Thompson, tilbage. Betalt af tøjfirmaet Levi's, der investerer i MC5's status som rendyrket rockkult for at styrke det nostalgiske retrotøj i serien Vintage. Til ære for Levi's og blot sølle 300 inviterede gæster, skal MC5 og en stribe gæstestjerner spille den første koncert siden afskeden i 1972 som en hyldest til gruppens musik, som det hedder. Ikke overraskende var den legendariske Club 100 i London, hvor blandt andre Rolling Stones i sin tid gjorde sig klar til legendestatus, fuld af unge musikere, rockkendere og journalister med blandede forventninger. Til at opleve en af rockens få, velbevarede hemmeligheder live med alt, hvad dertil hører af frygt for, at se en myte krakelere i et kommercielt cirkus, der meget let kan overskygge fortidens storhed. MC5's disciple MC5 og gruppens legendariske album 'Kick out the Jams', 'Back in the USA' og 'High Times' er i så høj kurs, at nutidens unge rockmusikere nævner dem i hver anden sætning. Pladerne, hvis lige så elegante som eksperimenterende og hårdtslående rockmusik har inspireret horder af nye bands i disse år. Raveonettes, White Stripes, Black Rebel Motorcycle Club, Hellactopers, Gluecifer, The Vines, The Hives, The Strokes og The Datsuns er nogle af dem, der har aftappet energi fra The Motorcity Five, som MC5 står for. Og studeret gruppen i dokumentarfilmen 'MC5 A True Testimonial' af David Thomas, som i det forløbne år har gået sin sejrsgang kloden rundt. Gruppen blev født efter et slagsmål på en parkeringsplads i Detroit. Mellem den hvide sanger med det store krusede afrohår, Rob Tyner, og guitaristen Fred 'Sonic' Smith, der senere blev gift med sangerinden Patti Smith. Guitaristen mente, at bandet skulle være aggressivt, afvise alle, skide på alle regler og så komme frem på at være det mest cool, verden endnu havde set. Sangeren fandt, at det var noget fascistisk ævl og alt andet end cool. Så måtte næverne tale. De endte med at give hinanden et knus og gå derfra arm i arm med blodet væltende ned ad ansigterne. Det var i 1965. Ungdomsoprøret lå og lurede ude vestpå i Los Angeles og San Fransisco og ovre i Europa. Men i den amerikanske bilbranches hjemby, Detroit, var det barsk business as usual. Samlebåndene ventede. Men MC5 afslog tilbudet. Og skabte i stedet stil med vilde, aggressive og medrivende koncerter, der har fået eftertiden til at udnævne gruppen til at være skabere af både heavy metal og punk sammen med de samtidige Iggy Pop & The Stooges fra samme stat, Michigan. Flammen brændte ud Syv år senere var flammen brændt ud for MC5. Historien sluttede, som den begyndte, med et slagsmål mellem Rob Tyner, der ikke ville være med i gruppen længere, og Fred 'Sonic' Smith, der insisterede på at få sangeren med til den sidste turne i Skandinavien. Denne gang var forbrødring umulig og efter den miserable turne til blandt andet Danmark i november 1972, rullede MC5 i garagen. »Vi var fuldstændig slidt op. Dels af den modreaktion, der kom fra politiet og politikerne, som hadede og måske ligefrem frygtede alt, hvad vi stod for, dels fra en pladebranche, som anså os for et problem. Pladeselskaberne vil have hits, og har man ikke det, er de ligeglade«, siger Wayne Kramer. Hits havde MC5 ikke mange af. Til gengæld er titelnummeret bandets første plade, det skelsættende livealbum 'Kick out the Jams (Motherfuckers)', blevet en kultklassiker. Albummet fra 1969 var en voldsom, elektrisk storm fra midtvesten og en knytnæve i maven på både magthaverne i USA og den fredselskende hippiebevægelse. Det var optaget ved en af de kaotiske koncerter med politisk indhold, MC5 arrangerede i Grande Ballroom i Detroit sammen med gruppens filosofiske overhoved, John Sinclair, stifter og leder af bevægelsen De Hvide Pantere i byen. Pladen indledes med det berømte opråb, forkyndt af De Hvide Panteres minister for religion, broder Jesse Crawford: »Det er på tide at gå til bekendelse, brødre og søstre! Du har fem sekunder. Fem sekunder til at se, om du er en fremmed i dette samfund. Fem sekunder til at afgøre, om du vil være problemet eller om du vil være løsningen«. Rocken var ikke alene blevet politisk, den var direkte revolutionær. For MC5's vedkommende under slagordet: »Totalt angreb på kulturen gennem rock'n'roll, dope og fucking in the streets!«. Samtidig poserede bandets fem medlemmer ofte på billeder i pressen, bevæbnet til tænderne med maskinpistoler og geværer som en revolutionær fortrop i Guds eget land. »Selv om meget af det, vi sagde dengang, kunne virke temmelig overgearet og påvirket af de enorme mængder hash, vi røg, var det alvorligt. Vi ville lave noget opstand, sætte energi fri og have rav i gaden. Vi ville have forandringer, vi ville have retfærdighed. Det var optøjer og tumult. Vi var inspireret af De Sorte Pantere, som var cool. Derfor dannede vi De Hvide Pantere som modvægt. Men vi gik over gevind med vores fascination af våben. Det var simpelthen dumt, tankeløst. I den sammenhæng var vi psykedeliske klovne«, siger Wayne Kramer. En holdning, han sagtens kunne få myndighederne i Detroit til at skrive under på i slutningen af 1960'erne, da koncerter med MC5 i byen ofte resulterede i optøjer. Helt galt gik det under Demokraternes partikongres i Detroit i 1968, da en koncert med MC5 udviklede sig til revolter og gadeoptøjer. For første og hidtil eneste gang blev specialtropperne i den amerikanske National Guard sat ind mod optøjer, startet af et rockband! USA var bange Da en bombe kort efter sprang på CIA's kontor i Detroit, blev MC5 udsat for intens overvågning af politiet, som flere gange forsøgte at anholde gruppens medlemmer på mere eller mindre fabrikerede anklager om ikke mindst overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Til sidst faldt gruppens 'guru', John Sinclair, i fælden. Han blev anholdt af en civil politiagent og idømt 10 års fængsel (!) for at have en joint på sig. Dommen medførte demonstrationer og aktioner over alt i den vestlige verden. Gruppens fem medlemmer fortrak til et kollektiv i havnebyen Ann Arbor, hvor Iggy Pop og The Stooges pudsigt nok også havde hjemme. Herfra arrangerede MC5 en række 'Free John Sinclair'-koncerter over hele USA. »Jeg tror, at det er den eneste gang, den amerikanske præsident har fulgt et rockband meget tæt. De var simpelthen bange for os. Det var helt tydeligt. For sent opfattede vi, at alt det ravage, vi havde sat gang i, var ved at kvæle os som musikere. Vi kunne ikke få lov at gøre det, vi dybest set helst ville, nemlig spille vores musik. Der var en kæmpe modkultur i gang mod os fra højrefløjen«, mindes bassisten med det furede fjæs og den rystende stemme, Michael Davis, der i dag er landmand i Arizona. Opholdet i 'eksil' i Ann Arbor, udviklede MC5 rent musikalsk. Da gruppen igen lod høre fra sig på plade i 1970, var lyden mere poleret og gruppens inspirationskilder i jazz og soul mere påtrængende. Det samme gjorde sig gældende på den mesterlige 'High Times' fra 1971, der blev MC5's svanesang. I hvert fald indtil denne forårsdag i London år 2003, hvor gruppen skal optræde for 300 mennesker, betalt af tøjfirmaet Levi's. Helt i pagt med gruppens anarkistiske attitude har MC5 dog kun øvet i fire dage efter pausen på over 30 år. »Vi overlader os helt på vores nukleare kraftcentrum, Dennis Thompson«, joker Wayne Kramer om gruppens muskuløse trommeslager. To repræsentanter for Levi's overvåger nervøst interviewet i baglokalet på det engelske pr-bureau. Der skulle nødigt falde knubbede ord om tøjfirmaets forsøg på at købe sig til den autentiske coolness, der stadig omgiver de midaldrende mænd i MC5. Men der kommer ingen angreb fra gruppen selv: »Vi har alligevel altid gået i tøj fra Levi's. Set med mine øjne har de givet os en stor mulighed, som hverken vi eller musikbranchen selv var i stand til at etablere. Jeg føler ikke, at vi er i armene på storkapitalen. Ikke mere, end man er, når man modtager sin lønseddel. Det er en krig, og man deltager i den hver dag«, siger Wayne Kramer. Klippefast stil Blikket bag hans briller er stålsat, da det møder mit. Her i lagerrummet og ikke mindst nogle timere senere, da MC5 går på scenen i den lille, men legendariske Club 100 på Oxford Street for at spille koncerten, er guitaristen indbegrebet af klippefast stil. Trods den lysebrune læderjakkes og de lyse buksers duft af kontormand er Wayne Kramer en fokuseret rockmusiker helt uden ydre staffage, men så intens, at den indre ild, der blev antændt i tresserne, stadig flammer op nu og da. Guitaristen måtte følge sin politiske guru, John Sinclair, i fængsel efter opløsningen af MC5, da han blev anholdt for handel med kokain. Men siden han slap ud af fængslet, har han genoptaget både sin musikalske og politiske mission i et nyt samarbejde med John Sinclair. Wayne Kramer har produceret plader for en række af de unge punkbands fra Californien, hvor han nu bor, og optræder ofte med John Sinclair ved 'spoken word'-koncerter med poesi og politik på programmet. »Vi er stolte af og glade over alle de unge, der bekender sig til os og siger, at vi har været en inspiration. Energien og attituden i den nye garagerock og i punken er lige os. Jeg elsker det«, siger den hårdtslående trommeslager Dennis Thompson, mens han udformer sætlisten til aftenens koncert. Tiden er gået, fastslår en af de cowboyblå uniformer fra Levi's. Tøjfirmaet, der midt i en tid, hvor hip hop og elektronisk musik er i højsædet, har genvundet fordums styrke ved at satse entydigt på rock'n'roll, skal have kørt så mange interview som muligt af denne eftermiddag i anledning af den eksklusive event. Men MC5 har ingen problemer med hip hop eller genrens hvide bannerfører, bysbarnet fra Detroit, Eminem. »Han er vores søn!«, siger Wayne Kramer, og en rå latter bekræfter, at hans to genfundne kammerater er helt enige i den betragtning. Magisk trio Få timer senere er alle de 300 inviterede Levi's-gæster i Club 100 sønner og døtre af MC5 og den bebudede 'Sonic Revolution', der ifølge plakaten skulle være over os med 'ny energi'. Hvis der nogen sinde har været en mening med rock'n'roll, er den her i den kakofoni af kontrol og kaos, der sendes af sted fra scenen. MC5 har gæster for at erstatte de afdøde Rob Tyner og Fred Sonic Smith. Nogle af rockens mest hårdføre hunde er betuttede som små pudler, da de logrer op på scenen for at spille med de gamle mestre. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så lad os bare spille«, nøjes Nicky Royal fra de svenske disciple i Hellacopters. Han gør det så fremragende som vokalist og guitarist i MC5, at det må være mere end fristende at fortsætte samarbejdet. Men også en mundharpespillende Lemmy fra Motörhead, Dave Vanian fra den engelske punkgruppe The Damned og Ian Astbury fra The Cult, som i disse dage har taget mikrofonen i en anden genopstanden tresser-legende, The Doors, leverer indsatser langt ud over det sædvanlige for at leve op til idolerne. Alligevel er det i friktionen mellem trioen Wayne Kramer, Dennis Thompson og Michael Davis, at koncerten går helt ind til benet og farer rundt i blodbanerne. De er stadig et af rockens mest rå fundamenter og spiller som om, de aldrig har været adskilt. Som det britiske musikblad NME skrev under overskriften »Cool = MC5« i sin anmeldelse: »Den virkelige grund til, at folk i læderjakker bumper ubehersket ind i hinanden, er, at de har fået et kolossalt slag i adrenalinkirtlen af en dampmaskine, der kører på råt, intenst kaos uden at have nogen bremser«. Det er en hyldest, men ikke en af de andægtige. Snarere en så vital demonstration af MC5's mægtige styrke, at det vil være uhørt at lade den energi sive ud igen og lade medlemmerne gå hver til sit igen. Ifølge Wayne Kramer overvejer MC5 da også at bygge videre på oplevelsen i London og måske ligefrem udgive et nyt album. Måske. »Vi har ingen planer ud over at tage dagene, som de kommer«, som han siger. Lige før bandet går på scenen, råber han: »Det handler om at få alting til at vokse ud af ingenting. Determination. Det er derfor, vi er her. Det er vores ånd«. De få, der fik chancen for at opleve en lille begivenhed, der uden at vide det og ville det voksede sig stor og rockhistorisk, kan kun være enige. Koncerten i London blev en dæmonisk og sprælsk understregning af den virkelige rocks vitalitet. Uden (alt for) gustne oplæg fra sponsorer eller medier. Man har stadig chancen, vi har stadig valget. Det er aldrig for sent at »kick out the jams«, som broder Jesse Crawford engang sagde, og som Dan Turèll senere skrev en hyldest til: »Du har fem sekunder, siger MC5. Og det er nok. Fem sekunder over for Baunsgaard eller Nixon skulle være tilstrækkeligt. MC5 er ikke parlamentariske. De véd, at parlamentarismen (f.eks. det danske 'demokrati') i den eksisterende form er en korrupt fælde: hvor forhandlingerne slutter, dér begynder kniplerne, det er ét fedt«. Dan Turèll i Rockens Rødder, Medie-Montager II, 1975.