Skuespilchef Klaus Hoffmeyer introducerede ved gårsdagens pressemøde den kommende sæson med en veltalenhed, der er en forfører værdig, og et repertoire, der strutter af selvtillid. Der er både til gården og til gaden, kendte og ukendte klassikere, gammel dansk, neoklassisk og ny dramatik, både fra hjemmebanen og den internationale skueplads. Og fanfaren over det hele lyder: forførelse. »Der er for megen bekymring, angst og jap i tiden. Vi dyrker det, medierne lever af det. Så vi må have noget mere lyst på banen - alene af hensyn til den dalende sædkvalitet«. Her kunne dramatikeren Peter Asmussen prompte oplyse, at i hans nye stykke 'Forbrydelsen' havde man løst problemet med sædkvaliteten, for her fik en mand simpelt hen skåret pikken af. Som Asmussen sagde det, er det »et moralsk stykke og derfor uden moral«. Når det gælder Molières 'Don Juan', har præstationsevnen til gengæld ingen grænser. »Ingenting kan standse mit begærs heftighed«, udbasunerer den forkætrede erotiker (spillet af Lars Mikkelsen), som Klaus Hoffmeyer selv vil gå i instruktørbrechen for for at give ham genoprejsning efter mange års tendens til at gøre ham til en middelmådig størrelse. Sæsonens anden store forfører Casanova kommer under behandling i den herhjemme ukendte dramatiker David Greigs version. Den aldrende forfører (Henrik Kofoed), der stadig bruger pikken som kompasnål, kommer i uføre, da han vil lave en udstilling over alle sine erobringer. En mere ukendt forfører huserer i G.E. Lessings 'Miss Sara Sampson', et såkaldt moderne skilsmissedrama fra 1755, hvor manden (Morten Suurballe) har problemer med at vælge mellem sin gamle elskerinde og sin nye erobring. Forførelsesklassikeren 'En skærsommernatsdrøm' får vendt vrangen ud som en alt andet end sød og nostalgisk komedie. »Det er det ondeste, Shakespeare har skrevet, så frækt og så sort«, sagde instruktøren Anders Paulin og pegede på magtmisbrugen af de unge i stykket, på pædofili og så det med kvinden, der bliver forført af et æsel. »Det synes jeg ikke er så sjovt«. Til gengæld har de to kvinder i 'Rasteplads' af det berygtede enfant terrible Elfriede Jelineck, der længe har huseret på de tyske scener, selv lavet en sexaftale med to mænd om, at de skal komme udklædt som elg og bjørn til et ukendt sted. Og kvindernes forsøg på at følge egne lyster bliver behandlet på mere moderat engelsk vis i David Hares 'To kvinder', hvor den tidligere hustru og ekselskerinden (Ghita Nørby og Birthe Neumann) får talt sig fri af deres besættelse af samme mand. Et slag for de unge Forførelsestemaet strækker sig måske også til Bulgakovs mareridtsagtige 'Flugt', hvor en flok hvide russere flygter fra de forførende røde, men holder op ved Jean Anouilhs slentrende moderne udgave af den græske tragedie 'Antigone', Soyas 'Parasitterne' og nationalikonet Heibergs guldaldervaudeville 'Nei' og romancen 'De nygifte'. Skulle man efter dette 'blot til lyst'-opbud indvende, at der kun er Asmussenstykket til at repræsentere den nye danske dramatik, som Hoffmeyer ellers indledte sin chefkarriere med at ville slå et vældigt slag for - et nyt-dansk repertoire, der dog gav bagslag - så rummer sæsonen til gengæld et lovende udspil fra seks unge fra dramatikeruddannelsen. Så måske er det bare om at følge skuespilchefens opfordring og lade sig forføre - »træde baglæns og falde ned i andre niveauer af ens liv«. I hvert fald træder Klaus Hoffmeyer fra næste sæson et skridt tilbage for at overlade chefstolen til Mikkel Harder Munck-Hansen.