Den 18. juni 1999 barberede 111 sydkoreanske filmfolk i byen Kwangwhamoon håret af deres hoveder, hvorefter de gik gennem gaderne i protest. Ugen efter gentog 11 andre filmfolk i Seoul samme aktion. Det så utvivlsomt tåbeligt ud, men meningen var alvorlig nok. Protesten var rettet mod den sydkoreanske regering, der overvejede at fjerne en fyrre år gammel lov, om at sydkoreanske biografer skal vise sydkoreanske film i 146 af årets 365 dage. Reglen blev indført i 1959 af militærdiktaturet, der håbede på at holde udenlandske film i skak og sikre et frodigt nationalt filmmiljø. Det virkede også glimrende. Siden har Sydkorea produceret mellem 100 og 200 film om året om end det hører med til historien, at militærstyret udøvede en heftig censur, hvilket naturligt nok lagde en dæmper på kreativiteten. Siden 1959 er Sydkorea imidlertid blevet et rigt land, endda et demokrati, og i slutningen af 1990'erne blev det amerikanske handelsministerium tilsyneladende så irriteret over at se Hollywood miste penge i Sydkorea, at filmorganisationen MPA og det amerikanske handelsministerium i fællesskab forsøgte at overtale den sydkoreanske regering til at skrotte kvotesystemet. Filmindustrien i Sydkorea var ikke i tvivl om, hvad det ville betyde. Flere amerikanske blockbusters og et smallere og kedeligere udbud af hjemmelavede koreanske film. Altså røg håret af hovederne ... og det virkede. Regeringen besluttede sig for at udskyde beslutningen om kvotesystemet på ubestemt tid. Derfor kan Cinemateket i København og NatFilm Festivalen i fællesskab hylde koreansk film med en serie film fra de seneste år, hvor koreansk film er blomstret op på ny, og hvor de hjemlige film ikke har problemer med holde Hollywood i tøjlerne. Filmene understreger spændvidden og bredden i et filmland, der har vundet stadig større respekt, siden militærstyret begyndte at slække på censuren i forbindelse OL i hovedstaden Seoul i 1988 og især siden demokratiet blev indført og censuren næsten afskaffet - i 1992. Action med storplitik NatFilm Festivalens og Cinematekets program byder således på både socialrealisme, storpolitisk action, tegneserieaction, billedpoesi, melodrama, stiliseret vold og teenagedrama. Park Chan-Wooks 'Joint Security Area' (med den fantastiske originaltitel 'Gong Dong Gyung Bee Koo Yuck Jei Ess Aei') er et eksempel på det helt store nummer i Sydkorea, action med storpolitiske overtoner. Filmen, der handler om forholdet til Nordkorea, blev den største publikumssucces i Sydkoreas historie ved premieren i 2000, men typisk nok for det livlige sydkoreanske filmmiljø er 'Joint Security Area' allerede blevet overhalet to gange af den lignende 'Shiri' og gangsterdramaet 'Friends'. Derudover er der bestemt grund til at lægge mærke til Lee Chang-Dongs foruroligende og tankevækkende melodrama, 'Oasis', om en udstødt vaneforbryder og en handicappet pige, der forelsker sig i hinanden, Jeong Jae-Euns 'Take Care of My Cat', om teenagere, der skal lære at blive voksne, og Lee Jeong-Hyangs 'The Way Home', der tager fat i et populært og klassisk emne i sydkoreansk film, sammenstødet mellem den gamle landkultur og det moderne, topindustrielle Sydkorea. Det er alle sammen eksempler på film fra et land, hvor filmmiljøet har fået lov til at trives på egne betingelser, i hvert fald siden militærdiktaturet blev fældet for ti år siden. Det betyder imidlertid ikke, at alt er vel i koreansk film. Ånden fra militærdiktaturet præger stadig landet. Det er således kun fire år siden, at regeringen ophævede et 50 år gammelt forbud mod at vise film fra det gamle fjendeland, Japan, som Sydkorea arrangerede fodbold-VM med sidste år. Det er ligeledes kun få år siden at den økonomiske krise i hele Asien satte tempoet gevaldigt ned og dermed viste skrøbeligheden i den koreanske filmverden. Og hvis man spørger de hjemlige kritikere, er de generelt utilfredse med, at koreansk film låner så kraftigt fra Hollywood, og at de mest populære film, actionfilmene, har fundet så fast en formel, at publikum sandsynligvis snart bliver træt af skidtet, sådan som det gik med Hongkongs populære actionfilm. Men det er alt sammen kun biting i et pulserende filmland, der trives under en velfungerende filmlov - i hvert fald indtil amerikanerne også får knækket den.