Næsten alle læsere kigger på billederne i avisen, mens langt færre læser artiklerne. Fredag blev pressefotografiet hyldet. Men hvad gør et godt billede? Politikens fotochef, Per Folkver, forsøger at forklare. Torsdag morgen ringede telefonen på Politikens fotodesk. Mere imødekommende, end han normalt er i telefonen, greb avisens fotochef Per Folkver røret. Det var en pige - Line fra Medieskolen i Lyngby - som ville vide, hvad et godt fotografi er. Hun interesserede sig selv for at fotografere og skulle holde et foredrag for sine klassekammerater. Historien er det afgørende Per Folkvers svar var ganske kort. »Et godt fotografi er en god historie«. Om billedet er underbelyst eller uskarpt, er fuldstændig ligegyldigt. Hvis historien er god, er det et godt billede. »Men hvordan kan man egentlig se, om billedet er sandt?«, spurgte hun. Dertil svarede fotochefen: »Et billede er aldrig sandt. Men det kan være autentisk. Fotografi er en avanceret måde at lyve på. Ikke at fotografen ønsker at lyve, men fordi fotografen er subjektiv. Det sekund, billedet tages, er udtryk for netop det sekund - det er ikke nødvendigvis den fulde 'sandhed' om, hvad der sker«. »Nå«, sagde Line og konstaterede afsluttende: »Det var godt, at vi fik talt om det«. Vigtigere end artikler I avisen er billeder vigtigere end artikler. I hvert fald hvis man med læserne som udgangspunkt skal drage en strengt statistisk konklusion. Fra læserundersøgelser ved vi, at billederne er det første, folk ser på en avisside. Og mens 95 procent af læserne lægger mærke til, hvad billederne forestiller, når de går igennem avisen, er det kun to tredjedele, som læser overskrifterne. Og artiklerne går kun én tredjedel af læserne i gang med. Der er altså grund til at kæle for pressefotoet. Det gjorde pressefotograferne da også selv i stor stil, da Årets Pressefoto i går blev kåret. Læserne hylder det - om end mere ubevidst - hver dag. »Alene af den grund er det uhyre vigtigt at diskutere, hvilke billeder man skal præsentere for dem«, konstaterer Per Folkver, der selv til daglig på Politikens redaktion - aktivt og højtråbende - deltager i den diskussion.

Uden filter
Men hvorfor har billederne egentlig et så kraftigt tag i os? Folkver, der selv har arbejdet som fotograf i mere end 20 år og nu har ansvaret for, hvilke billeder Politikens læsere skal kigge på, forklarer: »Det, som fotografiet gør, er at tale til os ufiltreret. Mellem dig og fotografiet er der ikke noget filter, der er kun dig og det, du umiddelbart ser. Jeg viser dig et billede af et skamferet, dødt legeme og med det samme føler du afsky og angst. I en artikel læser du: »Først skar de hans arme af, så hans ben. Til sidst skar de hans mave op«. Billederne dannes i dit hoved, men fotografiet giver dig oplevelsen. Bum! Når vi ser billedet af den napalmramte pige under Vietnamkrigen, så handler det om dig, om mig, om vores børn, om livet og døden. Det billede vil du kunne vise til stort set alle mennesker i verden, og de vil forstå det umiddelbart. På et nanosekund har du aflæst rædslen og den forfærdelige ulykke«, siger fotochefen, der bedre end de fleste sætter ord på fotografiets sprog. Fotografier handler ganske enkelt om følelser, mener Per Folkver. »I dag kan du på tv se en sumpskildpadde lægge sine æg. Du kan se krokodiller parre sig, og der er ikke noget barn på syv år, som ikke har set, hvordan man laver flødeboller på en fabrik. Det er let at skildre, hvad et menneske gør. Men det er mere interessant at vise, hvordan det har det. Det kan et fotografi. De bedste billeder, vi kender, er jo nogen, som får os til at føle vrede, afsky, glæde, sult eller liderlighed. De sætter ting i gang. Du kan kigge på et billede, og så begynder dit mundvand at løbe«, siger Folkver, som mener, at det bedste billede er det, som ikke sætter punktum for historien, men som får seeren til at engagere sig i det og tænke videre. »Som stiller flere spørgsmål, end det giver svar«, siger han. Ifølge fotochefen har vi alle et lager af billeder inde i hovedet, som vi benytter, når vi skal afkode de billeder, vi ser i avisen. »Alle går vi rundt med et kæmpe billedlager inde i os. Når jeg siger Vietnamkrigen, ser vi den løbende nøgne pige, som er ramt af napalm. Når jeg siger Anden Verdenskrig, dukker billedet af drengen fra Warszawas ghetto, som rækker hænderne i vejret, op. Eller hvis det er Salvador Allende, så tænker vi på billedet, hvor han står foran porten til præsidentpaladset sammen med sine livvagter og kigger op mod himlen, hvorfra de bliver beskudt. Mange har de samme billedikoner, fordi de bliver vist igen og igen. Men vi har også et personligt følelseslager, og når du kobler det sammen med ikonerne, gør det dig i stand til at aflæse nye oplevelser i de billeder, du ser. For sagen er jo - desværre - at vi i avisen viser de samme motiver igen og igen«. »Lad os tage en mand som Uffe Ellemann-Jensen. I årevis var han den mest fotograferede politiker herhjemme, og med sin enorme charme var han altid god for en pointe - enten i ord eller visuel. Jeg tror, at folk til sidst holdt op med at se ham. Når deres øjne passerede et fotografi af ham, så registrerede de i et nanosekund, at det var Uffe Ellemann-Jensen - mere gjorde de ikke ved det. Man kan sige, at han var blevet sit eget ikon. Det er en stor udfordring at få læserne til at opleve et motiv på en ny måde, så de bruger deres følelseslager og ikke bare ikonlageret«. Har den måde, vi bruger billederne på i avisen - det man vel kalder billedsproget - ændret sig? »Ja. Det fotografi, som vi i avisen kalder pressefotografiet, er i dag kendetegnet ved at have flere lag, end det havde tidligere. I gamle dage var billederne i avisen mere entydige, hvilket også kunne være fremragende. Hvis man skærer det lidt ud i pap, så stillede billederne sig tidligere tilfreds med kun at fortælle én historie. I dag vil vi gerne have, at det fortæller to, tre eller flere historier, for eksempel foregår der i en side af et billede én ting, i den anden side noget andet og i midten noget helt tredje. Det må fotografiet i avisen gerne i dag. Og grunden til, at det må det, er at læserne - måske uden at de ved det - har vænnet sig til at aflæse billeder på en anden og mere tvetydig måde. Det er det samme med artikler. Hvis du tager en avis, som bare er 20 år gammel, og læser artiklerne, vil du opdage, at sproget har ændret sig - desværre ikke altid til det bedre. Min påstand er, at fotografiet kun har ændret sig i en god retning. Har det tvetydige slet ikke nogen ulemper? »Nej, der er ikke noget skidt i at blive bedre til at fortælle historier«. Og det et det, som er sket - at fotograferne er blevet bedre til at fortælle historier? »Ja, det synes jeg«. Er der ikke en risiko for, at de tvetydige billeder kan blive mere form end indhold? »Jo, men ligesom med af-ghanerpelsen gentager tingene sig med jævne mellemrum. Det sker af og til, og så holder den stil op igen. Form og indhold er den der berømte symbiose. De kan ikke leve uden hinanden. Men hvis et billede kun er form, så dør det automatisk, for så har det ikke noget at fortælle«. Men man skal vel være meget opmærksom på det i fotografiet? »Det er fotograferne også. Hvis man for eksempel ser på Jan Grarups billeder fra Tjetjenien, som i går vandt en førstepris i Årets Pressefoto, så vil man kunne se, at de insisterer på, at det er det, som udspiller sig foran dig, der er det vigtige, og ikke den måde, det er blevet fotograferet på. Jan Grarup er en meget dygtig fotograf, der også kan fylde sit motiv med uskarpe forgrunde og halve og hele mennesker. Men denne serie er forbilledlig i sin vilje til at vælge ud uden selv at stå i vejen for videreformidlingen«. »Det er hamrende svært, og det store er, at du ikke kan se, hvor svært det er. Når du ser en film, skal du heller ikke sidde og tænke: »Hold da op, nu er vi ude og køre en ordentlig tur i kamerakranen, sikke en panorering, og nu har de sørme 'steady cam' på«. Nej, du skal sidde trykket ned i sædet og tænke: »Åh nej, åh nej, de falder ud, de falder ud«. Det er det sammen med fotografi. Når du ser Jan Grarups billede, skal du ikke tænke: »Gud, han har brugt en vidvinkel!«. Du skal føle: »Hvor er det synd for den dreng, som står der. Hvad er det dog, han har i hånden? Du skal blive drengen. Hans far, hans mor eller hans onkel. Så er det et godt fotografi«.