Den 81-årige pensionerede fotograf Claude Cassirer fik et chok, da han for knap tre år siden bladrede i en bog med billeder af den franske impressionistmaler Camille Pissaro. Et af billederne i bogen viser en regnvejrsstemning i en parisisk gade, og det maleri havde Claude Cassirer et helt specielt forhold til. Det havde nemlig hængt i mange år hos Claudes farmor i München, hvor han legede som barn, men i 1939 forsvandt billedet. Den jødiske familie måtte aflevere det til nazisterne, inden den fik tilladelse til at rejse til England, og siden da betragtede familien billedet som tabt. Det er det ikke. Det hænger derimod på et af Europas fornemste museer, Thyssen-Bornemisza-museet i Madrid, og siden 2000 har Claude Cassirer forsøgt at få familiens billede igen. Det har han ret til, for en række internationale aftaler fastslår, at stjålet jødisk ejendom skal tilbage til de tidligere ejere eller deres familier. Men det spanske museum vil ikke give sig, og den gamle fotograf har fra sin bopæl i San Diego, Californien, nu sat en større aktion i gang for at få det spanske museum til at rette sig efter de internationale aftaler. Det vil museet ikke. Sagen falder uden for disse juridiske bestemmelser, siger museets ledelse, og det nægter at kommentere striden med Claude Cassirer yderligere. Han kan lægge sag an ved en domstol, lyder det ifølge det amerikanske dagblad New York Times fra Madrid. Sagen har vakt opsigt både i USA og Spanien, selv om den langtfra er usædvanlig. Ejerne af omkring 110.000 kunstgenstande til en anslået værdi af mellem 10 og 30 milliarder dollar savner fortsat deres malerier, skulpturer, antikviteter eller sjældne bøger, som blev stjålet af nazisterne mellem 1939 og 1945. En særlig kommission for tilbagelevering af denne kunst, Commission for Art Recovery i New York, hjælper Claude Cassirer i den konkrete sag, og her er man dybt forundret over, at den spanske regering vil lægge navn til den slags sager. For selv om Thyssen-Bornmisza-museet ikke er et statsligt museum, udpeger staten flere af bestyrelsesmedlemmerne, og kulturministeren er formand for fonden. »Hvordan kan en regering, der allerede har en lov om tilbagelevering af holocaust-ejendom, nægte en diskussion om denne sag«, siger en af advokaterne i sagen til New York Times. Der er nemlig ikke megen tvivl, hvad juraen angår, og viljen i det internationale samfund til at holde ofrene for holocaust, den nazistiske udryddelse af jøder, sigøjnere og andre skadesløse for blandt andet denne type overgreb, har været stor i de seneste år. Register I 1998 blev repræsentanter for 44 lande enige om at oprette et register over kunstværker, nazisterne stjal fra private og offentlige samlinger, og lægge dette register ud på internettet. På konferencen i Washington fastslog Ronald Lauder, der leder den jødiske verdenskongres' arbejde med dette spørgsmål, at stort set hvert kunstmuseum, galleri eller samling i USA og Europa ligger inde med værker, der blev stjålet under Anden Verdenskrig mellem 1939 og 1945 eller helt tilbage i 1933, når det drejer sig om Tyskland. Deltagerne blev enige om en række retningslinjer for, hvordan museerne skal forholde sig i sådanne sager, og en række museer har offentliggjort lister med 'tvivlsomme' værkers historie, altså under hvilke omstændigheder de er købt. En ny konference i Litauen i oktober 2000 præciserede denne politik yderligere, og flere amerikanske museer har lagt disse lister ud på internettet - men der er fortsat meget at gøre. I det konkrete tilfælde er den spanske afvisning helt uforståelig for Claude Cassirer og hans rådgivere. Efter krigen krævede hans bedstemor billedet, som Gestapo havde solgt på en auktion i 1943, tilbage. I 1958 fastslog den tyske regering, at hun var den retmæssige ejer af billedet, og hun fik en erstatning på 120.000 mark. Men maleriet, der i dag er mindst 40 millioner kroner værd, var fortsat forsvundet. Tvivlsomme billeder Claude Cassirer er indstillet på at kæmpe videre for at få det billede, han voksede op sammen med, tilbage. For andre handler det om principper og om, at regeringer og museer verden over nu viser åbenhed og ærlighed. For eksempel valgte den britiske regering at nedsætte et ekspertpanel, da en undersøgelse viste, at omkring 100 malerier i National Gallery og omkring 80 i Tate Gallery var anskaffet under 'tvivlsomme' omstændigheder. Nogle museer og samlinger har købt disse genstande i god tro, mens andre - ifølge internationale jødiske organisationer - har valgt at være 'naive' og lukket øjnene, når de fik tilbudt værker af Picasso, Monet, Pissaro, Velasquez og andre af tvivlsom oprindelse. Det gælder også køb af kunst og antikviteter, der er forsvundet ved regulære tyverier eller plyndring af udgravninger helt frem til i dag. Derfor følger både naziofrene, deres efterkommere og den internationale kunstverden opgøret mellem det fornemme museum i Madrid og den jødiske fotograf i Californien med stor opmærksomhed.