Vi var til gløgg hos noget familie. Og så var det, jeg så en nybagt far og en nybagt mor. De kom så friske fra ovnen, at det nærmest dampede fra dem. Forsigtigt bar de på arm det syv uger gamle barn, og nænsomt arrangerede de ammeklude og tøj. Moderen rettede bh'en efter amning med det der rutinerede greb om kloderne, som tidligere kun var til skæg og ballade. Faderen rakte moderen en stofble, og moderen spurgte faderen, hvad det udslæt i hovedet mon skyldes. Jeg blev helt rørt. Og min kone blev helt rørt. Vi er faktisk ret garvede, synes vi selv efterhånden, med vores små poder på snart fire og to år. Og vi havde begge sådan lyst til at gå hen og sige, hvor er I søde. Bare slap af. Det går alt sammen.
Satori for småbørn
Men det er jo noget, vi hver især skal gøre selv. Det er, hvad japanerne kalder satori, en oplevelse man selv skal have, og derfor er alt det her skriveri jo egentlig også noget frygteligt sludder. Når du læser dette, er det jo nok også, fordi du har prøvet det. Eller har lyst til at prøve det. Kun i ordenes rige kan vi dele det, vi ellers er så alene om. »Du er ikke alene«, skrev Sebastian engang i min ungdom. Man kan føle sig alene. Men hvis man ellers kan læse og skrive, så har man fået en dåbsgave, der i hvert fald er god at have med på den lange vandring.