På en lille møbelfabrik i Kristiansand har man gemt en ganske særlig stol fra 1956 - tilsyneladende et eksemplar af Ægget, og så alligevel ikke, for denne stol - som er uden betræk og i øvrigt præget af tidens tand - er ikke tegnet af Arne Jacobsen, men af den norske ingeniør og arkitekt Henry Klein. Hvabehar! Det er chefkonservator Widar Halén ved Kunstindustrimuseet i Oslo, der kaster denne bombe ind i historien om den store dansker. Han mener simpelthen, at Arne Jacobsen huggede Kleins idé om at formgive en stol som et æg, og beviset fik han for mindre end 14 dage siden, da han besøgte møbelfabrikken Modelmøbler i Kristiansand. »Nu skal sandheden frem. Ingen - heller ikke jeg - sætter spørgsmålstegn ved, at Arne Jacobsen var en stor arkitekt, men det ville ikke have kostet ham noget at fortælle, at han faktisk fik ideen til Ægget af Henry Klein. Men det undlod Jacobsen, og det står heller ikke nævnt i nogen af bøgerne om ham, så jeg synes, det var på tide at give Henry Klein oprejsning«, siger Widar Halén til Politiken. Det nye materiale Som ung i 1950'erne var Henry Klein en overgang på møbelarkitekten Finn Juhls tegnestue, og det var Juhl, der fortalte ham om de amerikanske og tyske eksperimenter med plastmaterialet 'styrorpor'. Materialet var for blødt til, at man kunne lave stole af det, men Klein satte sig for at løse opgaven, og efter at være flyttet tilbage til Norge og et job på møbelfabrikken i Kristiansand, lykkedes det efter utallige forsøg. I 1956 tog han patent på opfindelsen, og samme år solgte han det til den danske møbelfabrik Fritz Hansen, som producerede (og stadig producerer) Arne Jacobsens møbler. For at vise, hvad materialet duede til, havde Klein medbragt en række modelstole, heriblandt Ægget, som ifølge Widar Halén (og den norske avis Verdens Gang fra 16. januar), blev mødt med en hånlatter af såvel Arne Jacobsen som Fritz Hansens daværende ledelse, herunder direktøren Peter Lassen. To år efter - i 1958 - var Ægget udklækket og signeret Arne Jacobsen - et tyveri, som i dag ville have udløst en retssag, mener Halén. Håbløse stole »Det er da den værste historie, jeg længe har hørt. Vi så med garanti ikke skyggen af et æg - til gengæld så vi en række fuldstændig håbløse almindeligheder, som ikke kunne bruges til noget, og dem har vi måske nok grinet lidt af«, siger Peter Lassen, der i dag er indehaver af Montana. »Hvis nogen påstår, at Jacobsen har stjålet ideen til Ægget, er det en grov løgn. Jeg vil gå så vidt som til at mene, at det må være noget, som Klein har frembragt efterfølgende«. Knusende slag Henry Klein er i dag 83 år og mærket af sygdom. Efter arbejdet med plastmaterialet på fabrikken i Kristiansand, tog han i 1960 med kone og barn til Bramminge ved Esbjerg for at tegne møbler for en jysk møbelfabrik. Hans kone, kunsthåndværkeren Tove Klein, udtaler sig på sin mands vegne. »Det var et knusende slag dengang, men vi havde hverken penge eller kræfter til at føre en retssag, og fra møbelfabrikken i Norge var der ingen opbakning. Vi levede på mange måder en afsondret tilværelse, og vi følte, at det ville have været en kamp mod vejrmøller, hvis var vi begyndt at råbe op om plagiering og Arne Jacobsen.« Folk ville garanteret have anset min mand for at lide af storhedsvanvid, og derfor har vi heller ikke siden haft lyst til at tumle med sagen«, udtaler Tove Klein og tilføjer - »alle har jo deres Waterloo«. Så han stolen? I den store bog om Arne Jacobsen fra 1998 står der heller ikke noget om Henry Klein og Ægget. I en fodnote krediteres den norske arkitekt for plastmaterialet og patentet, men at Klein desuden skulle være den sande ophavsmand til en af verdens mest berømte stole, er nyt for i hvert fald den ene af forfatterne, Kjeld Vindum. Den anden, Carsten Thau, er på orlov fra Arkitektskolen og har således ikke mulighed for at udtale sig. »Jeg vil måske ikke ligefrem betvivle, at stolen findes, men om Arne Jacobsen skulle have set den - det er spørgsmålet. Hertil siger Widar Halén fra det norske kunstindustrimuseum, der lige nu viser Arne Jacobsen-udstillingen 'Evergreens and Never-greens', at det er, fordi »forfatterne ikke har gravet dybt nok. En masse materiale bliver aldrig tilstrækkeligt behandlet, og derfor går de samme myter og historier bare igen og igen«.