Vi har set nye sider af Christian«, sagde pædagogerne ildevarslende. Ellers har han været en frisk og åben dreng, glad og ganske robust. Ikke noget med at tude, når man bliver væltet ned fra gyngen. Men nu er han altså begyndt at kræve sin ret. Og får han ikke, hvad han lige havde drømt om, så råber han bare endnu højere: »Gi' mig mig«. Han har virkelig forstået, at det er mig, det drejer sig om, hvis man vil have noget ud af tilværelsen - eller far og mor. Hvis der er en slikpose, han skal have åbnet, så siger han »åbne mig«. Og hvis nogen begår uret mod »mig«, så bliver det husket og hævnet.
Mad og tis
Min kone er ret imponeret over, hvordan sprogudviklingen hænger nøje sammen med Christians behov. Hvordan han begyndte med 'mad', 'mor' og 'sut', gik videre til 'tisse' og 'sove' og nu altså er i gang med at udvikle ideen om sig selv som 20 måneder gammelt subjekt og hele verdens naturlige omdrejningspunkt. Forleden fik vi de her fotos med hjem, som bliver taget af børnene sammen med deres stue. Da Christian blev præsenteret for Solstuens børn og voksne, pænt placeret på tre rækker, udpegede han en af drengene, som vi kan kalde Alex, og så sagde han: »Alex skubbe mig, Alex skubbe mig«. Og så fik Alex og fotoet et ordentligt fur. Efter udladningen sad Christian og så lidt betuttet ud, mens han sagde: »bange, bange« frem for sig. Og da han virkelig er god til at give den som grædende sigøjnerdreng med store tunge tårer og striber i skidtet på kinderne, så er det jo, man nemt får lidt ondt af den lille mand. Især fordi de fleste af os jo også trods vores fremskredne alder og udvikling kender til at blive skubbet og ikke lige at kunne få det, man begærer. Så er det, at man bliver »bange, bange« og føler sig lidt alene. I nogle uger er jeg af en eller anden grund gået rundt med en af Christians sutter i min lomme. Måske har jeg taget den fra ham, lige før vi kom hen i børnehaven. Pædagogerne skulle jo helst ikke tro, at man er sådan nogle forældre, der ikke kan få børnene til at aflevere sutten. Uden at tænke over det er jeg begyndt at gå og nulre den nede i lommen. Det er faktisk meget rart at have sådan en blød fætter i frakken, når verden viser tænder. Det er lidt ligesom at klamre sig til noget, da følelsen af mine fingre mod den bløde sut jo også helt fysisk får mig til at tænke på min lækre, bløde, varme dreng. Jeg træffer en hurtig principbeslutning om fremover altid at bære sut i højre lomme. Og skulle Christian en dag komme i bekneb, så må han godt låne den. Men hvis han beholder den for længe, så skriger jeg »gi' mig mig!«.