Aksel Sandemoses 45 breve til en god dansk ven, skrevet i årene fra 1952 frem til forfatterens død i 1965, er nu til salg på Bruun Rasmussens auktion 2. december og kan beses på auktionshusets stand nr. 53 i BogForum. Psykoanalytisk arkæologi og dybdegravning i fortiden har man kaldt den dansk-norske Aksel Sandemoses forfatterskab, og ikke mindst de to kendteste hovedværker, skrevet på norsk efter udvandringen til moderens hjemland: romanerne 'En flygtning krydser sit spor' fra 1933, med formulering af den berømte jantelov, og 'Varulven' fra 1958, det store værk om straf og skyld i kærlighedstrekanten mellem Jan og Felicia Venhaug og forfatterens alter ego Erling Vik, men også i hele det norske samfund efter den tyske besættelse 1940-45. Så om nogen ville Sandemose selv have haft forståelse for, at de efterlevende stadig graver i hans fortid. Herunder en ganske nyopdukket brevsamling, som bl.a. kaster lys over hans arbejde og anfægtelser under 'Varulven's tilblivelse i 1957-58 og over inspirationen til hovedpersonens navn, Felicia. Aksel Sandemoses 45 breve til en god dansk ven, skrevet i årene fra 1952 frem til forfatterens død i 1965, er nu til salg på Bruun Rasmussens auktion 2. december og kan beses på auktionshusets stand nr. 53 i BogForum fra lørdag. Sammen med brevene fik auktionshuset 13 førsteudgaver af Sandemoses bøger, de seks med dedikation, samt et komplet sæt af hans enmandstidsskrift 'Årstiderne' fra 1950'erne, overladt til salg. Bogsamlingens katalogpris er sat til 6-8.000, mens de hånd- og maskinskrevne breve samt fem private fotos er katalogiseret til en forventet pris på 20-25.000 kr. I en gammel, slidt kuffert på Christiania Auktionshusets leder af afdelingen for bøger, breve og manuskripter, cand.mag. Sebastian Hauge Lerche, så for første gang brevene i en stue i fristaden Christiania for en måneds tid siden. Dér lå de sammen med bøgerne i en gammel, slidt kuffert hos en datter af Sandemoses afdøde ven. Hendes navn er netop Felicya, og som barn mødte hun ofte Sandemose, når han var på besøg hos hendes forældre, Grete og Volmer Suskiewicz, i København. Med udstillingen i Forum er brevene således på en måde vendt hjem, for brevmodtageren, kunsthandleren Volmer Suskiewicz, boede dengang med sin familie på Steenstrups Allé, gaden langs med Forum-bygningens bagside mod nordvest, lige over for Radiohusets indgang. Brevene giver morsomme indblik i den stadig friere omgangstone mellem de to venner, og de drejer sig om alt lige fra avisudklip til gamle pornografiske postkort. I et af de sidste breve fra april 1964 beder Sandemose om hjælp til at finde en behjertet læge, der kan give en dansk veninde en abort på medicinsk indikation, trods hendes mands katolske overbevisning. Men brevene kaster også lys over Sandemoses litterære arbejde, ikke mindst med 'Varulven': »I begynnelsen av august begynte jeg på en ny bok og har arbejdet jevnt på den siden«, skriver forfatteren 28. november 1957, og bortset fra kladder m.m. »finnes i dag 210 tett maskinskrevne sider. Efter det opprindelige anlegget er det ikke stort mer enn 1/4 av det jeg skulle komme frem til . Jeg stiler stadig mot at få det fortettet«. Men i november 1957 er Sandemose usikker på, om værket overhovedet kan udkomme, for han frygter censur: »Endnu er ikke byrettens dom falt i Miller-saken«, skriver han med henvisning til en pornografianklage mod den amerikanske forfatter Henry Millers roman 'Sexus', umiddelbart efter at hans norske kollega Agner Mykles roman 'Sangen om den røde rubin' havde været anklaget for det samme. »Inntil Miller-Mykle-sakene engang er endelig avgjorte ved Høyesterett i 1958 er forlagene på defensiven . i tilfelle av fellende dom . (skal) dikterne altså ha politiet stående bak seg når de skriver. Det vil si at min neste bok neppe kan komme ut i Norge«. Han fortsætter samme håndskrevne brev dagen efter: »Vi står overfor en horde som ikke vet hva diktning er og hva som er nødvendig for den, og ikke bryr seg om å vite det heller«. Truslen om forlæggercensur fik siden sit eget lille kapitel i 'Varulven' med overskriften 'Sæt kyskhedsbælte på din tanke'. Et halvt års tid senere, 13. april 1958, er målet nemlig inden for rækkevidde: »Jeg skriver nu helt forfra og er i den nye versjon kommet til side 231«. Fortættet blev stoffet i 'Varulven' altså, også i de for den tid ganske ligefremme erotiske skildringer, der tydeligt kædes sammen med Felicias forsvinden og død som offer for varulven, romanens symbol på den misundelse, jalousi, ondskab, der bl.a. har grebet Erling Viks ungdomselskede Gulnare. Med brevet fra april følger en maskinskreven kapiteloversigt, der dog ikke er helt svarer til det færdige resultat. Da romanen udkom senere på året 1958 og straks blev en stor succes, var nemlig bl.a. indføjet et nyt, kort kapitel, 'Det svundne bliver en drøm'. Under næsten samme titel som romanen fra 1944 om norske flygtninges liv i Sverige under anden verdenskrig, 'Det svundne er en drøm', ligger Felicia og Erling Vik i dette ny afsnit i sengen, mens hun mindes sine ekshibitionistiske seancer i gården Venhaugs drivhus, mens den ulvelignende gartner Tor Anderssen lurede ved ventilen. Kreditorer satte ham under administration Det første af brevene i den nyopdukkede samling sender Sandemose imidlertid allerede 30. januar 1952 fra sit 'paradis' ved Kjørkelvik, Risør i det sydlige Norge: »Kjære Suskiewicz, min kone forteller at De har tenkt Dem til Norge i sommer«, indleder han, og konen er Eva Borgen, som han blev gift med, da han vendte hjem fra Sverige efter krigen, og med hvem han havde tvillingesønnerne Espen og Jørgen. Med sin første, danske kone Dagmar havde han tidligere fået tre børn, Bjarne og tvillingedøtrene Hedda og Eva. Endnu en søn, Stephan, havde han med veninden Karen Lange, som han også levede sammen med en tid under eksilet i Sverige. Eva Borgen Sandemose døde af kræft 1959, sønnen Espen allerede i 1955, og i 1962 giftede Sandemose sig for sidste gang, med den danske skuespillerinde Hanne Holbek. »Vi har kun én bestemmelse i husordenen, og det er at gæster skal indfinne sig præcis til middagen«, skrev Sandemose videre i 1952, men tilføjer så, at »barna venter pakke av gjester«, mens »foreldrene venter brennevin . Vi inndeler gjester i ingen-flaskers-menn, 1-flaskers, 2-flaskers og 3-flaskers-menn. Adgangstegn for danske: OST«. De håndfaste anvisninger, der i brevets løb udarter til en sproglig og næsten litterær leg, bunder dels i Sandemoses notoriske pengemangel; han fik ganske vist netop i 1952 tildelt den norske stats 'kunstnerlønn', men blev øjeblikkeligt sat under administration af sine kreditorer, selv de venligtsindede. Dels spøger brevet med det forbrug af spiritus, der indgik som fast ingrediens i Sandemoses samvær med venner, ikke mindst de danske. I april 1928 stiftede han ganske vist den eksklusive - og hårdt tiltrængte - tremands-afholdsloge 'Frimandsbevægelsen' sammen med kollegaen Tom Kristensen og tegneren Anton Hansen, men allerede i december samme år meldte han sig ud igen, som den første. Tom Kristensens oplevelser på svireturene blev til romanen 'Hærværk', der udkom i 1930. Volmer Suskiewicz var »et begavet og muntert menneske . en dandy med en stor børneflok og en venlig og forståelsesfuld kone, Grete«. Sådan skriver en fælles bekendt fra de undertiden lige så fugtige 1950'ere, Politikenkritikeren Ole Storm, i sin Sandemosebiografi 'Janteloven' fra 1989. Her nævnes også kort omtalen af Miller- og Myklesagerne i de af brevene, som Storm havde haft adgang til. Vennerne holdt bl.a. til på værtshuset Tokanten ved Vandkunsten i det indre København, og i samme Bruun Rasmussen- katalog udbydes pudsigt nok en førsteudgave af Tom Kristensens essaysamling 'Mellem Krigene' fra 1946, med forfatterens dedikation til den yoga- og helsebegejstrede værtshusholder Reimer Pihl. »Et menneske som digter har nu også kun interesse som person mens han lever«, hævdede Sandemose i 'Varulven's opfølger, 'Felicias bryllup', citeret i den seneste bog om Sandemoses liv og værk på dansk, Jorunn Hareides 'Digtning som skæbne' (Forlaget Editio, 1999). Påstanden modsiges af den fortsatte interesse for både hans værker og hans privatperson, der vil få nyt stof med fundet af de 45 breve til den danske ven. Så det stemmer nok bedre, hvad han skrev tre år før sin død i 1965, i en af sine faste »epistler« til det norske blad Aktuell: »Kunsten går i ét med sin udøver«.