Der går let fødselsdagsselvsving i den. Stor, større, størst. Hvis ikke man passer på. Den ene dag er Per Nørgård en af dansk musikhistories største navne, den næste er han klart større end Carl Nielsen, og endnu et par dage efter er det, som om også Sibelius nu må se sin nordiske førerposition udfordret af den 70-årige dansker fra Nørrebro. Hvad er 'sandheden'? Bare rolig, den kommer ikke her, 'sandheden'. Men spørgsmålet stod at læse i alle de fremmødtes øjne, da Radiosymfoniorkestret, der har entreret med Nørgård siden 1955, fejrede fødselaren ved en dobbeltfløjet koncert lørdag aften i Tivolis Koncertsal. I køen ved den urimeligt dyre sandwichbod til venstre for koncertsalens indgang gav det sig udtryk i nogen febrilskhed: Hvad er den rette diæt for en, der er på vej ind til en koncert med halvanden times ny kompositionsmusik?, spurgte notabiliteterne sig selv og hinanden, inden de myldrede ind og formelig fyldte den velvoksne sal. Ingen af dem ville holde af at blive set fornøjet slumrende i sit sæde netop i dag. Nørgård selv sad midt på 10. række på gulvet, én række for langt tilbage til at han kunne strække sine lange ben, og hvis man skulle kindkysse med ham, hvilket mange forståeligt nok gerne ville, blev adgangen til ham noget besværliggjort. Måske det var meningen. Forgyldt I sin vådeste drøm kunne Nørgård ikke have fantaseret om en musikalsk flottere fejring. En del af programmet har Radiosymfoniorkestret med på sin koncert ved The Proms i Royal Albert Hall tirsdag, dog ikke den danske koncerts første del, der ikke var den mindst vellykkede. Radiokammerkoret og medlemmer af Athelas Sinfonietta forgyldte - yderligere - Nørgårds mageløse Rilke-opsats 'Singe die Gärten, mein Herz', så den var tæt på at tage pusten fra resten af aftenen. Værket er fra 1974 og skrevet med en hård, diamantagtig brillans, der forløstes fuldgyldigt, mættet og ekstremt præcist af dirigenten Stefan Parkman og Radiokammerkoret, et i sandhed virtuost ensemble, der kan synge ganske længe i forte uden at forcere eller presse udtrykket. Det var så smukt, så smukt, og aftenen var gerne endt der for mit vedkommende. Hypnotisk 'Babette-suite Sådan spillede klaveret heldigvis ikke. Der var mere. Klaverkvartetten 'Babette-suite' fra 1987 fuldendte koncertens første del, og der var dækket op med hvid dug, lysestager og rødvin. Melodisk er 'Babette' uudtømmelig og besnærende, prægnant, tilbageholdt, hyppigt pauserende i otte filmiske satser. Hypnotisk, længselsfuld. De fire instrumentalister, Anne Marie Fjord, klaver, Anne Søe Iwan, violin, Ida Speyer Grøn, bratsch, og Hege Waldeland, med cello og i skinnende grøn og gul buksedragt, kom helt ud i hjørnerne i en udtømmende præstation. Bagefter inviteres Per Nørgård op på scenen, kigger kritisk efter på flaskens etiket, inden han drikker af glasset, om hvis stilk han holder så korrekt, som nogen Emma Gad-proselyt kunne drømme om. Uendelige ambitioner Efter den første pause kom så Nørgårds mægtige 6. symfoni, der allerede her tre år efter urpremieren er ved at blive kendt stof, så ofte har den været spillet, og nu findes den sågar på cd. Nogen venlig og fidel sjæl bliver den aldrig, den symfoni, men den taler til dig dernede fra sit rugende sonore mørke. Har nogen inden Nørgård nogensinde sammenstillet så mange stemmer fra havsens dyb? Klangligt forekommer dens ambitioner uendelige, og i takt med Radiosymfoniorkestrets bekendthed med værket er det vokset i udtryk, har det samlet sig som en kompleks, mangehovedet størrelse, uendelig smukt deklamerende, insisterende og rigelig varieret til at holde sine godt 30 minutter ud. Som spillet af Radiosymfoniorkestret og dirigeret af Thomas Dausgaard, som symfonien er tilegnet, rager 6. symfoni højt, højt op i tidens musik, og det bliver spændende at se, hvad londonerne får ud af den tirsdag. Laurbærkransning Da Nørgård, adræt som vel ingen anden 70-årig, sprang op på podiet før symfonien, var ingen vel i tvivl, og orkesterchef Per Erik Veng fortalte i sin korte gratulationstale, at her på dette sted blev Carl Nielsen laurbærkranset i 20'erne, og nu var det Nørgårds tur. Han blev udnævnt til æresmedlem af Radiosymfoniorkestret (den første nogensinde, så hvad det betyder, ved vel ingen!), og han blev viklet ind i en enorm laurbærkrans, så tung af betydning og, nåja, laurbærblade, at komponisten måtte vakle derfra. Inden da nåede han at sende et fingerkys ud i salen. Kongerne Efter den 6. holdt festen op for Nørgårds vedkommende. Den har også varet siden hans egentlige fødselsdag. Musikprogrammet fortsatte imidlertid med resten af, hvad der skal præsenteres ved The Proms i London. Da komponisten Per Nørgård krydsede dirigenten Thomas Dausgaard og violinisten Nikolaj Znaider, var det som at se dansk musiks aktuelle kongefamilie. Dausgaard dirigerede Carl Nielsens violinkoncert med Znaider som solist, og det blev aftenen sandt at sige ikke kedeligere af. Dausgaard og Radiosymfoniorkestret er den heldigste konstellation i det symfoniske liv i disse år, og med Znaider fik Nielsen-koncerten den internationale selvfølgelighed, den så ofte savner. Znaider som maestro Den unge violinist ligner mere og mere en filmhelt fra 30'erne, i smart kjolesæt og med rubinrødt lommetørklæde. Han fører sig som maestro, og hvor utroligt det end kan lyde, vokser han for hver gang, vi hører ham. Hvem af dagens violinister ejer hans subtilitet parret med denne instinktive fornemmelse for den store gestus? Hvem er så ekspressiv som han og har samtidig denne legesyge teknik? Hvem får som han kadencer til at tale om andet end deres egen virtuositet? Nielsen glødede, dansede, græd og våndede sig i lange organiske åndedrag, sotto eller mezza voce, og Dausgaard og symfonikerne skabte et generøst rum om violinstemmen med masser af brillante små pointeringer, foredraget med kammermusikalsk élan af orkestrets dygtige musikere. Det havde altsammen ikke meget med Nørgård at gøre, og det kom næppe som nogen overraskelse, at så mange forlod koncertsalen i pausen, inden Brahms' 1. symfoni kom på programmet.