Europa 1950. Anden Verdenskrig sluttede for fem år siden, men det er stadig dystre tider på det gamle kontinent. I Østeuropa hærger kommunismens spøgelse med magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948, blokaden af Berlin i 1948-49 og Sovjetunionens prøvesprængning i august 1949, der endegyldigt beviste, at USA's monopol på atomvåben var brudt. I Vesteuropa går det lidt bedre. Efter at den amerikanske Marshall-hjælp i slutningen af 1940'erne begyndte at rulle over Atlanten, er de krigshærgede økonomier begyndt at komme på fode igen, og med dannelsen af NATO i 1949 er de vesteuropæiske lande kommet helt ind under den beskyttende amerikanske vinge. Men frygten for en ny verdenskrig med centrum i Europa sidder stadig dybt i de fleste, og den næsten totale afhængighed af USA huer ikke folk. Der er enighed om, at det politiske vakuum, der er opstået i Europa, må udfyldes på en måde, der på én gang giver større uafhængighed af USA og mindsker den russiske indflydelse. Spørgsmålet er hvordan. Allerede i 1946 har Winston Churchill i en tale på Zürich Universitet talt om behovet for at bygge et 'Europas Forenede Stater' med Tyskland og Frankrigs forening som det første skridt, men meget videre er man ikke kommet. Traktaten om Europarådet er godt nok blevet færdig i 1949, med det er lykkedes Storbritannien at udvande den således, at Rådet er blevet en forholdsvis tandløs organisation, hvis eneste beføjelse er at udstede forskellige ikke-bindende anbefalinger til sine medlemmer. Værd at tage med, bevares, men det står klart, at der må betydeligt mere ambitiøse planer og traktater til. Schumans forslag Det kommer der: 9. maj 1950 holder den franske udenrigsminister Robert Schuman sin nu legendariske tale på femårsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning i Europa. Efter forslag fra den visionære handels- og embedsmand Jean Monnet foreslår Schuman intet mindre end oprettelsen af en ny 'høj myndighed', der skal styre den franske og tyske kul- og stålproduktion. Med de to nøgleindustrier under fælles kontrol vil krig mellem Frankrig og Tyskland med udenrigsministerens ord »ikke blot være utænkeligt, men ugørligt«. Tankegangen er simpel; ved at fjerne datidens to grundlæggende ingredienser i sværindustrien, og dermed også militærindustrien, bliver det ganske enkelt umuligt for Tyskland og Frankrig en gang til at komme i krig. Våbnene vil mangle. Men trods den enkle ide er forslaget sensationelt på to måder. For det første er det et totalt brud med den hidtidige franske politik, der søger at holde Tyskland nede både økonomisk og politisk. En politik, der er i direkte modstrid med USA og Storbritannien, der ser et stærkt, demokratisk Vesttyskland som et helt afgørende led i både genopbygningen af Europa og kampen mod Sovjet, og dermed en politik, hvis visdom Frankrig under alle omstændigheder er tvunget til at genoverveje. Kovendingen i forhold til Tyskland er derfor markant, men ikke helt uventet. Den virkelige nytænkning i Monnets ide er selve strukturen i det foreslåede samarbejde. Den franske udenrigsminister ønsker nemlig ikke bare endnu en traktat eller en endnu en ny organisation, men derimod en helt ny slags internationalt samarbejde, hvor staterne overdrager en del af deres suverænitet eller selvbestemmelse til en overstatslig myndighed. Supranationalt bliver det døbt, og det adskiller sig på tre afgørende punkter fra traditionelt internationalt samarbejde, som det kendes fra for eksempel FN. For det første med den 'høje myndighed', der som et selvstændigt organ med egne ansatte kan træffe beslutninger. For det andet ved, at beslutningerne faktisk er bindende for staterne, uanset om de er enige eller ej. Og for det tredje ved, at implementeringen af beslutningerne ikke er overladt til medlemsstaterne. Det klarer organisationen selv. Kul og stål Alt dette står naturligvis ikke fuldstændig klart allerede ved Schumans tale i 1950, men at der er tale om en ny, og langt mere forpligtende form for samarbejde, var åbenlyst. Ligesom at sigtet er intet mindre end et forenet Europa. Men et forenet Europa, der ikke skal forhastes. I en sætning, der siden bliver EU's uofficielle motto, slår Schuman allerede 9. maj 1950 tonen an ved at sige, at »Europa vil ikke blive skabt på en gang, eller efter en plan. Det vil blive bygget gennem konkrete resultater, der skaber en de facto-solidaritet«. Og det første konkrete resultat er netop Kul- og Stål Fællesskabet. Ud over Tyskland tager de tre Beneluxlande og Italien imod Frankrigs invitation. Storbritannien, der på det tidspunkt er midt i en omfattende nationalisering og stadig meget optaget af sit eget Commonwealth, takker nej, men det afholder ikke de seks andre lande fra at skride til handling. Efter ni måneders forhandlinger kan traktaten om Det Europæiske Kul- og Stål Fællesskab undertegnes 19. april i Paris, og efter ratifikationen i de forskellige lande træde i kraft året efter. 'Kul og Staalpuljen' som det nye fællesskab bliver kaldt i Danmark, behersker ifølge Politikens imponerede artikel på dagen for undertegnelsen »værdier for 30 milliarder kroner og over totredjedele af Vesteuropas staalproduktion« og bliver som forventet begyndelsen på en helt ny æra i europæisk politik. Broget vej til EU Men allerede inden Kul- og Stål-traktaten bliver til noget, har Schumans initiativ sat gang i en række højst ambitiøse bestræbelser på for alvor og med ekspresfart at binde Europa sammen. I oktober 1950 fremsætter Frankrig - denne gang repræsenteret af forsvarsminister Pleven - et forslag om et europæisk forsvarsfællesskab med en fælles hær, og efter knap to år underskriver de seks Kul- og Stållande en supranational traktat om dette. Problemet med en fælles hær er imidlertid, hvilken politik den skal forsøge at implementere, eftersom der jo ikke er nogen fælles europæisk forsvarspolitik. Det fører til nedsættelsen af det såkaldte Spaak-udvalg - opkaldt efter den belgiske politiker, der er formand - som i 1953 laver udkastet til et europæisk politisk fællesskab. Pludselig går det hele meget hurtigt, og Schumans snak om de konkrete resultater som vejen til en gradvis følelse af samhørighed bliver tabt af syne. Og de store planer om fælles hær og politik falder da også på gulvet med et brag, da det franske parlament i efteråret 1954 beslutter ikke at ratificere traktaten om det europæiske forsvarsfælleskab. Et grimt tilbageslag for de europæiske kræfter, men ikke et, som det tager lang tid at komme over. Kul- og Stål Fællesskabet er jo i fuld sving og demonstrerer ved sin blotte eksistens, at det måske alligevel ikke er så dumt endda at lade den økonomiske integration føre til den politiske og ikke omvendt. Og som tænkt så gjort. De altid praktiske Benelux-lande udsender i maj 1955 et memorandum om den økonomiske integrations dyder. Det fører til en konference i Messina, som igen fører til endnu en Spaak-ledet komite. Men denne gang med et mere realistisk resultat, nemlig et forslag om et mere generelt økonomisk fællesskab med overnationale institutioner i stil med dem, der allerede findes inden for Kul og Stål. Dén ide holder vand, og allerede 1. januar 1958 træder EF-traktaten - og den mindre kendte Euratom-traktat om et atomart fælleskab - i kraft. Resten er, som man siger, historie. Trods mange tilbageslag, ikke mindst under præsident De Gaulle, er EF - eller som det blev omdøbt i 1993: EU - blevet en kæmpesucces, med indre marked, fælles mønt og et territorium, der med lidt held på topmødet i København i december kan udvides til at omfatte store dele af den tidligere Østblok. Traktaten udløber Men i takt med det bredere EF's succes er det gamle Kul- og Stål Fælleskabet stille og roligt gledet i baggrunden. I 1967 bliver dets 'høje myndighed' fusioneret med kommissionen, og efterhånden glemmer de fleste andre end eksperter og folk i de to brancher alt om det særlige fællesskab. De gange, Kul- og Stål Fællesskabet er blevet nævnt i nærværende avis de sidste 10 år, kan således tælles på én hånd, og spørger man på gaden, vil mange formentlig være svar skyldig omkring dets eksistens. Men i dag er det også slut. Kul- og Stål Fællesskabet blev indgået for 50 år siden, og eftersom man har besluttet ikke at forlænge traktaten, udløber den i dag. Og netop det stilfærdige, ja, næsten sagtmodige endeligt for den traktat, der er blevet kaldt EU's grundsten, er i virkeligheden det allerbedste symbol på dens spektakulære succes. For kul- og stålindustrierne overgår naturligvis ikke derved til national kontrol, men derimod fuldkommen udramatisk til det 'almindelige' samarbejde i Den Europæiske Union. Uden nogen stor debat, kamp eller noget andet. Eneste markering på dagen - bortset fra et møde i kommissionen - er koncerten 'Steelworx' som Luxembourgs regering har arrangeret. Et passende endeligt for en traktat, der ganske vist nu er død, men hvis bærende ide stadig går sin sejrsgang over et snart samlet Europa.