I mange år har Det kongelige Centralafrika-museum i Tervuren i Bruxelles' udkant været stedet, der fortalte den officielle historie om det lille europæiske lands kontrol med et af verdens potentielt rigeste områder, Congo. Fra 1885 til 1960 herskede Belgien over et gigantisk område i hjertet af Afrika, der bugnede af diamanter, gummitræer, elfenben og enorme ressourcer i form af gratis, sort arbejdskraft. Og siden 1910 fortalte museet i Tervuren om faunaen, glade sorte mennesker og den belgiske koloniadministration, der blev fremstillet som forbilledlig og humanistisk. Til gengæld var der ingen genstande eller beretninger om den pris, de tilsyneladende lykkelige indfødte betalte for det belgiske herredømme i landet. Den pris var høj, skrev den amerikanske prisbelønnede journalist, Adam Hochschild, i 1999. Alene mellem 1880, hvor den berømte opdagelsesrejsende Stanley underlagde sig området, og 1920, blev Congos befolkning halveret som resultatet af tvangsarbejde, sult og mishandling, hævder Adam Hochschild i bogen med titlen 'Kong Leopolds Arv. En fortælling om grådighed, terror og heroisme i kolonitidens Afrika'. Sammenligning med holocaust Antallet af ofre var omkring 10 millioner, og Adam Hochschild viger ikke tilbage fra at sammenligne med nazisternes holocaust, udryddelsen af jøder, sigøjnere og politiske modstandere mellem 1933 og 1945. Nu ønsker belgierne selv at kaste lys over denne kontroversielle fortid, og netop direktøren for museet i Tervuren, Guido Gryseels, har taget initiativ til at nedsætte en kommission af historikere, som skal arbejde frem til 2004. Arbejdet skal blandt andet munde ud i en stor udstilling på museet, der ifølge direktøren i alt for høj grad har afspejlet kolonisternes eget syn på deres indsats i det centrale Afrika, der omfattede Congo, Rwanda og Burundi. »Det er på tide, at belgierne lærer denne side af deres historie at kende. Mange generationer er vokset op i troen på, at vi bragte civilisationen til Afrika. De har ikke hørt, at kolonitiden også medførte endeløse lidelser for afrikanerne«, siger Guido Gryseels, der blev udnævnt tidligere på året. Kong Leopolds folkemord Adam Hochschilds bog er i høj grad årsag til denne selvransagelse. Ikke mindst i Belgien var omtalen massiv, da bogen udkom i 1999, for selv her var en række af Adam Hochschilds afsløringer kun kendt af en lille kreds af eksperter. Flere historikere med Afrika-eksperten Jules Marchal i spidsen hyldede bogen som et mesterværk, mens et fåtal tog afstand fra den. De var især ophidsede over påstanden om, at kong Leopold II og senere den belgiske stat gjorde sig skyldig i folkemord. Kongens ejendom Men kendsgerningen er, at sorte militser under hvid kommando systematisk udryddede befolkningen i dele af landet. Det skete ofte i forbindelse med arbejdsvægringer, som Adam Hochschild beskriver i sin bog. Især i årene mellem 1885 og 1908, hvor det gigantiske område i det centrale Afrika var kong Leopold IIs personlige ejendom under navnet Fristaten Congo, arbejdede millioner af sorte som regulære slaver. Deres kvinder blev jaget ud i junglen som gidsler, børn blev tortureret for at straffe opsætsige forældre, og sundhedstilstanden var under al kritik. Misrøgt fortsatte til 1960 Det blev en anelse bedre, da kongen solgte kolonien til den belgiske stat i 1908, men misrøgten og brutaliteten fortsatte helt frem til uafhængigheden i 1960. Ved uafhængigheden havde kun 136 congolesere en studentereksamen og kun 14 en universitetseksamen, skriver historikeren Crawford Young i bind 8 af History of Africa. »På den baggrund kan man ikke undre sig over det nuværende kaos i landet. Arven fra kolonitiden forklarer ikke alt, men den er en del af forklaringen«, mener Adam Hochschild, der glæder sig over viljen til nu at se den blodige fortid i øjnene. Fortiden skjult Denne fortid har belgierne gjort alt for at skjule, siger den amerikanske journalist til netmagasinet Cobelco, der beskæftiger sig med forholdene mellem Belgien og den tidligere koloni. Han henviser blandt andet til, at den belgiske presse og historiske tidsskrifter har beskæftiget sig meget lidt med de fire første bind af historikeren Jules Marchals store værk om Congos historie. Massiv omtale Nu er den massive internationale og belgiske omtale af Adam Hochschilds bog en af årsagerne til, at en gruppe historikere nu skal undersøge landets kolonialistiske fortid. Samtidig ønsker museumsdirektør Guido Gryseels at støve både kobraslangerne, elefanterne og historien grundigt af ude på museet for enden af Avenue Tervuren, der netop blev anlagt som en hyldest til kong Leopold II. Her beretter indskriften på en statue i forhallen om, hvordan Belgien 'bragte civilisationen til Congo'. Nu bliver den anden og mørke del af historien også fortalt.