Okay. Nu går du på arbejde, så passer jeg på babyen«, siger Johanna, der er ved at putte etårige Christian i en børnesofa fra Ikea. Mens hun stopper dynen om det målløse barn, siger hun med det opmuntrende tonefald, hun kender fra sin egen mor: »Nu ligger du dér, så sker der ikke noget. Du skal bare passe på fuglene og på edderkopperne«. Tumlingen Christian, der endnu ikke er sådan at kyse - og desuden ikke har fattet en bjælde - forsøger at komme ud. Men nu bliver tonen anderledes spids: »Nej, nej, nej! Læg dig! Ellers går jeg fra dig«. Som forældre sad vi og krympede os ved morgenbordet. Hvad er det for et hitchcocksk univers med edderkopper, bidske fugle og forældre, der til enhver tid er parate til at skride, efterladende skrigende børn? Men det er selvfølgelig bare noget, vi leger.
Stamme-fællesskab
Efter morgenmaden sadler Johanna op på den trehjulede, og så kører hun, mens jeg går ved siden af, over til børnehaven. Ved fodgængerovergangen puffer jeg hende i ryggen, for at hun kan komme op ad skråningen til fortovet, og jeg får nær væltet en maler på vej til arbejde. »Det gør ikke noget, jeg har selv sådan nogle derhjemme«, siger han. Og det er faktisk en af de største glæder ved at få børn. Det er følelsen af at blive del af en stamme, en subkultur, hvor man hjælper hinanden. Ikke kun når man selv går med barnevogn eller prøver at få et skrigende barn ned i en indkøbsvogn i Netto. Men også når man er inkognito - uden afkom. Så har vi udviklet en særlig evne til at holde døre, give en hånd, sende et venligt smil. For vi ved, at vi får brug for hjælpen selv en dag. Hvilket i hvert fald er et stort fremskridt for mig. Jeg har mere end én gang nidstirret et barn og dets forældre, hvis de har larmet i en bus eller i et fly. Men det var selvfølgelig, før jeg selv blev ramt af børn.
Rabatten er blød
Vi kører gennem parken, og Johanna har lidt problemer med at holde sig på stien. Jeg siger til hende, at hun skal passe på med at komme ud i rabatten. Hun smager på ordet 'rabatten', og hun gentager det nogle gange. Det lyder jo egentlig også godt. Jeg slog det op og fandt ud af, at det, når det betyder vejrabat, kommer af et fransk ord for krave, altså kraven mellem vejen og grøften. Men at det, når det betyder nedslag i prisen, kommer fra italienerne, der jo i renæssancens Firenze styrede pengesagerne med hård hånd med rabbatto og saldo og giro. Og så er det vist en by i Mellemøsten. Det er fedt, at Johanna vokser op med en viden om, at hun kører i rabatten, og at jeg nu ved, hvad jeg skal svare, når hun spørger, hvorfor det så hedder rabat, når det er billigt. Måske er det en af vores funktioner som forældre. Inden for de interesser, vi nu har, at give dem noget viden, noget begejstring, noget nærvær. Måske går maleren hjem og fortæller sine børn om gamle teknikker, æg og tempera, ådring og lasurfarver? Ikke fordi det er så vigtigt at vide, men fordi det er rart for børn, at deres forældre er vilde med noget.
Brioskinner
Vi er nået over til børnehaven, og Johanna er meget spændt på, om hun skal lege med bedsteveninden Agnete, eller om hun stadig er sur, ligesom hun var i går. Det gik Johanna meget på. Så jeg håber, måske næsten mere end Johanna, at stemningen vil være i orden her mandag morgen. Men der er ingen Agnete nogen steder. Indtil vi opdager, at fem piger er i gang med en avanceret leg bag et stort forhæng. Agnete og en anden treårig er blevet lagt under et tæppe med hver deres Brioskinne, som de ligger og patter på som en sutteflaske. Sophia, som er fire år, er storesøsteren, som skal sørge for, at de ligger ordentligt. Og så sidder de to femårige på en legetøjskomfur og holder kontor. Den ene af dem er Ida Marie, og hun har bukserne på: »Her sidder jeg med min søster, vi er pædagoger, og vi arbejder i en børnehave. Sophia er mit barn, og hun passer mine to babyer«. Johanna sidder stum af betagelse og kigger ind i den hemmelige verden bag forhænget. Jeg spørger babysitteren Sophia, om Johanna ikke kan få lov til at ligge sammen med de to babyer. Hun kigger i retning af Ida Marie og siger lavmælt, at det altså er Ida Marie, der bestemmer. »Der er ikke plads til en baby til«, afgør Ida Marie. »Men hvis hun kan sætte sig et sikkert sted, så hun ikke skræmmer babyerne, så må hun godt sidde og se på«. Jeg siger tak til Ida Marie, og så forsøger jeg at puffe Johanna ind i legen. Så hun i hvert fald kan sidde og kigge derinde. Men Johanna klamrer sig til mig, mens hun mumler: »Hvor er der et sikkert sted?«. Jeg løfter hende ind, så hun kan sidde op ad komfuret uden at virke skræmmende.
Tid til møde
I hånden har hun en Alfons Åberg-bog, som Agnete har glemt hjemme hos os. Jeg spørger Ida Marie, om det var en idé at læse lidt for babyerne. »Nej«, siger Ida Marie, »vi holder møde«. Jeg gik ud, mens jeg krydsede fingre for mit barns sociale evner til nu selv at komme ind i legen. På legepladsen fortalte jeg stuepædagogen, hvordan det var med babyerne, der ikke måtte få historie, fordi de voksne igen skal holde møde. Vi grinede lidt, heldigvis er det jo bare noget, de leger. Jeg gik hjem gennem parken, denne helt almindelige mandag morgen, og tænkte, at ugen sådan set bare kan komme an.