På en del punkter minder 29-årige Thomas Knak fuldstændig om den musik, han indspiller under navnet Opiate. Han er drenget, venlig og lille, ligesom musikken er legende, rar og diskret. Og hverken den instrumentale musik eller den snakkende mand råber op for at gøre opmærksom på sig selv. 'Underspillet' »Nogle vil sige, at min musik er underspillet, og det kan man måske også kalde mig. Min højde og drøjde lægger op til, at man kan puste mig væk, hvis man har lyst. Men hvis man først giver mig lov til at være der, så kan jeg overraske ligesom alle andre. Det hele er ikke givet på forhånd, når man ser mig. Og sådan er det også med musikken. Der er ikke lagt ting ind, som skal virke hårde eller bløde, og der er heller ingenting, som opfylder folks behov for at få et klimaks«. Thomas Knaks musik er en blanding af roligt klikkende computerbeats, ganske få toner fra et gammelt keyboard og bearbejdede reallyde, som tilsammen giver fornemmelse af menneskelig varme og dimensioner af åbne rum. Musik til at gå i Man kan gå rundt i musikken, når man lærer den at kende. Man kan opleve små, finurlige melodier både på 'Objects For an Ideal Home' fra 1999 og på den nye Opiate-opsamling med titlen 'While You Were Sleeping!'. Man kan decideret komme til at falde til ro og se syner på samme tid, når man er sammen med Opiates lavmælt syngende og skulpturelle lyd. Krævende stil Men man får ikke en fest foræret. Opiate er ingen optur med intenst højdepunkt, og set fra et markedssynspunkt virker Thomas Knaks kompositioner sikkert urentable. Ustressende De ejer ikke skyggen af den slags effektive klimakser og instrumentale supertricks, der har gjort Safri Duo og mange andre til salgssucceser. Og det er helt bevidst fra Knaks side. »Måske har mange mennesker brug for musik, der stresser dem. Men det har jeg ikke. I dag findes der temmelig meget musik, som sælger millioner af plader, men bare gør mig sur og stresset. Jeg kan godt lide plader, der har en afslappet holdning. Også når tempoet er højt. Min musik er meget statisk. Når et nummer først er i gang, så kommer der stort set ikke noget nyt. Jeg reducerer. Andre putter mere og mere på«. Reduktion som livsindstilling Den holdning gælder også, når Thomas Knak laver musik sammen med Anders Remmer og Jesper Skaaning under navnet Future 3 og System. Ligesom minimalismen var grundlæggende i de to kompositioner, han producerede på Björks album 'Vespertine' fra sidste år. For Thomas Knak blev minimalismen ikke overstået i 1990'erne, hvor den indstilling en overgang var på mode inden for alt fra musik til tøj, boligindretning og mad. Det var før 'Moulin Rouge'. »I dag er det overhovedet ikke på dagsordenen, at man skal reducere. Tværtimod. I dag skal man som musiker helst lyde som en dårlig kopi af et 80'er-band. Jeg forstår godt, at folk som en reaktion på minimalismen fik lyst til at skabe et lidt mere festligt alternativ. Men for mig var reduktion ingen modedille. Den musik, jeg falder for, er måske ikke lige soundtracket til Nørrebrogade en fredag eller lørdag aften. Den er mere som et lydspor til en stille villavej«. Samarbejdet med Björk betød, at Thomas Knaks særegne og insektagtige minimallyd blev kendt af en bredere kreds. Efter 'Vespertine' har han fået en del tilbud om at producere for andre. Men han har sagt nej. Ingen glamourjæger Det er ikke hans første prioritet at blive berømt. Slet ikke hvis han skal gå på kompromis med sine ideer. Han vil hellere have 15 lyttere, der virkelig lytter efter end opnå 15 minutters berømmelse. Den holdning stemmer egentlig fint overens med et musikmarked, hvor internettet har gjort det muligt for undergrunden at nå ud til ligesindede, mens de få tilbageværende store pladeselskaber går målrettet efter hitmagerne. Og lysten til at forfølge egne ideer harmonerer også godt med, at han føler sig som i et limbo mellem barn og voksen, som han siger det i musikeren og forfatteren Henrik Marstals nye interviewbog 'Alt hvad musikken kan'. Rasende juleaften Mens Thomas Knak gik i skole i Avedøre som barn, lærte han at acceptere, at bøger skulle læses og opfattes på en bestemt måde, hvis man skulle gøre sig håb om at hive bare middelmådige karakterer hjem. Men han ville hellere skabe sine egne ting og systematisere sine oplevelser på en måde, så verden virkede mest muligt overskuelig. Sådan har han det til dels stadig, når han laver musik, diskuterer, spiller fodbold osv. Og det gør ham sommetider rasende, når han har fødselsdag eller får julegaver. »Børn kan jo begynde at flæbe i en butik, hvis de får tilbudt det røde tyggegummi, når de hellere vil have det blå. Når man er voksen, er det meningen, at man skal have lært at beherske sig, hvis man får en julegave og ikke bryder sig om den. Men jeg kan simpelthen ikke holde masken. Der er vel en grund til, at jeg har ønsket mig det, som står på ønskesedlen. Hvis jeg så modtager ting, jeg ikke har bedt om, i stedet for ting, jeg havde håbet at få, så stiller jeg ikke bare op med tandpastasmilet«. Interessen driver I sit arbejdsliv har han indrettet sig, så han kan arbejde med det, han vil. Jobbet i et arkiv i Danmarks Radio garanterer, både at han kommer ud af lejligheden, og at han har en indkomst. Et lavt privatforbrug gør det muligt at vælge bestillingsopgaver til og fra. Han har lavet musik til en badeværelsesudstilling og til en kunstudstilling, fordi det interesserede ham. Og på 'While You Were Sleeping!' er der en bestilt fortolkning af radioens gamle pausesignal 'Drømte mig en drøm', som er et af de ældste stykker dansk musik. Med sit rolige tempo og sine få toner rammer den melodi alt det, som Thomas Knak synes, musik skal indeholde. I forlængelse deraf kan man spørge, om teknomusikeren Knak er mere nordisk i tonen end mange af de danske rockmusikere, der musikalsk orienterer sig efter USA? Det er Henrik Marstal inde på i sin bog, hvor Thomas Knak siger: »Der er nogle helt grundlæggende ting i den traditionelle skandinaviske folkemusik, som går igen i meget af det, jeg lytter til og selv laver«. Det betyder ikke, at han stræber efter at lave folkemusik. Spiller ikke specielt godt Faktisk er hans gentagelser af få toner også en erkendelse af, at han ikke er nogen virtuos musiker. Thomas Knak spiller ikke specielt godt. Han er lige så meget en musikkens installationskunstner, som han er musiker. Det vigtige for ham er at få sagt det, han gerne vil sige med musikken. »Der er lige så mange følelser og tanker i min musik som i andres. Jeg udpensler dem bare ikke på samme måde som i mange andre genrer, og for nogle mennesker er det da helt sikkert provokerende selv at skulle finde frem til eller tillægge tanker. Hvis man skal vælge mellem den nye Eminem og min plade, så vælger man selvfølgelig hans, som ifølge alle rygter er skandaløst underholdende i sin udlevering af moderen eller ekskæresten eller politikeren. Man vælger pladen, hvor det hele giver sig selv frem for at vælge min instrumentalplade, der ikke handler om hverken voldtægt eller terror og har et stille og roligt cover med et billede af min kæreste, der sover. Det er Eminem, der sælger flest plader. Fint nok, for det er ganske underholdende og velproduceret. Men jeg viser, at der findes et alternativ til udbasunering og fest og farver«.