Først blev det solgt for 52.000 kroner. Ti måneder senere var salgsprisen over hundrede gange højere. Og i dag er maleriet så godt som usælgeligt. Den norske guldaldermaler J.C. Dahls maleri af 'Frederiksborg Slot i måneskin' er ikke i høj kurs på det frie kunstmarked. Maleriet er som handelsvare røget ind i en karantæne på et tidspunkt, hvor priserne på kunst i den dyre klasse ellers er stærkt stigende. Risko for permanent karantæne Karantænen risikerer at blive permanent, efter at den danske stat med næsten 60 års forsinkelse har gjort krav på maleriet. Staten har netop besluttet at lægge sag an mod de tidligere ejere af guldalderværket, og den megen blæst om maleriet betyder, at det er så godt som umuligt at sælge i dag. »Mange museer leder efter den slags ting. Men hvis der er diskussion om, hvordan maleriet er blevet solgt, og hvor det kommer fra, vil det ikke være let at sælge. Så bliver køberne meget nervøse«, siger en af verdens førende kunsthandlere Richard Feigen fra New York. Han har tidligere selv forsøgt at få fingre i billedet af Frederiksborg Slot og mener, at det under normale omstændigheder ville være oplagt, at det i sidste ende havnede hos et stort internationalt museum - f.eks. National Gallery i Washington eller Metropolitan i New York. Erstatningskrav 'Frederiksborg Slot i måneskin' er et af de mest omstridte malerier i nyere tid. Få malerier i verden har skabt så meget turbulens. Og historien er langtfra slut. Det sidste kapitel kan tidligst skrives til november, hvor Vestre Landsret har afsat hele seks dage til en retssag. Her skal retten finde ud af, om auktionshuset Crafoord Nellemann & Thomsen begik en fejl, da de i september 1999 solgte maleriet på en auktion for 52.000. Maleriet var beskidt, og auktionshuset fandt aldrig ud af, at J.C. Dahl var ophavsmanden. Ved en rensning kort tid efter dukkede nordmandens signatur op, og på en auktion hos Ellekilde i København i juni 2000 nåede budgivningen op på 6,5 millioner kroner, før auktionarius slog hammeren i bordet. Fri proces Det var tre århusianske søstre, der oprindelige, satte maleriet til salg. De kræver nu mellem fem og seks millioner kroner i erstatning af Crafoord Nellemann & Thomsen. Søstrene har fået fri proces i sagen, men Vestre Landsret skal samtidig afgøre, om søstrene overhovedet var lovlige ejere af maleriet. Søstrenes far, Oluf Thygesen, var igennem en menneskealder godsinspektør på Kalø Gods, hvor maleriet i mange år var en fast del af inventaret. Godset var ejet af en tysk baron, men blev efter Anden Verdenskrig konfiskeret af den danske stat. Oluf Thygesen betragtede billedet af Frederiksborg Slot som sin personlige ejendom og tog det med sig, da han gik på pension i 1980. Oluf Thygesen kan ikke selv forklare, hvordan han fik maleriet. Han døde for to år siden. Statens advokat, Kammeradvokaten, mener, at det i stedet må være op til døtrene at bevise, at deres far fik det på lovlig vis. De tre kvinder har en idé om, at deres forældre fik billedet af den tyske baron som bryllupsgave i 1930'erne. De er dog langtfra sikre, men mener, at det efter så mange år må være op til staten at bevise, at faderen begik noget ulovligt. Hvor er maleriet? Et andet stort spørgsmål er i dag: Hvor er maleriet? Hvis staten får tildelt ejendomsretten over maleriet, vil det ikke kun betyde, at de tre søstre skal lægge et halvt hundrede tusinde kroner ned i statskassen. Det er sandsynligt, at staten også vil forsøge at finde frem til, hvor maleriet befinder sig - for derefter at stille krav om at få det udleveret. Og lykkes det, vil Statens Museum for Kunst hellere end gerne bidrage med vægplads, så Danmarks største kunstmuseum bliver endestation for J.C. Dahls omstridte natstykke. Her kan den engelske kunsthandler Timothy Bathurst måske hjælpe. Han er direktør for firmaet Artemis Fine Arts i London og spiller en absolut hovedrolle i mysteriet om Dahl-maleriet. Fingrene i maleriet Timothy Bathurst har haft fingrene i maleriet indtil flere gange. Første gang var, da han købte det af den københavnske kunsthandler Frank Nikolajsen, som bød de 52.000 kroner på auktionen i Århus. Englænderen fik efterfølgende maleriet renset og satte det straks til salg hos Ellekilde. Anden gang var efter auktionen hos Ellekilde, hvor Artemis-direktøren fik til opgave at finde en ny køber til maleriet. Kunden, der havde budt 6,5 millioner på auktionen, ville af med maleriet igen, og på dennes vegne tilbød Timothy Bathurst det til en række store museer, der dog syntes, at prisen på omkring 10 millioner kroner var for høj. I stedet lykkedes det ejeren af Dahl-maleriet selv at finde en ny køber, oplyser Timothy Bathurst. Kender køberen Men Artemis-direktøren har tidligere udtalt, at han kendte den person, der købte det - og som højst sandsynligt har det i dag. Og på spørgsmålet, om han vil hjælpe med at finde frem til maleriet, hvis staten bliver erklæret for rette ejer, siger han: »De bliver nødt til at spørge mig først. Om jeg så vil hjælpe, vil jeg beslutte mig for til den tid. Når folk spørger mig, plejer jeg altid at forsøge at hjælpe, men jeg synes lige, vi skal vente og se, hvad retten siger«. Det var også Timothy Bathurst, der i oktober udtalte til Politiken, at det var en dansker, der havde købt maleriet på auktionen hos Ellekilde. Det var i lodret strid med den kendsgerning, at det var et firma i New York, der lagde navn til en eksportansøgning til Kulturværdiudvalget. På vegne af kulturministeren holder udvalget øje med, at unikke kulturværdier ikke forsvinder ud af landet. Og det var Bathursts udtalelse, der fik Kulturværdiudvalget til at bede Kammeradvokaten om at undersøge sagen for at finde ud af, om der var spekuleret mod den danske stat. Reglerne siger nemlig, at staten skal opkøbe de kulturgenstande, der bliver nedlagt forbud imod, og mange forventede, at det ville ske i det konkrete tilfælde. Ja til eksport Myndighederne endte dog med at sige ja til eksport. Men da udførselstilladelsen var i hus, skulle maleriet alligevel ikke til USA. New York-firmaet Denton & Gardner agerede blot mellemmænd i sagen og blev købt ud af den dansker, der nu viser sig at være identisk med forretningsmanden Klaus Helmersen. Maleriet blev derefter sendt til Storbritannien, hvor der blev betalt moms i henhold til reglerne. Klaus Helmersen havde dengang ingen økonomiske problemer. Han havde besiddelser i både England og Skotland, men ønskede tilsyneladende ikke at beholde guldalderværket, som blev solgt videre. Den tidligere ejer af tøjfirmaet Carli Gry har lagt mange millioner hos Ellekilde gennem årene og har på få år opbygget en stor privat malerisamling, blandt andet bestående af dyre P.S. Krøyer-malerier. Men på grund af et mislykket finanseventyr i USA har han været nødt til at sælge ud af sine aktiver, og det har også ramt malerisamlingen. For eksempel var det alment kendt i auktionsbranchen, at det var en række af Klaus Helmersens billeder, som Ellekilde havde under hammeren på en auktion i foråret. Lukket sag For de danske myndigheder har det imidlertid været afgørende, at der i bunken af sagsakter ligger en bankoverførsel, der viser, at Denton & Gardner i New York har betalt penge til Ellekilde. At firmaet hurtigt fik pengene igen, og at det reelt var en dansker med tætte relationer til Ellekilde, der købte maleriet uden lyst til selv at eje det, spiller ikke nogen rolle for Kulturværdiudvalget. På sit seneste møde har udvalget besluttet at lukke sagen. Det sker efter indstilling fra Kammeradvokaten, der har brugt mere end et halvt år på sine undersøgelser. »Vi har afsluttet sagen, idet vi har fået svar på vores spørgsmål om ejerforholdene i udførselssituationen og kan konstatere, at der på det foreliggende grundlag ikke er tale om uregelmæssigheder«, siger Kulturværdiudvalgets formand, Erland Kolding Nielsen, der er direktør for Det Kongelige Bibliotek. 'Umuligt at gardere sig helt' Han understreger, at det ikke er Kulturværdiudvalgets opgave at kontrollere, hvad der sker med et maleri, efter at der er givet tilladelse til eksport. Og Erland Kolding Nielsen mener generelt ikke, at det er muligt helt at gardere sig imod mellemhandlere og aftalt spil. »Vi har aldrig været inde på det før. Men det er noget, som er svært at lovgive imod. Jeg tror ikke, at de politiske vinde blæser i retning af større åbenhed omkring disse handler. Der er jo tale om et privat erhverv og privat ejendom«, siger han. Diskretion er en dyd i kunstbranchen. Og det er helligbrøde for både auktionshuse og kunsthandlere at sikre kundernes anonymitet. Derfor bryder de færreste sig hverken om undersøgelser eller offentlighedens nysgerrighed. Men den kommende retssag kan være med til at kaste yderligere lys på den rolle, som Timothy Bathurst, Klaus Helmersen og Ellekildes direktør Svend Erik Olsen har spillet i sagen. 'En gang er nok' Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helmersen, og Svend Erik Olsen ønsker ikke at tale med Politiken. Men direktøren for Artemis Fine Arts afviser at have været en del af en aftale. Timothy Bathurst understreger, at han har fået sine penge for salget af maleriet, og afviser forlydender om, at det i virkeligheden fortsat er i hans besiddelse. »Jeg har ikke set maleriet på det seneste, og det tilhører ikke mig, hvis det er det, du prøver at komme ind på. Hvorfor skulle det også det?«, siger han. Du er jo kunsthandler og lever af at købe og sælge malerier. »Ja, men jeg har ikke lyst til at blive involveret i maleriet igen. En gang er nok«.