Når alt for storedele af årets revyer hidtil har været uskadeligt fedtspil uden egentlige satiriske angrebsforsøg, får Nykøbing F Revyen 2002 én til at rykke spændt frem i sædet. Samme kvikke hold tegnede sig sidste år for sommerens bedste revy og skriver selv en del af teksterne også i år. Og de gør, hvad de kan for at matche »pressens magt, uden tone og takt«, med revyens ditto. BMW'erne og moskeerne Omsider får vi f.eks. en indvandrer - revydirektør Krøll selv med fez og basarmoustache som Ahmed, et gensyn fra sidste års revy - der tør rime »BMW'erne og moskeerne« på »irriterende« uden derfor at ende som slattent medløb på bekvemmelighedsracismen. Tværtimod, i Carl Erik Sørensens lumsk elskværdige tekst er der stadig »langt fra bin Laden til Tivoligarden«. Desværre kniber det mere med den ironiske distance til klicheerne i det umiddelbart foregående 'Kampen om Møllekiosken', et Morten Korch-drama i indvandrerversion. 'Gakgak og hjerteskærende' Sørensen har også skrevet et pragtnummer om 'Sammenhold'. Ganske vist står fordommene i kø om de offentligt ansatte, der her skal lære samarbejde, men Jacob Morilds listepik af en kursusleder udleverer de lunkne terapeutklicheer vidunderligt, og slutpointens grumme prikkeøvelse får én til at se med forståelse på enhver splitterkommunal tjenestemandsapati. En i grunden gakgak og hjerteskærende Sørensen-tekst om den kvindelige forfatter af selvhjælpsbøger bliver derimod en susende forbier i Ann-Mari Max Hansens overspil. I en indfølt ensom brandert er Max Hansen til gengæld tæt på at redde en ellers søgt historie om at fejre firmajulefrokost via internettet - teknologifrygten er et synligt tema i år, også i en vrøvlekorsang om mobil- skader. 'Så overvældende at det bliver morsomt' Derimod forekommer også Gunvor Reynberg fejlinstrueret til aggression i stedet for sagtmodig tumpethed i den konen med æggene- monolog om kulturpolitik, hun selv har skrevet. Hendes tekst til pausenummeret kunne jeg ikke høre halvdelen af, men masseoptrinet var også mest for synet: Alle fem aktører og fire musikere stoppet ud som splitternøgne, overvægtige danskere med blegrøde bryster & baller, diller & daller i slaskende frihed: 'Vis hvem du er!'. Så overvældende, at dét bliver morsomt. I en tv-runde mellem Fogh, Sai Baba, Amdi og Dr. Margrethe om at være 'Den svageste leder' kunne Vase & Fuglsangs tekst have brugt mere af Reynbergs her velanbragte surmopsede aggression i Gregorius-habitten. Samme makkerpar punkterer regeringens humanitære ulandsnedskæringer præcist med en skøn omvendt nødhjælpsindsamling: Pengene tilbage, værsgo! 'Noget mangler' Så meget tekst over landsgennemsnittet og dog så få rigtigt overgivne grineture? Uretfærdigt høje forventninger? Nej, noget mangler, måske mere uskyldigt vanvid. Mon ikke en kraftig justering af type og tekstomfang i et par numre kunne holde humøret oppe i nærheden af teksternes høje niveau?.