Justitsministeriet kræver nu klar besked om de danske auktionshuses brug af fiktive bud til at presse prisen kunstigt op. Ministeriets jurister mener, at de såkaldte luftbud er ulovlige, og har bedt Foreningen af Auktionsledere i Danmark om en redegørelse for denne praksis. »Det er klart, at det giver anledning til overvejelser, når vi bliver opmærksom på, at der tilsyneladende er en praksis i auktionsbranchen, der strider imod de gældende regler«, siger Oluf Engberg, der er souschef i Justitsministeriets civilkontor. Erkender brugen af fiktive bud Det er et halvt år siden, Politiken satte fokus på forholdene i auktionsbranchen og blandt andet kunne fortælle, at auktionslederne opgiver bud, der ikke er nogen budgiver til. Et højt hammerslag er til fordel for både sælger og auktionshuse, som får procenter af salgssummen, mens køber risikerer at komme i klemme, når buddene hentes ud af den blå luft. På et efterfølgende møde mellem Justitsministeriet og Foreningen af Auktionsledere i Danmark i december erkendte auktionsledernes formand, Jesper Bruun Rasmussen - direktør for Danmarks største auktionshus, Bruun RasmussenKunstauktioner - at han og hans kolleger bruger fiktive bud. Det sker for at presse prisen over den mindstepris, som auktionshuset har aftalt med sælgeren. Brancheformanden afviste, at der bliver afgivet luftbud, der er højere end mindsteprisen, og auktionshusene mener derfor ikke, at de gør noget forkert. Men efter flere måneders betænkningstid går Justitsministeriet nu videre med sagen. Luftbud er lovbrud »Det er stadig vores opfattelse, at luftbud ikke er i overensstemmelse med loven«, siger Oluf Engberg. Og det er uafhængigt af, om der er tale om bud under eller over mindsteprisen? »Ja, for aftalen mellem sælger og auktionshus om mindsteprisen kommer jo ikke til nogens kendskab, så det er selve det forhold, at prisen lobbes op gennem kunstige bud, der er problemet. Om det så befinder sig på den ene eller anden side af mindsteprisen, er efter vores opfattelse ikke så afgørende«. Så hvis auktionsbranchen har den opfattelse, at det er i orden at fortsætte den praksis, så er det en fejlagtig opfattelse? »Ja, så er vi ikke enige«. Sverige spiller med åbne kort Det er Justitsministeriet, der beskikker landets auktionsledere. Næste fastsatte møde med brancheforeningen er i december, men det har ministeriet ikke ønsket at vente på. Hvis en vare, der sælges på en auktion, ikke opnår et hammerslag, der er identisk med eller ligger over den aftalte mindstepris, bliver varen ikke solgt. Det betyder, at hverken sælger eller auktionshus får en krone ud af anstrengelserne. Derfor forsøger auktionslederen at sætte gang i budgivningen med luftbud, hvis buddene ikke kommer af sig selv. I Sverige har man valgt at spille med åbne kort, og første bud er altid den aftalte mindstepris. Men den praksis er der tilsyneladende ikke opbakning til hos de førende danske auktionshuse, der frygter, at det vil medføre generelt lavere hammerslag. Justitsministeriets anmodning om en redegørelse landede i går på bordet hos auktionslederforeningens advokat, Aage Moltke-Leth i Odense. Han var ikke at træffe i går. Det lykkedes heller ikke at få en kommentar fra branchens formand, Jesper Bruun Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Dét ord glemte argentinerne aldrig fra kampen mod England. ’Dyr’
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen







