Der er fest i gaden i Egyptens hovedstad. På en lille vej i centrum er der hængt farvestrålende lysguirlander op mellem huse og træer. Det er en ny butik med koshary , en særlig lokal fast food, der er ved at blive indviet. Indehaverne har sat store højttalere op og spiller kassetter med høj, opstemt popmusik. Pludselig begynder en ny sang: »Jeg hader Israel«, lyder en lys mandsstemme i en monoton popsang. »Jeg hader ødelæggelse, de elsker ødelæggelse, jeg elsker Yassir Arafat«. Publikum jubler, flere synger med på den banale tekst. For her er da endelig nogen, der kan sige tingene, som de selv føler dem. Ikke nogen politisk udenomssnak her, ikke nogen diplomatisk hårdknude. Næh, israelere er nogen, man hader, palæstinenserne holder man med. Megahittet 'Jeg hader Israel' Sangen 'Ana bakrah Israel' ('Jeg hader Israel') af Shaaban Abdel-Rehim er blevet et megahit i Egypten, siden den kom ud sidste år. Og sammen med den er den arabiske vrede mod Israel kommet ud på en måde, som ingen havde forudset: på hitlisterne. Det sker med snesevis af nye sange, der i varierende grad bander og svovler over israelernes undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Nogle gange med ledsagelse af maskingeværsalver, nogle gange med stumper af taler fra den palæstinensiske leder, Yassir Arafat. Ingen popsanger i Egypten kunne drømme om at løfte sløret for sine salgstal, men 'Ana bakrah Israel' er ude i adskillige millioner eksemplarer - hvoraf piratkopierede kassettebånd formentlig udgør mere end 90 procent. Paradoks Arabiske musiktekster er ofte poetiske, nærmest svulstige kærlighedserklæringer. Men siden den anden palæstinensiske intifada begyndte i september 2000, er der sket et kolossalt skred. Flere og flere kunstnere har sørget for at have mindst én politisk sang på deres repertoire. De er ikke alle lige så voldsomme som 'Jeg hader Israel', men de er langt klarere end førhen. Egypten, den arabiske verdens Hollywood og Nashville i ét, er gået forrest. Sangene pumpes ud i stribevis, ofte som stærkt vestligt inspireret power-pop med arabisk præg. Især i de seneste uger, siden Israel invaderede Vestbredden 29. marts, er sangene sprøjtet ud af musikmaskinen. »Rent musikalsk er der intet specielt ved disse sange. De er hurtige, intense, dramatiske, i stil med det, man kan høre verden over. Det er ironisk: Sangene protesterer mod Israel og Vesten, men de serveres med amerikanske rytmer«, siger Ashraf Fouad, musikprofessor ved American University i Kairo. Fra Tom Jones til politik Han er selv kommet med på bølgen. For nogle uger siden blev han kontaktet af en af sine venner, Alaa Hamouda, der i 1960'erne og 1970'erne var berømt i Egypten som Tom Jones-imitator. Han trak sig tilbage i 1977, men vil nu, 25 år efter, tilbage til scenen og har fået sin gamle ven professoren til at arrangere musik til en politisk sang om palæstinenserne. Den udkom sidste uge. Denne er relativt forsonlig - den gamle crooner støtter den palæstinensiske sag, men opfordrer folk til at slå koldt vand i blodet og følge præsident Mubaraks diplomatiske linje og ikke gå i krig. Tilsat profesor Fouads mere blide, klassiske toner. Intifada Den slags budskaber er dog i undertal. Langt mere populære er sange som den egyptiske sangerinde Amal Mahers følelsesfulde 'Okhti Wafa' ('Min søster Wafa'). Titlen henviser til en ung kvinde, der i marts skabte sensation ved at være en af de to første arabiske selvmordsbombere af hunkøn. Eller libaneseren Ragheb Allama, der er fremme med sangen 'Min al-erhabi' ('Hvem er terroristerne'). Egypteren Mohamed Fouad bruger lydstumper fra nyhederne, Arafat-citater om at blive martyr eller helikopterlyde. Selv om de fleste af regeringerne i området maner til ro - og indimellem bremser de hårdeste af sangene ved at nægte dem adgang til radio og tv - er der også forsigtig opbakning fra toppen. 'Nashid al-intifada' ('Hymne til intifadaen') af palæstinenseren Marcel Khalife har således været fast pauseunderholdning på statsligt egyptisk tv. Og for et par uger siden var der en stor støttekoncert i Kairo, hvor stjerner som Ragheb Alama og en anden libaneser, Diana Haddad, sang de nye sange eller genoplivede gamle sange fra 1960'erne eller fra Israels skabelse i 1948. Blandt gæsterne var præsidentfruen Suzanne Mubarak, og så bliver det officielle stempel ikke mere blåt. Forsoning Ironisk nok bliver budskabet nogle gange mere forsonende, jo tættere man kommer på konflikten. Et af de hotteste arabiske navne i selve Israel lige nu, det palæstinensiske rap-band DAM fra Haifa, har lagt de politiske toner oven i de sædvanlige sange om kriminalitet og narko. Men det er uden hadefulde tekster - kun protest i titler som 'Ehna el-hurriya' ('Vi er friheden'), siger manageren, den 23-årige palæstinensiske israeler Aiman Nahas. Han ryster på hovedet over tekster som 'Jeg hader Israel'. »Den sang er ret fanatisk. Jeg stoler ikke på kunstnere, der siger, at de 'hader'. Man kan protestere, sådan som vi gør, men man bør ikke hade. Man kommer længere med forsoning. Bandet gav for nylig en koncert i Tel Aviv, og da var der omkring 300 jødiske unge, der sang med på ordene. Så tror man på, at det nytter«, siger han.