Først en hylende tragikomisk videodialog mellem tre cirkusklovner, grædefærdigt selvmedlidende over at være 'ofre' for folks forventninger om, at »man altid bare er sjov, altså«, og så åbnes selve scenen med en uimodståelig entré: Under sin baldakin kommer kejseren skridende ind iført kronet pudderparyk og guldstøvletter - og derudover i høj grad ikke en trævl, endsige nogen natskjorte. Den indskrænkede monark med selvfornøjet smil og slaskende kronjuveler er Martin Brygmann, i baldakinbærernes rokokoliberier for og bag gemmer sig Hella Joof og Peter Frödin, og scenen er stumfilm. Men vi skrupgriner forventningsfuldt, og entreen er jo på flere måder en selvkarakteristik: 'Klæ' ud' hedder dét, som Det Brune Punktum nu leger igen, med guldgaloner og damesko og vilde parykker. Umiskendeligt brunlødet og med en hel garderhue af afrokrøller afsynger Hella Joof f.eks. 'Den danske sang er en ung blond pige'. Eller hun må agere grib, snart forvandlet til »gribbenssteg« i baconsvøb, mens d'herrer igen giver den som cowboys ved ørkenbålet. Stor forklædningskunst er udfoldet i et rent revynummer om et tv-panelprogram, 'Rodebutikken', mens Martin Brygmann, det lange rær, jo er uhjælpeligt genkendelig, hver gang han svæver gennem en pause i det helt store toilette som Mary Poppins, Marilyn eller Cleopatra selv, alle i pinligt punkteret udgave.De trykker denaf, og de elsker det, så det gør vi med. Men også fordi både de og vi bliver klædt af i teksternes formidabelt lydhøre udlevering af alskens selvforkælet jargon. Cirkusklovnernes selvbeklagelse går lige over i de tres krukkede præsentationer af hinanden, f.eks. Frödin om Brygmann: »Det er så stort, så inspirerende . Er det humor? Jeg véd ikke, er det ikke nærmest en udvidet form for melankoli?«. Noget spidsere bliver udleveringen af den halve vind og den hele selvbekvemmelighed i nogle filmede dialoger om, at vi f.eks. selv »vælger vores sygdomme« - og »dem på overførselsindkomst vælger egentlig tit nogle pissedyre sygdomme, ikke?«. Eller når tre smarte enlige forældre - der vist alle er noget ved musikken - konkurrerer i ansvarsforflygtigende talemåder om deres børns tragedier. Klicheerne står også i kø i den tommetykke parodi på den patetisk-pædagogiske ungdomsmusical om hende fra 4-toget, der møder to ulve fra 'det hårde gademiljø'. For ikke at tale om den kyniske mediearbejderdialekt, der straks affejer samme scene som »den lille tragediesnas, vi lavede lige før«. Udsyret præcis pastiche tilgodeses også med en sydstats- og besættelsestragedie, en slags Leck-Fischer-møder-O'Neill, hvor Frödins drømmer af en kørestolstyran rabler henrevet om IP fra 'Rejseholdet', mens Joof som hans askegrå kone selvudslettende karter bomuld, og Brygmanns skønne lårkorte teenagedatter skingert skriger på opmærksomhed. Her er rødder til trioens fortid som kvartet med Lex & Klatten, ja, helt til dens fødsel med 'Guds blinde øje' for en halv snes år siden. Ellers kredser de jo mest om deres egne kredse, rimeligt nok, for i det selvironisk absurde er Det Brune Punktum uovertrufne, ikke i den politiske kritik. Den bibelske Fristers tilbud til Pia Kjærsgaard om alverdens magt er pudsig i sin form - bevidst naiv trick-animationsfilm afbrudt af håndfaste hentydninger til strudsepolitik - men så politisk upræcis, at man næsten er flov ved at være 'enig'. Og dét bliver et problem, fordi forestillingen ikke helt kan vælge sin egen genre: show eller revy? Nu behøver tre højmusikalske entertainere jo ikke være de skarpeste knive i skuffen med politisk analyse. Men når de nu selv vil, og dansk politik endda er fuld af selvoppustelighed? Måske kunne de hente teksthjælp, og kollegial inspiration, hos andre? Foreløbig nej: Også trioens store sangnumre i glitrende guldlys, men med barnagtigt banale tekster (»Lad hele klassen komme med til din fest . tag godt imod en uventet gæst!«), aktualiserer faktisk åbningsscenens underforståede spørgsmål: Har de selv noget på? Nå, men dét skider de brune punktummer vist på. De har nemlig fornyet den danske showscene med en afvæbnende charme, da de opfandt ekshibitionismen som selvironi.