I den litterære republik er der skikkelser, som gør mere end at digte, oversætte, anmelde eller formidle: de bærer hele foretagendet som en slags institutioner i sig selv. Sådan en institution var Uffe Harder. Om det er Statens Kunstfond eller Louisiana, PEN eller Hvedekorn, Det Danske Akademi eller talrige andre prominente såvel som ydmyge foretagender i bøgernes og kunstens verden efter Anden Verdenskrig: Intet havde været det samme uden allestedsnærværende Uffe Harder med udsynet, overskægget og den lakoniske humor. Digter først Men først og fremmest var han digter. En slags hyperrealist, før ordet blev opfundet, en modernist i familie med Samuel Beckett (som han oversatte), en surrealist og absurdist på linje med Magritte og malerkunstens andre mestre, som måske var hans egentlige verden En karakteristisk Harder-titel er 'Virkelighedens farver' (1980), en digtsamling med bl.a. følgende passage: »Giftene er ikke gifte/ kun forkert placerede/ dele af naturen«. Glimt i øjet og store varme ører De tre linjer er fra et digt ved navn 'Egentlig burde vi være tilfredse', og de giver Uffe Harder ganske godt med glimt i øjet og store varme ører, der kan høre nuancerne i det evigt undskyldende danske sprog. Til dette danske sprog overførte han ikke kun Beckett, men Simon, Flaubert, Heaney, Fuentes og uendeligt mange andre forfattere, primært fra det romanske sprogområde. Hotline til sydvesteuropa Uffe Harder var en permanent hotline til det italienske, franske og spanske, han var manden, der kendte sin samtids forfatterkolleger overalt i disse lande, og som formidlede frem og tilbage med en entusiasme, der gennem et lille halvt århundrede velsignede læsere, litterater og digtere i alle Harders lande med store og kvalificerede inspirationer. Uffe Harders sidste digtsamling, 'Lyde i stilhed', kom i 1993. Men allerede i 'Virkelighedens farver' er der et digt, 'Ordene', som lader stilheden sænke sig. Det skal her citeres fra næstsidste udgave af 'Danske digtere i det 20. århundrede', et værk Uffe Harder nødvendigvis måtte være centralt placeret i. Her får han selv de sidste ord: De sidste ord er ikke de afgørende

men ordene er afgørende

og at skrive dem

ikke træthed

men viden om vilkårene

og udholdenhed

i det rum hvor du nu bevæger dig

uden at vide

hvad du vil finde.