Nella Lisi er tilbage i 1964. Den 52-årige mor til tre klapper vildt og kaster håret og det meste af overkroppen fra side til side. Indimellem sidder hun helt stille med hænderne op for den åbne mund. Hendes mimik er som teenagernes på storskærmens sort-hvide film fra Beatles' første nordamerikanske turné. Dengang sad Nella i Toronto Leafs Garden som 14-årig og skreg om kap med veninderne. Nu er hun tæt på ham igen. Paul McCartney er på scenen med samme drengede attitude som dengang, han synger 'All My Loving', og de afdøde John Lennon og George Harrison er ligesom Ringo Starr lyslevende på billederne bagved. Tidligere på denne regnvåde lørdag har der ellers ikke været meget Beatles-mani over Canadas største by. Merchandise-butikken The Beatlemania Shoppe på John Street melder godt nok om stigende salg, men i modsætning til i 1964 er det svært at finde en radiostation, der pisker en stemning op. Og på spørgsmålet om avisen Toronto Star har noget om, at Paul McCartney spiller samme aften, svarer hotelmanageren på Global Guesthouse, at det ved han ikke, for nogen har taget sportssektionen. Uden for Air Canada Centre om aftenen ved folk dog godt, at det ikke handler om ishockey. Der er elektricitet i luften, og billethajerne lugter blod. De første søgende øjne tilbydes billetter, der har kostet 100 canadiske dollar (cirka 500 kroner), til 500 dollar (cirka 2.500 kroner). Det er i den grad sælgers marked. De knap 25.000 billetter til koncerten i Toronto blev som de fleste af de andre på Paul McCartneys Driving-USAturné revet væk på omkring et kvarter, og anmeldelserne fra den tidligere beatles første seks koncerter har været meget positive. Rockkritikerne bider især mærke i det godt sammenspillede band og den 59-årige musikers stærke stemme. Frygten for, at bedstefar McCartney skulle lide samme Las Vegas-skæbne som Elvis og andre afdankede stjerner, er gjort til skamme. En af koncertens sangtitler 'Getting Better' fremhæves som symbolsk for den udvikling, McCartney har gennemgået. Personligt fra hans kone, Linda, døde af kræft i 1998 til i dag, hvor han har fundet en ny kæreste, datteren Stellas veninde Heather Mills. Og musikalsk fra hans nye plade 'Driving Rain' fik skuffende anmeldelser i fjor og til det show, som flere aviser kalder 'mesterligt'. »McCartney har fundet en måde at omfavne sin tunge Beatles-arv, uden at den trækker ham ned. Han hev den ud af historiebøgerne og op, hvor den hører hjemme: på scenen, sitrende levende«, skrev San Francisco Chronicle efter den første koncert på turnéen i Oakland 1. april. »En koncert, der var tæt på perfekt. Det var en aften, hvor selv den mest stædige John Lennon-fan må have været overvældet«, skrev San Jose Mercury News. Nella Lisi har læst om anmeldelserne i de lokale aviser, og superlativerne har skruet hendes forventninger yderligere i vejret. Hun er taget ind fra Toronto-forstaden med sin mand, Jo, og de er begge overraskede over, at der er så mange mennesker, der end ikke var født, da Beatles gik i opløsning i 1970. To af dem står lige bagved i køen. 28-årige Brad Sullivan har fået »den bedste fødselsdagsgave i mit liv« af sin kone: et par 250 dollar-billetter, som hun har måttet betale næsten 1.000 dollar for. Beatles-nørder »Men jeg ville ikke have tøvet med at betale mere. Vi ved jo ikke, om det er sidste gang, at Paul er på turné«, siger Brad, der er kørt de 400 km fra Canadas hovedstad, Ottawa, med sin storebror, 30-årige Corey. Som børn var brødrenes favoritlegetøj en ottespors spolebåndoptager med kendte og sjældne Beatles-sange. Brad havde problemer med fransk i skolen, men kunne Beatles' to obskure tyske udgaver af 'She Loves You' og 'I Want To Hold Your Hand' udenad. Storebror Corey spiller i dag guitar i et Beatles-kopiband og quizzer med et par omkringstående: »Hvad var den første ikke-kærlighedssang, Beatles udgav?« ('Nowhere Man') »Hvilke to Beatles-sange indeholder franske ord?« ('Michelle' og 'Paperback Writer'). »Vi er Beatles-nørder«, erkender Corey Sullivan og peger på sin Yellow Submarine- T-shirt. »Men her er jo også helt almindelige mennesker, der bare er fascineret af musikken«, tilføjer han. Heriblandt 15-årige Kathy Gove - der dog ikke er helt almindeligt klædt i en Sgt. Pepper-uniform, som får metaldetektoren til at bippe. »Beatles' musik er så varieret. De har en sang for hver stemning, du er i: glad, forelsket, melankolsk, deprimeret, party-agtig«, forklarer hun og køber en tour-T-shirt, selv om hun synes, at Driving USA-holdet har kørt priserne op i det overgearede: Billigste T-shirt koster 50 dollar, og selv et lille klistermærke løber op i 10 dollar. Tyndhårede fans Kathys forældre er med, men hun skal ikke sidde sammen med dem »selv om min mor og far holder sig en del bedre end de fleste her«, bemærker hun og rynker på næsen ad et par, der som en del andre i hallen ligner medlemmerne fra 60'er-bandet The Mamas and The Papas, blot i væsentlig mere omfangsrig og tyndhåret bedsteforældre-udgave. Der er dog også mange unge cool koncertgængere, hvor læderbukserne strammer de rigtige steder. De nikker anerkendende, da showet så småt begynder med moderigtig ambient-musik og akrobatik. Og så er han der pludselig med sit varemærke, den violinformede Höfner-bas løftet højt over hovedet. Nella Lisis hænder ryger op til munden for første gang, mens hele Air Canada Centre rejser sig i et brøl. Paul McCartney har salen med sig. Og virker meget veloplagt. Modsat en del andre i sin generation behøver han ikke rulletekster for at huske sangene. Og da han en enkelt gang glemmer et par linjer i 'You Never Give Me Your Money' synger han i stedet, »og her er det, at jeg glemmer ordene, og jeg vil sikkert ikke engang kunne huske dem ved turnéens slutning«. Blanke øjne Indimellem bliver han dog mere alvorlig og minder publikum om at sige til deres kære, at de elsker dem, mens de endnu er i live. Det er introen til 'Here Today', hans hyldest til den myrdede John Lennon, der udløser et af aftenens største bifald og efterlader mange andre end Nella Lisi med blanke øjne. Noget mere humoristisk er hans tribut til George Harrison, som han da også fik sagt ordentligt farvel til inden kræftdøden i fjor. En af vennens mest markante sange, 'Something', leveres i en fjollet ukulele-version som sidste nummer i en halv times akustisk session, hvor McCartney er alene på scenen. De få gange, Nella Lisi og resten af salen ikke virker helt tændt, er under de nye numre. Air Canada Centre er klart mest på mærkerne til de gamle sange fra Beatles- og Wings-tiden. De rocker med i 'Can't Buy Me Love' og 'Jet', de har lighterne fremme i 'Let It Be', og da kameraerne til storskærmen rettes mod publikum i 'Hey Jude', er det svært at finde nogen, der ikke deltager i den gigantiske fællessang. Selv de karseklippede, hærdebrede Security-fyre skråler Nah, nah, nah, na, na, na, nahh . Paul McCartney kaldes ind til ekstranumre to gange og slutter af med at rulle et 20 mands sækkepibeorkester ind i 'Mull Of Kintyre' og give en heftig version af 'Sgt. Pepper' (reprise) og 'The End'. Da lyset endelig tændes efter to timer og 50 minutter, er en af de unge læderbuksefyre lettere imponeret: »Næsten tre timer, på scenen uafbrudt. Ikke dårligt af en bedstefar«. Og Nella Lisi sidder svedig og forstenet. Udmattet af at have set sit liv passere revy. »Jeg troede virkelig ikke, at han . at det ville være . so alive «. .