»Mine sutter hænger på et træ på Blegdamsvejen«, siger tapre Johanna, når nogen spørger. Hun klarede - cold turkey, no turning back - at gå af sted med sine sutter til suttetræet på legepladsen ved Blegdamsvejen i Fælledparken. Og selv om hun beklager sig lidt om aftenen, så er hun helt med på, at det er slut. Slut med sut. Man fylder vel tre år. Hendes overtalelseskneb over for sig selv er, at hun siger, at hun vil tilbage og hente sine sutter på træet, når hun vokser ned igen. Vi har forsøgt at forklare, at man ikke kan vokse ned. Men det virker, som om det er en god trøst - håbet om en bonustur på barndommen. Hvilket man vel ikke kan fortænke hende i, for hvem har ikke lyst til at vokse en smule ned en gang imellem?
Jeg vil bestemme
På den anden side er hun også helt på det rene med, at der følger privilegier med at blive stor. Som da hun skulle have fødselsdagskage med i børnehave: »Så skal jeg have det første stykke - med klovn og tal. Og så skal jeg sige, hvilke instrumenter der skal spilles på (i sangen 'Og hør, nu her, hvordan vi alle spille kan, red.' ). Og så skal jeg bestemme hele dagen!«. Derhjemme fik hun i hvert fald hundset det igennem. Og hun fik stort set, hvad hun havde ønsket sig. Det mest brændende krav var et riddersæt, som onkel Mikael naturligvis lod sig lokke til at investere i. »Sådan et sværd har jeg ikke haft i mange år«, sagde hun. »Det trænger jeg virkelig til«. Ingen tvivl om, at hun med sin treårsfødselsdag pludselig er rykket ind i forbrugernes glade rækker. Ting er glæde. Nye ting er stor glæde. Fister kødsovs
Så er det billigere med Christian, som lige er fyldt ét år. Han er en simpel mand med simple behov. Han har nok aldrig prøvet noget så sjovt, som da vi skulle vække Johanna på fødselsdagen med grydelåg og træskeer. At lave larm er det bedste, han ved, og når far og mor så også er med på den! Han elsker også alle køkkenmaskinerne, og han har indledt sin sproglige karriere med at efterligne lyden af blenderen, røremaskinen og kaffekværnen. Han er begyndt at gå og stå. Hvilket betyder, at han nu nægter at forholde sig i ro, at sidde stille i en barnevogn eller ligge på et puslebord. Derfor har vi nu opfundet det stående bleskift, hvor han kan stå og holde hujende i en stang, mens vi skifter ham. Og helst vil han også stå op i barnevognen og skue i kørselsretningen som en stovt Ben Hur, hvilket er grunden til, at vi er begyndt at kalde ham Fister Løgsovs. Det navn fik Johanna ikke rigtig fat i. Måske fordi vi så sjældent får løgsovs hjemme hos os, hvem gør egentlig det i vore dage? Så hurtigt er Christian blevet omdøbt til Fister Kødsovs - og det passer faktisk ganske godt til ham. Det nye navn blev sådan en succes, at Johanna krævede at få det igen. Nu vil hun være Kødsovs, så må Christian være Suleiyma, et kælenavn vi ellers brugte til Johanna. Det manglede vel bare, når man er tre gange så gammel. Johanna gi'r, Johanna ta'r, Johanna er en guitar.
Liv og død
Og nu vi er ved gammel. Så er hun begyndt at stille et meget foruroligende spørgsmål: »Hvornår er jeg for gammel til at leve mere?«. Vi har haft en del dødsfald i familien, og jeg har forklaret hende, hvordan morfar blev syg og gammel og ikke kunne leve mere. Og selvfølgelig har hun ret i logikken. Hun skal også dø en dag, hvor frygteligt og ubegribeligt det end kan virke. Jeg skynder mig selvfølgelig at forsikre hende om, at der går lang, lang tid, før hun er så gammel, at hun ikke kan leve mere. Hvorefter hun spørger, hvornår mor og far så dør? Næ, så er det nu lettere, når hun spørger, »hvilket dyr gi'r vand?«.