Aftenens nuttede højdepunkt er dér, hvor den ene afrikanske kæmpeelefant forsigtigt føler sig for og stiller sig i bro mellem to postamenter, hvorpå den anden kravler nedenunder. Det er svenske Diana Rhodin, der præsenterer de to lidt livstrætte mammutter, ligesom det er hende, der viser flotte og fyrige Frieser- og Lippizanerheste i fri dressur. Fri er den i hvert fald. Så der er dyr i teltet og på pladsen, og Cirkus Benneweis lugter og lyder helt rigtigt, når man nærmer sig det flotte telt og de mange vogne på Dyrskuepladsen i Hillerød. Det er familiens sæson nr. 115! Stuur, stuur nummer Hvad skal der mere til, ud over lidt savsmuld, en masse popcorn og noget cirkusmusik? Der skal et stort nummer til, mindst ét rigtigt stuur, stuur nummer i verdensklasse, og sådan ét har man også, nemlig jongløren Kris Kremo. Han gør sin entré i smoking og med nonchalant daskende håndled, men snart begynder han at sætte sin hat, som han vil, og så udfører han ellers med tre bolde, tre cigarkasser, tre hatte og en cigar et nummer, som må sikre ham en plads i Sankt Peters Cirkushimmel. Cigaren er ingen uvæsentlig detalje: Med fuld røg på kanonen vipper Kris Kremo sin røde bowler op til stående stilling - jeg tør ikke tænke på, hvor svært, det må være. Men Kremos nummer med de tre rekvisitter er også udviklet over tre generationer i hans familie, og i dag kopieres det med større og mindre held af mange andre. Her har vi imidlertid den rene vare, og det er er stykke artisteri i verdensklasse. Spanske klovner Forestillingens spanske klovner er familien Alexis, som har klædt sig lidt hjemmelavet ud, men i øvrigt præsenterer et klassisk nummer med trompeter og stærk kontakt til publikum. Klovnerne kommer ind sent i forestillingen, og først her skabes der for alvor nærhed mellem manege og tilskuerpladser, hvilket jeg nok synes, Benneweis skulle tænke over en ekstra gang. For lidt Diana Der er ingen Sprechstallmeister i showet, numrene følger bare hinanden uden nærmere forklaring eller humørtilskud, og det er en stor mangel. Der er stil over det, når Diana Benneweis allerførst rider ind og byder velkommen på sin sorte bryggerhest, men så ser vi hende ikke igen før finalen, og det er for lidt. Publikum føler sig forladt, hvilket accentueres af, at forestillingen endnu ikke helt har fundet sit tempo og det rette forløb mellem numrene. Første akt er for svag. Menneskeligt cirkus Men numrene er der, og mange af dem er på højt niveau. Benneweis er et cirkus med menneskelige dimensioner, hvor humor og intimitet tæller højere end larm og livsfare. Klovnen Chico er en charmerende løvedomptør med en puddelhund klædt ud som dyrenes konge, en flok russiske vippebrætartister giver et kraft- og humørfyldt nummer som brand- og klodsmajorer, og der er både en egentlig hundekomedie ('Biasinis Dogact') og et komisk nummer i såkaldt 'vertikalsejl', hvilket er et hængende tov, som man svinger sig selv og sin partner i: Her går nummeret planmæssigt i ged for 'Duo Kalade', som angribes af legelystne vovser. Forresten er der bugtaleri, hullahop, tåspids på tårnline, et trapez- eller strapatbåndnummer forklædt som sovekammerscene og meget mere. Benneweis har en 2002-forestilling med masser at prale af - og det skulle de så se at finde en Sprechstallmeister(inde), som gør.