Idet sidste afsnit af 'Rejseholdet', sendt mandag aften på DR TV, ligger der en mobiltelefon på hospitalsstuen, hvor Gaby på et tidspunkt er indlagt efter sin hårde medfart i hænderne på den psykopatiske forbryder. Mobiltelefonen ligger i billedet længe, flere sekunder. I hvert fald længe nok til, at man tydeligt kan se, at den er af mærket Ericsson. Hallo, hallo - nu er det bare spørgsmålet, om vi efterhånden har forstået budskabet med den populære tv-serie. Noget nyt skudt frem Budskabet er noget i retning af, at gamle Danmark ikke længere skal bestå. Noget nyt er skudt frem, og derfor gælder det også i universet for populære danske tv-serier, at de gamle dyder og traditioner er passé. Set i lyset - eller mørket - af 'Rejseholdet', er det f.eks. klart, at en klassiker som 'Matador' er alt for blød, harmløs og behagesyg. Bundsolid folkelighed Men samtidig er det vigtigt at fastholde, at 'Matador' også midt i sine seriøse og alvorlige samfundsbilleder netop fungerede på et overskud af charme, varme og humor. Et overbærende glimt i øjet. En bundsolid folkelighed. Kvaliteter, der stort set har kendetegnet samtlige populære danske tv-serier gennem tiderne. Også nyere eksempler som 'Taxa' og 'Strisser på Samsø', selvom det her begynder at stramme en smule til. Et moderne 'Rejseholdet' Men 'Rejseholdet'er et brud med denne måde at se tingene og Danmark på. For hvor de fleste hjemlige tv-serier hidtil har næret en mere eller mindre skjult kærlighed til den typiske danske folkekomedie - fra Morten Korch-filmatiseringen 'De Røde Heste' fra 1950 og en tre-fire årtier frem - der er det andre, mere moderne stilarter og stemninger, som slår igennem i 'Rejseholdet'. Der er ikke meget at grine ad. Der er ikke meget at være fælles om. De fleste tilløb til folkekomedie er her fuldstændig borte med blæsten, og det er i stedet hårdere, mere desillusionerede og nutidige hjemlige film som 'Pusher', 'Bleeder' og til nød 'Blinkende lygter', der er sammenligningsgrundlaget. Overlegen stil Det ligger i tv-serien i de mange gennemført kuldslåede atmosfærer. Den trykkede og uforløste stemning, hvor de involverede personer oftere går hinanden på nerverne end kommer hinanden ved i gammeldaws forstand. Det ligger i det dunkle farveregister - fra mørkeblåt til sort - og i den kendsgerning, at kun få af de enkelte scener er klart oplyste og overskuelige i deres helhed. Teknisk og stilistisker alt dette ført ud i livet på en imponerende og overlegen måde. Man kan måske sige, at hvis Ole Christian Madsen med 'Edderkoppen' tog det første lidt usikre og overdrevne skridt for en ny tids danske tv-serier, så fuldender 'Rejseholdet' med stor overbevisning fornemmelsen af, at der ingen vej er tilbage. Væk er samfundet Gamle Danmark består ikke længere. Ericsson har taget det. I 'Rejseholdet' er det ofte sådan, at forbrydelser både begås og opklares med udstrakt brug af mobiltelefoni og internet. Hvilket egentlig burde være en ret triviel iagttagelse. Sådan er tiden. Fred være med den. Men det interessante og afgørende ligger netop også i de videre konsekvenser af denne konstatering. Nemlig den kendsgerning, at samfundsskildringerne i 'Rejseholdet' er skrumpet ind til et minimum. Et underligt vakuum Der er intet samfund i serien. Ud over spredte glimt af skæbner er der kun et teknologisk skelet af kommunikation og information tilbage. For samfundsmæssigt portrætterer serien et underligt vakuum. Danmarks natur, geografi og bymiljøer i en serie flot turnerede overbliksbilleder, der imidlertid i seriens løb aldrig knyttes sammen til en levende og sammenhængende social helhed, og som derved i længden kommer til at minde faretruende meget om smarte videopostkort fra et land ved navn Melodi Grand Prix. Uden Danmark i kød og blod For det er måske det mest bemærkelsesværdige ved 'Rejseholdet' og seriens succes. Æstetisk og stilistisk afskriver den fortidens velkendte Danmark, men det nye Danmark har den intet andet bud på end en tom skal med en række flygtige stemninger og en masse kommunikation. Der er intet Danmark af kød og blod i 'Rejseholdet'. Ingen frodighed, ingen mangfoldighed. Der findes næppe én eneste muslim i serien, og islam er noget, man bekvemt har retoucheret bort - for fremmedartet på en alt for konkret måde. Spiller på ubestemt frygt Paradoksalt nok er det måske alligevel her et sted, seriens overvældende popularitet har sit udspring. Den spiller på en ubestemt ængstelse og frygt, som af de plagede og tilknappede ordenshåndhævere bliver slået ned med hård hånd. Forbrydelserne i 'Rejseholdet' er ofte bestialske og perverse - voldtægt, incest, sadisme, seriemord - men de er netop aldrig forankret i en samfundsmæssig realitet. Snarere virker de mystiske, overnaturlige, dæmoniske. De er som en samling makabre og onde ånder, der driver i den danske vind. Moderne eksorcisme En råddenskab, der skal udryddes. Ved hjælp af teknologi og telepati. Ved hjælp af den synske Thomas la Cour, som kan se det hele for sig. Han kan kommunikere med det overnaturlige, er informeret om dets gøren og laden. Og dermed fuldender han billedet af 'Rejseholdet' som en lektion i moderne eksorcisme. Danmark er gået under, og nu er der noget råddent på færde i landet. Er der en mobiltelefon til stede? Er der hul igennem?