Da Arne Ungermann døde i 1981, hæftede man sig i nekrologerne nok så meget ved avistegneren Arne Ungermann. Ikke så mærkeligt, eftersom Ungermann i mere end et halvt århundrede havde haft sin gang i Politikens Hus. Berømt blev han ikke mindst for sine illustrationer til værker som 'Candide' og 'Baron von Münchhausen' og de erotiske klassikere 'Decameron' og Ovids 'Elskovskunsten'. Banebrydende børnebogs-illustrator For en senere generation blev hans navn knyttet til Halfdan Rasmussens 'Tosserier'. Men nok så vigtig var Arne Ungermanns indsats som banebrydende illustrator af danske børnebøger. Arne Ungermanns streg har båret flere danske børnebøger til uopslidelig popularitet. 'Palle alene i verden' Sammen med Jens Sigsgaard lavede han i 1942 'Palle alene i verden'. En børnebog, som på mere end en måde blev banebrydende. 'Palle alene i verden' var den første af de moderne danske billedbøger, der nåede ud over en snæver kreds af pædagogisk interesserede intellektuelle. Succes fortsatte efter krigen Efter krigen fortsatte Palle sin sejrsgang over hele verden. Inden da havde Ungermann og Sigsgaard fortsat succesen med børnerimene 'Okker gokker gummiklokker og andre børnerim' (1943) samt 'Abel Spendabel og andre børnerim' (1945). Snart vidste alle danske børn, at man kunne købe frikadeller i fru Hansens kælder. Ligesom de vidste, hvordan det selvfølgelig måtte se ud, når 'æg' skulle rime på 'skæg'. Inspiration til motorsavsmassakren? Takket være Arne Ungermanns runde, venlige og ikke sjældent ganske upædagogisk bloddryppende streg vidste de også, hvor grueligt galt det kunne gå, når man dristede sig til at spørge »Av godav/ maa jeg laane din Sav?«. Måske var Arne Ungermann i virkeligheden en af de arkaiske inspirationskilder, da Tobe Hooper i 1974 spillede så blodigt på sav i 'Motorsavsmassakren'? De første En børnebilledbog var ensbetydende med 'Den store Bastian' eller 'Peters Jul', da Arne Ungermann i 1925 gjorde sit første spæde forsøg med 'Kaspar Knalds Oplevelser'. Situationen var uforandret i 1932, da Ungermann kom til at vække vældig furore med en lille billedbog på 16 sider. Ny fortællestil Den hed 'Jørgens hjul' og havde undertitlen 'En moderne billedbog for børn. Trafikmidler før og nu'. Ikke umiddelbart nogen sprængfarlig indholdsbetegnelse skulle man mene, men med sin hyldest til fremskridtets teknologi, sine tilløb til fotomontage og spor af kubisme lagde den litografisk uddannede Ungermann en helt ny fortællestil for børn frem. Samarbejde med Hans Kirk Det vakte opsigt. Mindre kontroversielt blev projektet ikke af den ledsagende tekst skrevet af Hans Kirk. Forfatteren til 'Fiskerne' var ikke til sinds at lægge skjul på sit verdensbillede: »Paa Luksusdamper, første Plads/gaar rige Folk paa Eventyr,/ og nede dybt i Skibets Bund/ Fyrbøderen staar ved sit Fyr«. Tilbage til løssluppen fantasi Den slags moderne socialpropaganda kunne da virkelig ikke være noget for de uskyldige smås øjne og ører. Sammen med Harald H. Lund lavede Ungermann nogle år senere den trafikpædagogiske 'Onkel Færdsels-Signal', den berømmede 'Toget' og en række andre samfundsnyttige børnebogsprojekter som f.eks. 'Hvide Tænder og rene Hænder', inden han i 1940'erne og 50'erne begyndte at dyrke en mere løssluppen og mindre målrettet form for fantasi. Moralsk fortælling Arne Ungermann var på alle måder en etableret illustrator, da han i 1949, 1950 og 1955 tegnede de tre børnebøger, som Høst & Søn nu genudgiver i anledning af 100-året for tegnerens fødsel. Tre bøger, som vel har stået noget i skyggen af den popularitet, som blev andre af Ungermanns børnebøger til del. 'Lottes forvandling' og 'Pusti, som hverken var fugl eller fisk' er begge i den velkendte Ungermann-stil. 'Lottes forvandling' med tekst af Aase Hauch og Erik Villum har ikke ganske tilfældigt en pige med en løftet pegefinger på omslaget. Det er nemlig en såre moralsk fortælling om en tvær og klodset pige, der kommer på kant med sine forældre. Skyts rettet mod forældrene Men hvor pegefingeren før krigen nok var blevet rettet imod den besværlige Lotte, var det nu forældrene, der måtte stå for skud. Den pædagogiske forståelse var for alvor ved at skulle få sit gennembrud som faktor i samfundet, og nu var det forældrene, der måtte mærke på egen krop, hvordan det var at være den lille. Det er dog snarere end teksten Ungermanns klare og indholdsudfoldende tegninger i stil med 'Palle alene i Verden', der lever intakte videre. Ungermann solo 'Pusti, som hverken var fugl eller fisk' er en af de få børnebøger, hvor Ungermann selv lavede både tekst og tegninger. En charmerende og herligt tegnet lille fabel om en gråstribet kat, der på sin rejse ud i den vide verden takket være en magisk a-bra-ka-da-bra-sommerfugl får chancen for at kunne forvandle sig. Katten vil gerne være som de andre dyr og samtidig forblive en slags kat. Men en kat med snabel og vinger er hverken fugl eller fisk. Stol på dig selv Moralen er klar og kontant: Vil man stå på lige fod med de andre, skal man være sig selv bekendt. I stedet for at gøre alt for at komme til at ligne de andre. På det punkt vidste Arne Ungermann nok, hvad han talte og tegnede om. For at komme til at ligne de andre, var noget, han som tegner aldrig var i fare for at komme til. Kvanki-vanki Bekræfter bøgerne om 'Pusti' og 'Lotte' bekendtskabet med den kendte og elskede Arne Ungermann, så er 'Historien om fire børn, en missekat og en kvanki-vanki' genudgivelsen, der vækker bevidstheden om hans spændvidde og farvesans. Jørgen Nash gendigtede i 1950 den engelske forfatter Edward Lears vidunderlige nonsenseventyr 'The Story of four little Children who went around the World' fra 1845. Her hører en ø fyldt med kalvekoteletter og chokoladeknapper til det absolut mest almindelige sammenlignet med tropiske grævlingehunde, betroede agurker og krabber, der prøver at strikke vanter ud af lyserødt uldgarn fugtetmedlavendelvandoghvidvinstoddy. Plakatkunstneren Lears vilde fantasi fandt en oplagt fælle i Arne Ungermanns, men i stedet for at lade det barnlige dominere entydigt skabte Ungermann her en tidssvarende stil, der kunne stå sig som både barnlig og voksen. Og hvor den enkelte illustration såmænd mageligt kunne reproduceres som plakat. Hvilket jo ikke er så mærkeligt, når man tager Arne Ungermanns status som dansk plakatkunstner i betragtning. Arne Ungermann mestrede det meste. Selv den svære kunst at få en kvanki-vanki til at makke ret i fantasien og på papiret.