Luften var tung af symbolik onsdag på Gammel Strand i København, hvor flere tusinde kunstnere og intellektuelle hørte på taler vendt mod regeringens kulturpolitik. Pludselig kiggede de fleste over på den anden side af kanalen. For nede ved Nationalmuseet dukkede hundredvis af røde faner frem, og bag dem gik flere tusinde deltagere i fagbevægelsens demonstration mod den borgerlige regerings finanspolitik, som Folketinget behandlede kun få hundrede meter derfra. Den mytiske venstrefløjsdrøm var en realitet: Arbejdere, intellektuelle og kunstnere var samlet i en fælles protestbevægelse, og få minutter efter gik et optog af studerende ind på Slotspladsen. 1970'er-romantik i 2002 Det lyder som ren 1970'er-romantik. Men det var virkelighed den 22. marts, og under alle omstændigheder skal vi mange år tilbage for at se så mange kunstnere og intellektuelle på gaden i en fælles aktion. Men handler det så kun om bibliotekspenge, fondsmidler og støtteordninger, eller stikker protesten dybere ? Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich gav selv et bud i en tale til demonstrationen foran mindeankeret i Nyhavn. »Lige i dag drejer det sig om penge, men på længere sigt handler det om en kulturkamp, hvis vi skal hindre, at forretningslivet i fremtiden bliver det eneste tilladte liv i Danmark«, lød det fra ham. Værdier brydes Professor i litteratur ved Københavns Universitet, Hans Hertel, der blandt andet har skrevet om engagerede kunstnere og intellektuelle fra trediverne til den kolde krig, ser tydelige tegn på et opbrud. »Kunstnernes protester handler ikke kun om penge, men om værdier. Derfor kan man godt kalde det, der er ved at komme i gang nu, for en kulturkamp. Værdier står imod værdier«, siger han. Kunstens luksusludere Slaget om bibliotekspengene var en overgang - for tre uger siden, og med kulturminister Brian Mikkelsen (K) ved roret er tre uger lang tid i dansk kulturpolitik - ved at dominere debatten om regeringens kulturpolitik. Der blev også talt om bibliotekspengene ved demonstrationen onsdag og ved Dansk Kunstnerråds møde sidste uge på Københavns Universitet, der under den bombastiske titel, 'Fra guldalder til stenalder', indvarslede første akt i det organiserede oprør mod regeringens kulturpolitik. Her advarede blandt andre den tidligere formand for de skønlitterære forfattere, Georg Metz, ministeren mod at tro, at sagen om bibliotekspengene er slut. Det bliver for eksempel svært at sætte forfatterne op imod hinanden, skønlitterære mod faglittererære, oversættere mod kunstnere, indtægter over og under 5.000 kr. i biblioteksafgift. »Vi er i den Mikkelsen'ske forstand en slags luksusludere, der skal komme den billige erotik til livs«, sagde Ebbe Kløvedal Reich onsdag med henvisning til ministerens forsøg på at spille de 'rige' forfattere som ham selv ud mod de 'fattige'. Kunststøtte, statsstøtte til film, teater og andre dele af kulturlivet vil fortsat være på dagsordenen alene af den grund, at store dele af dansk kulturliv ikke kan udvikle sig uden denne støtte, som en dreven turistmand som direktøren for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, understregede i Politiken fredag. Men oprøret har også andre og mere principielle dimensioner. Aggressionens politik På samtlige møder for kunstnere og intellektuelle i de seneste uger er ét tema gået igen, nemlig statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) angreb i sin nytårstale på 'eksperter' og 'smagsdommere'. De ideologiske og holdningsmæssige fronter er trukket op i en grad, vi ikke har kendt i mange år, mener Hans Hertel. »Angrebet på eksperter og såkaldte smagsdommere var et godt eksempel på det, man kan kalde aggressionens politik, og den bruger regeringen i udstrakt grad. Vi er langt fra tidligere borgerlig politik, hvor et parti som Det Konservative Folkeparti præget af socialliberale og humanistiske værdier, som dem udenrigsminister Per Stig Møller stod for, havde stor indflydelse. Men i dag er de konservative totalt klemt mellem Venstre og Dansk Folkeparti med et helt andet kultursyn«, siger han. Kritikere isoleres Regeringen søger bevidst at isolere kritiske kræfter, lød idehistorikeren Dorte Jørgensens analyse på Dansk Kunstnerråds protestmøde, som i den kommende tid vil blive fulgt op af andre initiativer. »Befolkningen har ikke erklæret krig mod de intellektuelle. Men det gjorde statsministeren i nytårstalen ved at bruge myten om 'dem og os'«, sagde hun, og siden har en stribe erklæret borgerlige intellektuelle protesteret mod statsministerens korstog mod viden og oplysning. Hofter eller spillefilm I forhold til kunstnere og intellektuelle var nytårstalen et gigantisk selvmål, vurderer Hans Hertel. »Den fik mange af dem til at vågne op af den tornerosesøvn, de har befundet sig i i årevis«. Dertil kommer besparelserne via grønthøstermetoden, som regeringen også lancerer som et nødvendigt bidrag til forbedringer andre steder. »Hvor mange hofter går der på en dansk spillefilm, hvor mange kunstnere går der på en plejehjemsplads«, spurgte billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard under demonstrationen onsdag og tilføjede, at det er endnu et eksempel på regeringens del og-hersk-politik. Netop regeringens fremstilling af kunst og kultur som en lidt overflødig luksus har også skabt en entydig kunstnerfront mod regeringen. Kulturkamp i gang Imens breder mismodet på landets store kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet sig i takt med nedlæggelse af hele afdelinger, indskrænkning af åbningstider, fyringer eller trusler om fyringer. Også denne del af kulturlivet vil lade høre fra sig i den kommende tid, mener Hans Hertel. »De borgerlige har altid sagt, at de værner om fortiden og danskheden«, siger han. Hans Hertel konstaterer, at afskedigelserne rammer de mest erfarne medarbejdere med alvorlige konsekvenser for kvaliteten af arbejdet i disse institutioner, som værner om og formidler vores fortid. Der er tale om indgreb uden fortilfælde, og det vil sætte sig dybe spor, ikke kun blandt de ansatte og forskere, men gradvist også i dele af offentligheden. »Jeg er ikke i tvivl om, at kulturkampen er gået i gang. Men det er svært at sige, hvad denne mobilisering ender med«, konkluderer han.