Efter 30 års samarbejde har Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, DST, besluttet, at samarbejdet med Arte skal ophøre. Fra sommeren 2002 skal fimaet E-billetter A/S overtage abonnementssalget af teaterbilletter - hermed er DST landet på det økonomisk bedste tilbud. Arte var sådan set god nok - men de var bare ikke så billige, så licitationen gik tabt. Og måske heller ikke så smarte. »Vi er det stof, drømme er gjort af«, skrev Arte ambitiøst uden på sin sidste sæsonbrochure, der handlede om 10 teatre, 15 scener, 38 instruktører og over 400 skuespillere, sangere og dansere. Det blev til i alt 42 oplevelser, som man kunne købe billet til, når man havde prioriteret og udfyldt bestillingskuponen. Det var et sagsforløb, som kunne minde om situationen hjemme hos Nick Horbys Arsenal-fan, som tror, at livet forløber i sæsoner. Hvad skal vi til sommer? spurgte hans veninde i filmen 'Fodboldfeber'. Han trak på det - sæsonen var jo ikke startet. Han havde glemt, at livet forløber i år, og at nutiden måske ligefrem er i aften. Nu er sæsonen slut. Der gik for alvor kuk i drømmen, da Arte mistede sin direktør Mogens Hjorth, som havde haft kæmpeunderskud på Artes egenarrangementer og de manglende resultater i Arte Events, der skulle have skabt internationale kulturbegivenheder i forbindelse med andre store begivenheder i Danmark.Et farvel til Arte,som hermed mister 10 procent af sin årlige omsætning, er ikke en let sag. Arte reklamerede meget for sig selv - men det reklamerede dermed også for kulturlivet i en gammeldags socialdemokratisk forestilling om, at kulturen og folket hører sammen, og hvis bare folket får den relevante oplysning og tilbud, vil det takke og tage imod. Den ny direktør, Niels Marcussen, siger, at Arte nu skal i tænkeboksen og køre på lavere blus. Arte er faldet på en prisforskel - men det er også faldet på en ideologi, som for tiden ikke er inde. Ideologien handler kun tilsyneladende om, at man går i teatret for at opretholde menneskerettighederne - »det ansvar har alle, der optræder offentligt, ikke kun teatret,« sagde Monica Rittterband for et stykke tid siden, da hun skulle reklamere for Arte i brochuren Arte Nyt. Men der er ikke tale om menneskerettigheder, snarere om at få en fornøjelig aften med spisning og selskabelig underholdning - en publikumsindstilling, som rimer dårligt med høje billetpriser og seriøs samfundsdebat. Går man i teatret, vil man i dag ikke have stof til sit liv, men stof til sin fordøjelse og underholdning. DST havde længe i brochuren en opdeling i first class og monkey class, præcis som i ugebladene. På de første sider kunne man læse om de tunge teatre, som tilbød forestillinger, der var smækfyldt med gode, kendte skuespillere. Men når premieredagen kom - hvis den kom - var skuespilleren måske skiftet ud med en anden. Lad os tage et aktuelt eksempel fra i aften: Hverken Thomas Bo Larsen eller Mads Mikkelsen medvirker i 'Boblerne i bækken' på Avenu-T., selv om de da ser fine ud på billedet i hospitalsunderbukser. Jeg synes heller ikke, vi ser spor til Jess Ingerslev i Betty Nansens 'Når vi døde vågner'. Det er detaljer - det siger sig selv, at der kan ske ændringer på langt sigt i en forestilling, men det siger dog noget om, at Artes forhåndsmeldinger om teatret ikke var så sikker i sin sag som Familie Journalen eller Søndags B.T., der, som vi ved, kommer om mandagen. Artebrochuren er blevet skældt ud, lige så længe Arte har levet, og nu skal Scanad Udviklingsbureau A/S overtage sagen. A/S-bureauer står parat, her får man markedsføring for pengene. Jeg vil tro, at noget af ugebladsromantikken farer bort. Vi vil ikke længere få romaner om det rigtige i at gå i teatret - vi vil få kontant oplysning og henvisning til BilletNet. Er det en forbedring? Ja, vel er det så. En organisation skal kun bestå, så længe der er behov for den, og den kan løbe rundt. Men teatrene har selv medvirket til, at forventningerne til en forestilling er blevet skubbet ud i det uvisse. Teaterbrochuren broderede som det værste ugeblad på en popinteresse, gjorde det 'livsbekræftende', 'ansvarligt' og 'finkulturelt' på Billedbladsmaner at gå i teatret. Teatrene gjorde sig selv til lueforgyldte idioter - så resultatet kan ikke undre. Men derfor kan vi godt i nekrologen over Arte tilføje den detalje, at organisationen gennem tiden har gjort kulturlivet en uvurderlig tjeneste. Løven har brølt - og løven kan gå.