Med omstruktureringen af Statens Museum for Kunst og tirsdagens blodbad blandt de ansatte har museets ledelse bekendt kulør. Hvis der skal skæres, og nedskæringer er blevet synonyme med borgerlig kulturpolitik, er man nødt til at satse. I Sølvgade er satsningen ikke til at tage fejl af: Museet skal være for det bredest mulige publikum. For i dette populistiske hensyn skabes museets økonomiske fundament. Mere end nogensinde før i sin historie ledes Statens Museum for Kunst ud fra forretningsmæssige principper. Derfor har man som en anden moderne forretning valgt de dele af virksomheden fra, som trækker mindst, målt i besøgstal. 16 fyringer Med centraliseringen og de 16 fyringer har direktør Allis Helleland benyttet de 'nødvendige besparelser', som hun lovlig regeringsloyalt har døbt nedskæringerne, til at gennemføre nogle reduktioner og omstruktureringer, som allerede længe har stået højt på hendes handlingsplan. Den ene besparelsegår på Afstøbningssamlingen, som mister sit faglige personale, og hvis kontaktflade med publikum indskrænkes til én ugentlig åbningsdag. Den anden går på Kobberstiksamlingen, som opløses som en nogenlunde autonom enhed i museets struktur og underlægges Malerisamlingen. Ringe vilkår Ud over at være værdifulde specialsamlinger tilhører Afstøbningssamlingen og Kobberstiksamlingen også de ældste og længste dele af museets kunsthistoriske hukommelse. Men det antikvariske og specialiserede har ringe vilkår i tider, hvor effektiviseringen og lettilgængeligheden sættes i højsædet. Malerier er nu engang mere farverige og folkekære end grålige gipser og sort-hvide kobberstik, og gammel kunst kræver relativ mere specialviden end den mest aktuelle modernisme. Det er klart, at museet i Sølvgade nu vil opprioritere aktiviteterne med den bredeste appeal. Det, der i forvejen var marginalt, bliver til gengæld yderligere marginaliseret. Museet er ikke til for bebrillede forskere og specialister, men for sine betalende gæster.Allis Helleland harønsket at skære til benet med det samme. Alternativet var at fordele de krævede besparelser over en årrække, hvoraf de sidste ikke engang kan forventes at falde inden for hendes tid - eller regeringens. Resolut handlemåde Man kan sige, at hun med denne resolutte handlemåde ikke har villet trække pinen i langdrag. Man kan også sige, at hun har udnyttet situationen strategisk til egen fordel frem for at vise størst mulig hensyn til de ansatte i den institution, hun leder. Allis Helleland blev udnævnt under en socialdemokratisk regering af tidl. kulturminister Jytte Hilden. Men ved at demonstrere så energisk en samarbejdsvilje over for den siddende borgerlige regering har hun forbedret sine chancer for at forblive i egen stilling, også efter at hendes ansættelsesperiode formelt udløber om to år. Det bliver ikke kun et mere centralistisk opbygget statsmuseum, vi møder efter 1. april. Det bliver også et svagere bemandet museum, der vil have mistet meget af sin hukommelse. Det er en tendens, som Statens Museum for Kunst ikke er alene om. Tidens museale institutioner vil være med 'på beatet'. Og samvittighedskvalerne over for en voksende fortid, som ud over at blive plejet og passet kræver både forskning og formidling, fylder stadig mindre i institutionernes faglige bevidsthed. Dag for dag bliver det mindre og mindre klart, hvorfor Statens Museum for Kunst skulle have en tilbygning. Dag for dag bliver det mere og mere klart, at museerne en skønne dag får det offentliges tilladelse til at sælge ud af det, som de ikke længere har voldsomt meget brug for i deres daglige arbejde med publikum: samlingerne.